‘Mowgli’: Baloo er umulig at genkende i dystert take på ’Junglebogen’
Har vi virkelig brug for endnu en live action-genindspilning af ‘Junglebogen’ kun to år efter Disneys lunkne – men umanerligt flotte – forsøg? Svaret er et irriterende både-og.
Andy Serkis’ ‘Mowgli’ er tydeligvis et passionsprojekt drevet af kærlighed til Rudyard Kiplings bogforlæg. Til trods for de imperialistiske undertoner, der præger alle Kiplings værker, har Serkis ganske fornuftigt valgt at fokusere på den del af ‘Junglebogen’, der vakte genklang i ham, nemlig historien om en dreng, der ikke passer ind i nogen lejr.
Det er den genkendelige historie om menneskeungen Mowgli, spillet af den purunge og talentfulde Rohan Chand (‘Bad Words’), som findes i junglen af panteren Bagheera og opdrages til at være en ulv. Da han bliver udstødt fra ulveflokken, der overtages af den blodtørstige tiger Shere Khan og opsøger en menneskelejr, må han dog erkende, at han hverken er ulv eller mand.
Udgangspunktet i Kiplings originaltekst har givet ‘Mowgli’ en væsentligt mørkere tone end den disneyficerede version, vi er vant til, om end grundplottet er det samme. Dyrene ser slidte og mere hærgede ud, og der er ikke så meget som en snert af sang. Baloo – som Serkis selv lægger stemme til – ligner og opfører sig for eksempel som en alkoholiseret, men kærlig kommandant, de fleste vil have svært ved at kunne genkende.
Noget af slitagen stammer desværre også fra, at animationen har svært ved at konkurrere med de tårnhøje standarder, vi er blevet vant til. Der er blandt andet et skud, hvor kameraet panorerer over menneskelandsbyen, der ser ud, som om den stammer fra et computerspil fra det forrige årti. Det er drønærgerligt.
Til gengæld er samspillet mellem de animerede dyr og Mowgli langt mere naturligt end i Disneys version fra 2016. Det gælder, uanset om han er ved at blive kvalt af Cate Blanchetts Kaa, flået i stumper af Benedict Cumberbatchs Shere Khan eller får en opsang fra Christian Bales Bagheera. Andy Serkis, der er mest kendt for at være manden inden i Gollum og Caesar fra ’Abernes Planet’, er tydeligvis en dygtig personinstruktør, og han formår gnidningsfrit at opretholde illusionen om, at vi er i junglen og ikke foran en greenscreen.
Det samlede resultat står dog tilbage som en upoleret og rodet omgang, der til trods for sit toneskift ikke undgår at føles som en gentagelse, her kun to år efter vi trak os igennem Disneys uinspirerede forsøg på det samme. Serkis skal dog have ros for sine store ambitioner.
Kort sagt:
Serkis tager chancer med sit jungleeventyr, som Disney aldrig ville turde, men bringer ikke nok nyt til bordet.
Læs også: De 10 bedste sorte amerikanske film i nyere tid – og hvor de kan streames