De 10 bedste sorte amerikanske film i nyere tid – og hvor de kan streames

De 10 bedste sorte amerikanske film i nyere tid – og hvor de kan streames
Shameik Moore spiller hovedkarakteren Malcolm i 'Dope' fra 2015.

TEMA: ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM. I denne uge sætter vi fokus på de strømninger og de talenter, der indgyder håb for et mere mangfoldigt film-Amerika. Selvom problemerne stadig er til at tage at føle på, har der aldrig været så mange prægnante sorte filmskabere, der slår døren ind på vidt forskelligt vis i Hollywood og omegn som i disse år. Her anbefaler vi de 10 bedste af deres film fra dette årti.

1. ’Dope’

Charmerende, hyperenergisk og frigørende. Det er de tre ord, man vil sætte på Rick Famuyiwas knaldperle af en ghettofilm om den kvikke sorte highschool-studerende Malcolm, der sammen med vennerne (Kiersey Clemons og Tony Revolori) kører bmx, hører 90’er-hiphoop og får gode karakterer og dermed stikker ud blandt de hårde drenge i Los Angeles’ Inglewood-kvarter.

Men de bliver trukket ned i dynget, da Malcolm ved en tilfældighed står med et par kilo heroin og en pistol i tasken, som han og vennerne nu skal finde ud af, hvad de skal stille op med. Blandt andet med ASAP Rockys gangster pustende i nakken.

Det er udgangspunktet for et hæsblæsende ridt blandt kvarterets skæveste personager – som bygger op mod et crescendo, der lader én forstå det politiske statement bag den legesyge, underholdende film. Pharrell står i øvrigt bag soundtracket.

Kan ses på Blockbuster.


2. ‘Sorry to Bother You’

En sort telefonsælger lærer at bruge sin ’hvide stemme’ og opnår pludselig enorm succes. Det er præmissen for Boots Rileys herligt surrealistiske, anarkistiske, idérige og energiske politiske knytnæve af en debutfilm om race, klasse, kapitalisme og moderne slaveri.

I samme ånd som sidste års racegysersatire ‘Get Out’ – dog i en mere skramlet og flagrende indieudgave – benytter Riley gakket humor og mørk satire til at sætte aktuelle samfundsproblematikker til debat. Filmen er en original metafor for codeswitcing, men lige så meget en kritik af kapitalisme og klasseskel gennem hovedpersonen Cassius’ (Lakeith Stanfield) gradvise sellout af sine idealer.

’Sorry to Bother You’ skildrer, hvordan en sort person er nødt til at gå på kompromis for at få succes i samfundet, som det ser ud nu, men advokerer også for at tænke kritisk og kæmpe mod systemet. Gå til filmen for David Cross’ stemme fra Stanfields mund og Tessa Thompsons statement-øreringe og bliv hængende for Armie Hammers skruppelløse tech-direktør og hestepenisser.

Kan endnu kun ses fra Danmark via fx amerikansk iTunes.


3. ‘Beyond the Lights’

Der bliver ikke produceret mange kærlighedsdramaer med sorte i hovedrollerne, og det er måske en af grundene til, at Gina Prince-Blythewoods ‘Love and Basketball’ fra 2000 blevet en højtelsket kultklassiker. Den status fortjener også instruktørens underkendte, næste romantiske drama fra 2014 – som tog instruktøren fem år at få en producent til at bide på, fordi hun insisterede på at have to sorte hovedkarakterer.

‘Beyond the Lights’ følger den unge biraciale popstjerne, Noni (Gugu Mbatha-Raw), der er blevet pacet ind i en overseksualiseret persona, hvor hun slanger sig i sin hvide rapperkærestes musikvideo i læderundertøj. Mødet med politimanden Kaz (Nate Parker), der redder hende fra et selvmordsforsøg, åbner hendes øjne for sit eget værd, og hun begynder at mærke efter, hvilken kunstner og person hun selv har lyst til at være. I en smuk og empowering scene fjerner hun makeup, negle og sine lilla extensions og står tilbage med de afrokrøller, som hendes hvide mor (Minnie Driver) desperat forsøgte at få hjælp til at tæmme inden hendes første talentkonkurrence som barn.

Udover at være et sukkende romantisk kærlighedsdrama og en kritik af musikbranchens seksualisering og behandling af sine kvindelige stjerner er filmen også et komplekst mor-datter-drama om en hvid fattig kvindes udnyttelse af sin sorte datters talent for at skabe et bedre liv for dem begge.

Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.


4. ’Get Out’

Første gang man ser Jordan Peeles socialbevidste horror-racesatire ’Get Out’, bliver man bjertaget af, hvordan filmen gang på gang tager én steder hen, som man absolut ikke havde kunnet forudsige fra start. Selvfølgelig aner man nok, at den sorte Chris’ (Daniel Kaluuya) første besøg hos sin hvide kærestes (Allison Williams) velstillede, politisk korrekte forældre ikke kommer til at gå helt som forventet, men Peele tager alligevel røven på én igen og igen, helt frem til den fantastiske katarsis-slutning.

Men filmens egentlige kvalitet ligger måske i, at det stadig er en formidabel oplevelse ved gensyn. For selv når man kender alle de veloplagte twists and turns, er de enkelte scener skåret med så fintfølende suspense og sylespids humoristisk tæft, at det er en fornøjelse. Særligt forældrenes velbjergede venners misforståede overvenlighed over for Chris er en hylemorsom og præcis skildring af, hvordan racisme kommer i mange former.

Og så er flere koncepter i filmen allerede nyklassiske. For Chris er The Sunken Place absolut ikke et rart sted at være. Men som publikum ønsker man sig tilbage igen og igen.

Kan ses på Viaplay og Blockbuster.


5. ’Tangerine’

Sean Bakers ’Tangerine’ afkrævede i første omgang opmærksomhed, da den fik premiere i 2015, fordi den udelukkende er filmet med en iPhone.

Men den er mere end en gimmick: En flagrende, farverig fortælling om en transkønnet prostitueret, Sin-Dee, der netop er kommet ud fra fængsel juleaften, og som sammen med sin bedste veninde leder efter sin alfons-kæreste, som har været hende utro. Det er starten på et kulørt eventyr gennem Tinseltowns subkultur, en autentisk og dog eventyrlig film med humoren i højsædet – og med smukke varme iPhone-billeder fra et solbeskinnet Los Angeles, som ikke ligner den udgave af byen, vi er vant til at få portrætteret af Hollywood.

’Tangerine’ har noget af den samme autenticitet og vitalitet, som Baker videreførte i ’The Florida Project’. Og så spiller Kitana Kiki Rodriguez og Mya Taylor hovedrollerne med forrygende energi og kemi. Det er dem, der sørger for, at alvoren og sørgmodigheden mærkes bag den hektiske farceagtige overflade.

Kan ses på Netflix og Filmstriben.


6. ’Pariah’

Dee Rees slog bredt igennem med sit Oscar-nominerede historiske sydstatsdrama ‘Mudbound’ fra 2017, men vi vil i højere grad anbefale hendes mere personlige debutfilm, Sundance-hittet ‘Pariah’ fra 2011. Filmen er en delvist selvbiografisk coming-of-age og coming out-fortælling om en sort lesbisk teenagepige fra Fort Greene i Brooklyn, som forsøger at finde sin plads i verden. 17-årige Alike (Adepero Oduye) – en kvik, indadvendt gymnasieelev med forfatterambitioner – er egentlig ikke i tvivl om, hvem hun er. Men hun har endnu ikke bekendt fuld kulør over for sine forældre, der stædigt fornægter datterens homoseksualitet, ligesom hun kæmper med at samle mod til at nærme sig en af pigerne på den lesbiske klub, hun frekventerer sammen med sin mere erfarne veninde Laura.

‘Pariah’ fortæller egentlig en velkendt historie, men portrættet af Alike og det sorte lokalmiljø i Brooklyn føles så specifikt og autentisk og fortælles så indlevet og følsomt, at filmen løfter sig til en rørende lille indieperle.

Kan ses på Amazon.


7. ’Moonlight’

Det kræver en særlig stilistisk sensibilitet at få en på papiret socialrealistisk film om en dreng og senere mands seksuelle og identitetsmæssige brydninger til at blive en poetisk oplevelse. Men poesien lever i de smukke billeder og den nænsomt intime skildring i Barry Jenkins’ anden film, ’Moonlight’.

Vi møder Chiron i tre stadier af hans liv – som sårbart barn, mobbet teenager og indelukket narkosælgende voksen, sublimt spillet af Alex Hibbert, Ashton Sanders og Trevante Rhodes. Hvert stadie er hjerteskærende studier i undertrykte følelser i et sort miljø, hvor homoseksualitet ikke bliver accepteret. Illusionsløst og deprimerende, men også smukt og håbefuldt i de små øjeblikke, hvor Chiron tillader sig selv at føle og følge sine drifter.

Det er stadig et mirakel, at en lille indiefilm om sort homoseksualitet af en ukendt instruktør kunne vinde en Oscar for bedste film. Men fuldt fortjent.

Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Filmstriben.


8. ‘The Fits’

Stortalentet Royalty Hightower lever op til sit navn og leverer en tavs kraftpræstation som den stoiske, nysgerrige 11-årige boksepige Toni, der bliver draget af det feminine fællesskab hos dansetruppen i nabolokalet, i debutanten Anna Rose Holmers sitrende, poetiske coming-of-age-drama.

Toni melder sig ind i dansetruppen, hvor hun kæmper for at lære de feminine bevægelser og koder, som den tynde, præpubertære pige voyeuristisk betragter hos truppens ældre piger. Filmen får et magiskrealistisk twist, da flere piger pludselig får mystiske epileptisklignende besvimelsesanfald, som Rose ikke forklarer, men bruger som en allegori over puberteten: En form for overgangsritual, der både chokerer og fascinerer Toni og de andre uindviede piger.

Holmer har et eminent blik for kropssprog og dans som fysisk udtryksform og fortæller ‘The Fits’ næsten ordløst gennem Tonis ekspressive, energiske krop og observerende øjne. Det rytmiske soundtrack og den skarpt komponerede, klaustrofobiske billedside bidrager til en intens, kropslig filmoplevelse.

Kan ses på C More og Filmstriben.


9. ‘12 Years a Slave’

Hollywood har produceret mange slavefilm gennem tiden, men ingen så kompromisløs og uforsonlig som Steve McQueens tredobbelte Oscar-vinder fra 2013. Filmen er så voldsom, med piskesmæld, kødsår, voldtægt og hængning, at det er på grænsen til at kamme over i torturporno – hvis det da ikke var for McQueens kliniske, usentimentale, insisterende blik på slavernes lidelser: Det var sådan, det var. Og du få ikke lov til at se væk eller få opblødt oplevelsen med nogen form for håb eller feelgood.

Det illustreres stærkest i en scene, hvor hovedpersonen Solomon Northup (Chiwetel Ejiofor), en fri newyorker, der er blevet kidnappet og solgt som slave til en plantageejer i New Orleans, bliver provokeret til en slåskamp med tilsynsmanden Tibeats (Paul Dano). Han og et par kolleger hænger Solomon op i et træ for at lynche ham, men skræmmes væk af en anden tilsynsførende, der dog lader Solomon hænge. Dér hænger han så i halv kvælning og tripper rundt med fødderne, mens timerne går, og de øvrige slaver foretager deres gøremål i baggrunden.

Scenen varer fire minutter og føles som en evighed – et eksempel på McQueens mesterlige brug af tidens pinefulde gang som effekt i hele filmen.

Kan ses på HBO Nordic, Viaplay og Filmstriben.


10. ‘BlacKkKlansman’

Veteranen Spike Lee er tilbage i topform med sin lige dele hysterisk sjove, tragiske og indignerede film om ekstrem racisme i USA. Filmen er løst baseret på den virkelige kriminalbetjent Ron Stallworths selvbiografi om, hvordan han som ung sort undercover-betjent i Colorado Springs i 1979 infiltrerede den lokale Ku Klux Klan-afdeling.

John David Washington spiller veloplagt Ron, der i en indskydelse svarer på en annonce for KKK ved at ringe op til den lokale formand og erklære sig enig i organisationens højreekstremistiske dagsorden. Da han åbenlyst ikke kan møde op til en forsamling selv, sender han sin hvide, jødiske (!) kollega Flip (Adam Driver) af sted. Sammen – Ron via telefon og Flip personligt – overbeviser de medlemmerne helt op til klanlederen David Duke (Topher Grace) om deres dedikation til sagen og opnår indsigt i KKK’s lyssky planer.

Især de fysiske møder udvikler sig til nervepirrende, men også absurd humoristiske situationer, og det er fornøjeligt at overvære parret snøre de ubegavede racister. Lees nedslående pointe er dog, at deres anstrengelser i sidste ende ikke havde en effekt. White supremacy lever i bedste velgående.

Kan stadig ses i biografen.

Læs også: De 15 vigtigste stemmer i ny sort amerikansk film

Læs også: Skal en film have hvide hovedroller for at sælge billetter i Danmark?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af