TEMA: ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM. Den 3. august tweetede den amerikanske instruktør Boots Riley:
»re: the international distribution of #SorryToBotherYou: Even tho we’r outperforming a gang of other movies, distributors r claiming “Black movies” dont do well internationally and r treating it as such. There’r films that bombed here, that theyr distributing. Let em know wsup«
‘Sorry to Bother You’ – en sci-fi-satire om race og kapitalisme med Lakeith Stanfield i hovedrollen som sort telefonsælger, der får salgssucces ved at bruge sin ’hvide stemme’ – var en af de mest hypede titler på sidste års Sundance-festival. Den har høstet positive anmeldelser og har indtil videre indtjent 17,5 millioner dollars på det hjemlige biografmarked. Det er ret godt for en indiefilm med et budget på 3,2 millioner.
Alligevel har filmen ikke fristet mange internationale købere og er pt kun sat til at få regulær biografpremiere i seks lande. Herhjemme blev den vist på CPH PIX, hvor den vandt publikumsprisen, der inkluderer 3000 euro i lanceringsstøtte. Det har dog tilsyneladende ikke fået nogen danske distributører til at bide på.
Opgaven er at tjene penge
Der bliver produceret et hav af glimrende indie- og artfilm i verden, der ikke får premiere i Danmark. ‘Crazy Rich Asians’ – den første amerikanske mainstreamfilm med asiater i alle rollerne – har dags dato indtjent imponerende 173 millioner dollars i USA, 235 på verdensplan.
‘Crazy Rich Asians’ distribueres af Warner Bros, som herhjemme har en distributionsaftale med SF Studios. Frederik Malling Juul, som er SF’s direktør for biografdistribution i Danmark, fortæller, at det er Warner Bros’ beslutning ikke at sætte filmen op som biograffilm i Danmark.
»Vurderingen bag beslutningen er, at filmen løbende er udgivet på forskellige territorier. Nogle steder i Europa er den gået ok, andre steder har den tabt penge. Et af testmarkederne var Finland, og der performede den ikke overbevisende. Og så har man valgt at sige, at der ingen grund er til at risikere noget ved at sende den ud i flere lande«, siger Frederik Malling Juul.
Han fortæller, at fordi filmens hjemlige succes kom som en overraskelse, stod de internationale distributører ikke parate til at ride med på bølgen.
»’Crazy Rich Asians’ blev en kæmpe succes i USA. Den er nok primært lavet til et asiatisk marked, og der er bare mange asiater i USA. Jeg tror, filmen overraskede mange. Der var ikke nogen, der forudså, at den ville blive så stor i USA. Hvis den var kommet ud en uge efter premieren i USA, og vi havde kørt på den gode presse, kan det godt være, at den havde lavet et ok resultat«.
Frederik Malling Juul påpeger, at det dog ikke skete i Finland, selvom den her kom ud relativt hurtigt efter den amerikanske premiere. Han mener ikke, at det europæiske forbehold over for filmen skyldes, at hovedpersonerne er asiatiske – snarere at de ikke er kendte for et europæisk publikum.
»I det her tilfælde handler det om, at den har nogle skuespillere, som ingen kender. Det er ofte det, der er afgørende: Om der er kendte skuespillere eller ej«.
Og Malling Juul erkender, at han først og fremmest arbejder kommercielt.
»I sidste ende er det vores opgave at tjene penge på de film, vi sender ud. Jeg kan ikke anbefale en titel, fordi jeg sympatiserer med filmen og er ude i en hellig mission. Det er ærgerligt, at det bliver et racespørgsmål, for det er mere et spørgsmål om, om man tror, det er en film, der kan lave penge på de territorier«.
Men så er det jo interessant, hvorfor den ikke kan lave penge?
»Ja, men så bliver det hønen og ægget. Handler det om, at der er for få film med asiater eller sorte i hovedrollerne? Handler det om, at distributørerne ikke tør satse på dem? Handler det om, at publikum ikke vælger dem? Jeg kan bare forholde mig til, at hvis jeg kommer med en film med et tema, som ikke er kendt, en historie, der ikke er kendt, og med ukendte skuespillere, så kan det godt være et loppemarked«.
»Det handler mere om ikke-kendthed end om, at folk ikke vil se på sorte eller asiater. ‘Niceville’ var en kæmpe succes i Danmark. ’12 Years of Slave’ var en stor succes. ‘De urørlige’ solgte 640.000 billetter, og det var ovenikøbet med to ukendte skuespillere. Man kan diskutere, om der er tilstrækkeligt film med sorte hovedroller, men der er jo sorte film, der kan rejse. Hvis man kigger på listen i øjeblikket, er der blandt andet ‘The Equalizer 2’. Denzel Washington sælger masser af billetter«.
Føler du som distributør et ansvar for at skabe diversitet på lærredet, eller tænker du udelukkende med pengepungen?
»Hvis Warner vil være politiske i forhold til de film, man sender ud, står det dem frit for, men mit ansvar over for dem er ikke at tabe penge. Mit job er at rådgive dem om, hvad jeg tror, potentialet er, ikke at sige, at jeg synes, I skal sende den ud, fordi det vil være godt for en eller anden minoritet. Det synes jeg vedkommer dem, der skaber filmen. Ikke for at skubbe ansvaret videre, men det er ikke det, jeg er sat i verden for«.
’Girls Trip’ endte i blindgyde
Også direktør for den danske afdeling af distributionsselskabet United International Pictures (UIP) Michael Berg ser det som sin hovedopgave at drive en god forretning. Han understreger flere gange, hvor dyrt det er at sende en film i de danske biografer, og hvor meget konkurrence der er. Åbner filmen ikke stort i weekenden, bliver den taget af plakaten om mandagen.
Når Michael Berg og hans kolleger skal vurdere en film, ser de på, hvilket segment den passer ind i. Et eksempel på, hvad han kalder en »upmarket-film« for det intellektuelle publikum, er Spike Lees komedie-drama ‘BlacKkKlansman’ om en sort kriminalbetjents infiltrering af Ku Klux Klan. Den er ifølge Berg oppe på 25-30.000 billetter i Danmark, hvilket han kalder »fornuftigt«, men »ikke overstrømmende«.
»Det er en film, der kunne gå begge veje, fordi den er afhængig af anmeldelser, og den fik nogle fornuftige, men ikke super anmeldelser. Den er svær at aflæse. Er det en komedie? Har den et politisk budskab?« spørger han.
Sidste sommer fravalgte UIP dansk biografdistribution af komedien ‘Girls Trip’, som han modsat titler som ‘BlacKkKlansman’ og ‘Precious’, der er henvendt til »kystbanesocialisterne«, betegner som »en bred komedie for masserne«. Derfor skulle den leve op til andre krav om at ramme bredt. Og selvom filmen var et sommerhit i USA, hvor den indtjente 115 millioner dollars, vurderede Michael Berg ikke, at den ville falde i danskernes smag.
»Vi følte ikke, at den var kommerciel nok til, at vi ville satse en halv million på den. Det var sådan noget med, at de tissede på folk, og den form for humor synes jeg personligt ikke er sjov. Og det syntes resten af salen heller ikke. Så beslutningen blev taget ud fra en kvalitetsbetragtning«, siger han.
»Det handler altid om filmens kvalitet, ikke om at vi er racister. Jeg synes, det bedste eksempel er ‘De urørlige’. Den var fransk, og den havde en sort og en handicappet i hovedrollerne. Den havde alle tre ting imod sig, og den troede man ikke på kunne noget som helst. Men alle, der gik ind og så den, kunne ikke engang bagefter fortælle, at den var fransk. De havde bare følt sig godt underholdt«.
Men når ‘Girls Trip’ havde solgt så godt i USA, hvorfor troede I så ikke, at den ville sælge i Danmark?
»Det hænger sammen med, om der er nogle navne, som folk vil gå ind og se. Er der nogen kendte? Er Will Smith med? Er Denzel Washington? Der er jo nogle afroamerikanske navne, der er nemmere at sælge end andre. Det gælder også for hvide komedier. Vi kan for eksempel ikke sælge en film med Steve Martin eller Will Ferrell«.
Samme sommer satte I en anden komedie i samme genre, ‘Girls Night Out’ med Scarlett Johanson, op. Synes du, den var god?
»Den var ikke rigtigt god, men der var nogle gode navne med i den, og der var et ønske fra baglandet om, at vi skulle gå med den, for der var ikke så meget andet på det tidspunkt. Men den solgte heller ingen billetter og er et bevis på, at det er svært at lave komedier i dag, der kan krydse landegrænserne«, siger Michael Berg og forklarer, at det blandt andet hænger sammen med, at amerikanerne er mere politisk korrekte, end vi er i Danmark.
Store forventninger til ’Creed 2’
Et eksempel på en komedie, der kunne rejse, er ‘Get Out’ – Jordan Peeles Oscar-nominerede gyserracesatire fra 2017. Den solgte 43.000 billetter i Danmark.
»Det er en film, der kommer med et skjult budskab på en anden måde. Selvom det var en lowbudget-film, brød den ud af det. Det startede med, at den fik premiere et sted, og så får den gode resultater, og så spreder det sig som ringe i vandet, og så fik vi alle sammen travlt med at få udsendt filmen og ændre estimatet fra at gå fra, at den måske lige kunne kravle sig hjem, til at vi tjener penge på den«.
Hvorfor havde I ikke forventninger til den, når den var gået godt i USA?
»Det ændrede vi også i samme øjeblik, den eksploderede i USA. Den kom også hurtigt op i Danmark. Du kan også tage ‘Straight Outta Compton’. Da den åbnede godt i Amerika, skyndte vi os at sætte den op ugen efter herhjemme«.
Men det var også efter, at der var en Facebook-kampagne for at få den op. Det virkede ikke, som om det var en film, I satsede på til at starte med?
»Nej, i første omgang var det en film, som vi fik at vide handlede om hiphopmiljøet med nogle politiske sider. Men se den, blev der sagt. Nogle gange får vi filmen inden den amerikanske premiere, andre gange får vi den lige omkring. Men vi skal jo stadig se og vurdere den. Her reagerede vi med det samme, fordi vi troede på, at den kunne vække interesse«.
Som eksempel på en film, hvor andre faktorer end race spiller ind som kommercielt potentiale, nævner Frederik Malling Juul ‘Creed’, ‘Rocky’-efterfølgeren med Michael B. Jordan i hovedrollen fra 2015. Her spiller det en rolle i SF´s satsning, at filmen er del af et kendt brand. Filmen solgte 31.000 billetter i biografen og havde også et fint liv efter. Malling Juul har høje forventninger til ‘Creed 2’, der har premiere 20. december.
»Hvis vi var kommet med en boksefilm, der ikke havde det afsæt, den har med ‘Rocky’-serien, er det ikke sikkert, den havde været lige så interessant. Det giver et kendskab, at Sylvester Stallone er med, og man kender den gamle bokserhistorie. Men det er jo ikke sådan, at vi siger, at den kan vi ikke lancere, fordi den har en sort bokser. Sådan tror jeg heller ikke, publikum tænker«.
At superheltefilmen ‘Black Panther’ har indtjent 1,3 milliarder dollars på verdensplan og ifølge Disney solgt 279.000 billetter i Danmark, burde også være bevis på det modsatte.
Mange elementer – men ikke race
Tilbage til ‘Sorry to Bother You’ har hverken Michael Berg eller Frederik Malling Juul mulighed for at købe uafhængige arthouse-titler. Vi spørger derfor nogle af de danske arthouse-distributører, hvad der har afholdt dem fra at købe filmen.
Henrik Neumann, der står for indkøb og distribution for Reel Pictures, fortæller, at de godt kunne lide ’Sorry to Bother You’, men takkede nej af praktiske årsager. »Vi har mange film på vej, så vi syntes ikke, at vi havde plads til at tage den ind i vores lineup lige nu. Derudover var den pris, som salgsagenten satte, for høj. Den var ude af vores liga prismæssigt«, fortæller han.
Direktør for Camera Film og Grand Teatret Kim Foss synes også godt om filmen, men mener, den er lidt skæv i forhold til selskabets profil.
»Vi kører ikke så mange amerikanske film. Vi havde ‘Moonlight’, som var et mere straight drama, som er det, vi gør os mest i. Det her er en krydsning mellem indie, kitch, science fiction og alt muligt andet. Jeg synes, den fortjener at blive set og kunne egentlig godt se den i vores distribution. Men lige nu kigger jeg på tallene i Sverige, hvor den åbnede i sidste uge, og der har den solgt 4.500 billetter på den første uge. Det er respektabelt, men ikke et tal, der får mig til at hoppe op af stolen og finde tegnebogen frem. Lige nu tænker jeg, at det ikke bliver os, der tager den – men man skal aldrig sige aldrig«, siger han.
Ingen af de to arthouse-distributører kan genkende en modstand mod sorte film.
»Jeg har slet ikke tænkt tanken«, siger Kim Foss. »Kun at det er en skør film, der er svært at rubricere. Der er mange elementer i mine overvejelser, men race er ikke et af dem«.
Mere i temaet ET NYBRUD I SORT AMERIKANSK FILM:
Mens Beyoncé og Kanye styrer musikken, er Hollywood stadig hvid som nyfalden sne
De sorte spydspidser i amerikansk film vil ikke nøjes med succes – de vil have forandring
Læs også: Oplev Roland Møller og Alex Høgh Andersen ved enestående aften i INPUT-rummet på fredag