’Venom’: Tom Hardy får lorten til at glimte, men det er stadig en lort
»Hurtig lort er bedre end langsom lort«, sagde min gamle chef. Han lærte mig, at hvis man sidder i klipperummet med middelmådigt materiale, må opgaven være at samle det til noget, der er hurtigt overstået. For alles skyld. En læresætning, jeg har fundet anvendelse for i mange overførte betydninger.
I det mindste er ’Venom’ hurtig lort. Man fornemmer, at nogen i jakkesæt har set en udgave af filmen, sukket dybt og forlangt, at der skulle klippes en time ud. Spilletiden på lidt under to timer er nådig, og måske er vi blevet forskånet for en helt uudholdelig film af Catwoman’ske dimensioner.
Venoms Marvel-ophav er som en af Spidermans ærkefjender. Journalisten Eddie Brock kommer i kontakt med en organisme fra en fremmed planet – en såkaldt symbiont – og Venom tager ophold i Eddies krop, så de kan levere taglinen »We are Venom«. Eddie får superkræfter, men Venom vil også bestemme, så de småskændes en del over, hvad deres fælles, symbiotiske krop skal foretage sig.
Der er ingen Spiderman i ’Venom’. Til gengæld er der hele fire symbionter, og Venom har et mindreværdskompleks over for de andre.
Venom selv forklarer, at han på sin hjemplanet er lidt af en taber, men her på Jorden, sammen med Eddie Brock, kunne han blive til noget mere. At Venom, en af Marvels mest formidable og komplicerede superskurke, bliver gjort til en tam affære uden et højere formål, er blot ét af filmens mange problemer.
Eddie Brock og Venom beslutter sig for at stoppe Riot, en større og stærkere symbiont med en plan om at bringe en hær af sin slags til Jorden for at spise alle mennesker. Eddie gør det for at redde verden. Venom gør det, fordi… noget med at han hellere vil leve det søde liv som den eneste symbiont på Jorden, tror jeg.
Tegneseriens mareridtsagtige figur er her udskiftet med et klynkende væsen, der piver over, at Eddie Brock kalder ham for en parasit. Venom insisterer på, at han skal sige undskyld!
Undskyld mig, men en superskurk tigger ikke om at få en undskyldning.
’Venom’ er en forvirret film, der skifter tone konstant. Vi slæbes igennem en halv film, før den næsten beslutter sig for at være en good cop bad cop-komedie om Eddie Brocks splittede personlighed som to makkere på en mission. En slags ’Dødbringende våben’, bare med Mel Gibson fejlcastet som the good cop og Danny Glover erstattet af sløj CGI.
Det endelige opgør mellem de to symbionter ligner en slåskamp mellem to meget store, fingerklistrede stykker finsk lakrids.
Jeg forventede mere af instruktøren af ’Zombieland’, men vi har desværre fået en superheltefilm i samme kategori som ’Green Lantern’, ’Ghost Rider’ og ’Fantastic Four’.
Tom Hardys tegnefilmagtige overspil er filmens bedste kort, men det lykkes ham ikke at løfte sig op over det dovne manuskript. Han kommer mere til at ligne Jim Carrey i ’The Mask’.
Tom Hardys betragtelige karisma får lorten til at glimte i biografmørket, men det er stadig en lort.
Kort sagt:
Det burde have været en voldelig undersøgelse af identitet og sindssyge, hvor Eddie Brocks overjeg udfordres af Venoms id. Eller bare en sjov actionfilm. Men giften i ’Venom’ er kedsomhed. En sjusket film, der besvarer spørgsmålet ’hvordan laver man en superheltefilm med en superskurk i hovedrollen?’ med et rungende: ’Aner det ikke’.
Læs også: Tom Hardy vaper først og spørger bagefter