Stolen for enden af mahognibordet er ledig.
Den venter på, at Tom Hardy skal sætte sig i den, og den er ledig, fordi ingen af journalisterne, der venter i suiten på det mondæne Grand Hotel i Stockholm, har haft lyst til at sætte sig i den. Det giver god mening. Tom Hardy, der er i byen for at promovere serien ’Taboo’, som han spiller den altoverskyggende hovedrolle i, har et skræmmende ry.
Ikke kun for de voldelige mænd, han ofte portrætterer på skærmen, men lige så meget på grund af mediernes portræt af ham som en bad boy, der har været arresteret for våbenbesiddelse og biltyveri. Da engelske The Independent interviewede ham for et par år siden, beskrev journalisten situationen som at »være spærret inde med et rovdyr i lænker, der utålmodigt venter på at blive sluppet fri og kaste sig over sit bytte«.
Alt dette ved vi journalister fra de nordiske lande samt Polen selvfølgelig godt, da vi undlader at indtage patriarkpladsen ved bordet, men stemningen er blevet yderligere anspændt en halv time forinden. I hotellets lobby har vi fået at vide, at det ikke kan komme på tale at tage et billede af Tom Hardy. Der er løs snak om, at det skyldes, at han ville skulle have sin personlige stylist fløjet ind fra Los Angeles. Han er altså tilsyneladende både en bølle og forfængelig. En frygtindgydende kombination.
»Hvor er I høflige«, siger Tom Hardy venligt, da han kommer ind i lokalet, og vi rejser os for at trykke på næven.
»Jeg har altid villet besøge Sverige, og nu fik jeg chancen«, siger han – selv høflig, om end det virker lidt pligtskyldigt.
Det står dog hurtigt klart, at han ikke er så slem som sit rygte. Selvfølgelig er han ikke det. Ingen er så slem. Men det bliver også tydeligt i løbet af interviewet, at vores underdanige placering om bordet ikke var helt uberettiget.
I ’Taboo’, aktuel på HBO Nordic, spiller Tom Hardy den mystiske James Delaney, der i 1814 vender tilbage til London, da hans stenrige far dør og efterlader sig en kæmpe arv. Han er også producer på serien, som han har skrevet sammen med sin far, Chips Hardy, der selv er kunstner.
»Det har taget mig lang tid at nå til en position, hvor jeg kan bidrage til projektet med ideer frem for bare at udføre andres ideer. Det er meget tilfredsstillende at se ens ideer blive til virkelighed«, siger han.
»På den måde er det en 100 procent succes, for der var ingen ide før, og nu er det på tv. Så det er fantastisk at kunne se det. FX vil lave en sæson til med det samme, hvilket er fedt. Mig og min far ville bare lave en serie, der kom på BBC. Det blev lidt større end det«.
Vidste, hvad han havde lyst til
Hans tunge håndlænker i sølv rasler, mens han taler. Og det er ikke det eneste, der larmer. Han ligner en hjemløs, der har forvildet sig ind på det ekstremt luksuriøse Grand Hotel, hvor den dyreste suite koster 17.000 kroner for en overnatning, og hvor colaerne står på køl i en isfyldt champagnespand.
Han har huller i sine jeans, hans hvide gummisko af ubestemmeligt mærke knirker på de bonede trægulve, og han har en træningsjakke på i mørkeblåt polyester, hvor der med alt for store bogstaver står New Black.
Skægget er stort, og på overlæben er det så tykt, at han umuligt kan undgå at få mad i det. Da han tager sin strikhue af, afslører den et fedtet, blankt tæppe af uvasket hår, som Hardy intet gør for at skjule. Det kan umuligt være den samme mand, der har stillet krav om at få en stylist fløjet gennem ni tidszoner til et billede. Normalt virker verdensstjerners indifference over for deres egen fremtræden påtaget og selvbevidst, men lige i dette tilfælde virker Tom Hardy oprigtigt ligeglad med, hvordan han fremstår.
Måske er dét hans sande, indre gadedreng. Selvfølgelig er han ikke som et blodtørstigt dyr i bur, han følger bare ikke de regler, der normalt gælder for mennesker i hans position.
Han har spillet mange voldelige karakterer, der siger meget lidt – bare tænk på Max Rockatansky i ’Mad Max: Fury Road’, Bane i ’The Dark Knight Rises’ og MMA-kæmperen Tommy Conlon i ’Warrior’. Gang de præstationer med hans baggrund og det ville være oplagt, hvis Hardy valgte roller, der kunne nuancere hans trods alt ikke helt fortjente image. Især når nu han selv har skrevet serien med sin far og selv kunne bestemme. Men det er ikke tilfældet.
»Jeg vidste, hvad jeg havde lyst til at spille. Hvilken rolle og karakter«, siger Hardy og understreger dermed, at han er ligeglad med typecasting. Han spiller, hvad han har lyst til.
Sprut, incest og mørke
»Det var oprindeligt min ide, men det betyder ikke… Do you mind if I vape?«.
De sidste par minutter har Hardy bappet på en metalblå e-cigaret, og selvom han nu spørger, om det er okay, er det ren proforma. Han spørger ikke bryskt eller uvenligt, men han ligner ikke en mand, der pakker den elektriske smøg væk igen, hvis han blev bedt om det. Måske er dét sandheden om Hardys rygte: Han er ikke voldspyskopat, men han vaper først og spørger bagefter.
»Jeg ville lave en karakter og en serie om sprut og incest og mørke menneskelige sider på en måde, så det blev dragende, men stadig så realistisk ud i modsætning til de klassiske bøger og periodedramaer, der alle er meget ceremonielle til min smag«, siger han, mens han tager sin jakke af og afslører et velvoksent Rolex Daytona, der – trods alt – minder om, at han ikke er en bums.
»Men min far og jeg kunne ikke bare få det budget, vi skulle bruge, så vi måtte have fat i en direktør for et filmselskab, der kunne sige god for os. Men vi havde også brug for en anden kunstner, så vi pitchede det til Ridley Scott, der gerne ville være med og begyndte at lede efter manusforfattere«.
»Jeg havde arbejdet med Steven Knight på serien ’Peaky Blinders’, og så lavede vi en byttehandel. Han skrev min pilot og treatment, hvis jeg spillede med i ’Locke’ (instrueret af Knigt, red.). Sådan kom det i gang«.
Men selvom det umiddelbart undrer, at Tom Hardy ikke griber muligheden for at skrive en anden slags rolle til sig selv, giver det måske mening. Når han dukker op til interviews i den slags tøj, som han er iført i dag, løber han en risiko for at bekræfte sit eget image, ligesom når han spiller James Delaney – en bulderbasse med en blakket fortid.
Men det er tilsyneladende sådan, han føler sig bedst tilpas. Og man tror på ham – som person og som skuespiller – fordi han gør det med så stor autenticitet. Han virker oprigtigt begejstret, når han fortæller, hvorfor de netop valgte den tidsperiode som baggrundstæppe – måske fordi han selv ville passe ganske godt ind i den førindustrielle tidsalder.
»Chips havde oprindeligt skrevet det i 1860’erne, hvor min karakter tog fra Congo til Argentina. Steven Knight gjorde det tidligere, for det var et tidspunkt i historien, hvor verden åbnede sig, og der var ikke lavet så meget fiktion om den tidsperiode. Det er en periode med mange hedonistiske muligheder.
Jeg havde ikke noget at skulle have sagt med hensyn til det, men jeg havde ikke noget imod det. Så længe det var i 1800-tallet og ikke i 1700-tallet, for det var en tidsperiode, jeg ikke havde lyst til. Jeg ville lave noget fra 1790-1890. I forhold til Victoria-tiden er denne periode mere beskidt, den er mere passioneret, fordi folk har færre hæmninger end de victorianske civilister«.
De var mindre civiliserede?
»Jeg synes, de var mere civiliserede. For de er ærlige. Uærligheden kom med en undertrykkende etikette, der undertrykker menneskets sande natur. En fernis af høflighed i modsætning til… Folk er stadig uartige, de vil bare ikke opdages. Dengang var mange mere åbne om klasseskellene og aristokratiet. Vi ville lave serien tidligere, fordi folk var mere rå. Og det fungerer bedre på tv«.
En vis lighed
Men når nu han selv har udviklet rollen, placerer han sig i en position, hvor han ikke kan undgå at blive udfrittet.
James Delaney deler ikke alene en voldelig baggrund med Hardy, Hardy spiller ham også på en måde, der er på kanten til at bekræfte hans egen kliché. Tunge, målrettede skridt, en hård skulen og meget få replikker – og et generelt had mod det etablerede aristokrati i form af de statslige embedsmænd, der forsøger at franarre ham et stykke land på Vancouver Islands kyst, der er særligt vigtigt for handelsruterne.
»Jeg ser lighedspunkter med alle karaktererne, for de er alle mine«, siger han og tager tydeligvis ikke maddingen. Han er efterhånden for dreven og har fået variationer over det spørgsmål for mange gange til at gide svare på det.
»Det ville være nemt for mig som producer at sige, at jeg vil spille en bestemt type karakter, og at jeg vil have hat på og så få nogen til at skrive det. Sådan gik det ikke. Mens vi skrev serien, var der visse karakterer, der er med i serien nu, men som ikke var med dengang. Men de skulle være med for historiens skyld, og så kom de med«, siger han, og nu er det, som om han har bevæget sig fra den ene ende af sig selv til den anden.
Som om han ikke længere kun trækker på skuldrene over at give næring til det image, han hidtil har virket så ligeglad med at bekræfte.
»Vi skrev serien lidt undervejs, så da vi gik i gang med at skyde de to første afsnit, var de sidste afsnit ikke skrevet færdige endnu. Jeg kan bedst lide, at det hele er skrevet, når vi begynder optagelserne. Det var svært som producer og skuespiller.
Jeg kendte historien, men fordi manuskriptet ikke var færdigt endnu, måtte jeg forklare alle andre – fotografen, kostumeafdelingen, production designerer og alle dem – hvad der ville ske på de næste sider, selvom jeg ikke var forfatteren. Så på mange måder er der ingen lighedspunkter mellem mig og min karakter, fordi den opstod undervejs«, siger han som for at understrege sin pointe – hvis nogen skulle være i tvivl.
Namedropper klassikerne
Nu replicerer han skarpt på det mislykkede forsøg på at få ham til at indrømme lighedstegn mellem sig selv og et martret og voldeligt menneske. Han har afvist det med ord, og nu vil han også vise det.
Demonstrativt namedropper han de inspirationskilder, der ligger til grund for karakteren Delaney, og det er et sandt drømmehold af de mest kanoniserede og intellektuelt funderede forfattere og karakterer, Europa kan opbyde.
»Lidt Faust, lidt Mefistofeles, lidt Marlowe fra ’Mørkets hjerte’, lidt Hannibal Lector, Jack the Ripper, Bill Sikes. Heathcliff. Alle de mørke opportunister, antiromantiske pragmatikere, selvom Delaney er meget mere tilbageholdende«, siger han uden at forklare referencerne, som at Bill Sikes er en af hovedskurkene i Charles Dickens’ ’Oliver Twist’, og at Heathcliff er arketypen på den martrede romantiske helt fra Emily Brontës ’Stormfulde højder’.
Men lige så hurtigt som han fik lyst til at vise, at han var mere end bare en gadedreng, lige så hurtigt skifter han tilbage igen. Og nu bliver hans ligegyldighed over for regler til et formildende karaktertræk. Da pressemanden høfligt gør opmærksom på, at det er sidste spørgsmål, tager Hardy imod to til. Og da pressemanden rejser sig for at understrege sin pointe, bliver Hardys ligegyldighed over for den protokol, der omgiver denne slags stramt skemalagte operationer, til en fordel for journalisterne.
Han rejser sig, men bliver i lokalet og snakker interesseret. Han spørger, hvad vi kunne lide ved serien. Journalisterne forlader lokalet. Det gør pressemanden i et svagt øjeblik også. Så er det nu. Jeg spørger om et billede. Ingen bestemmer, om der skal flyves en stylist ind udover Hardy. »Sure thing«. Et håndtegn. Knips!
Vi var inviteret til Stockholm af HBO Nordic.
Læs også: Anmeldelse af ‘Taboo’