’After We Fell’: Tredje ’After’-filmen er ikke i nærheden af at kildre de nedre regioner
’After We Fell’ starter, hvor dens forgænger slap.
Og hvis du ikke netop har set filmatiseringen af toeren til verdens bedst sælgende One Direction-fanfiction, ’After We Collided’, så har du ikke en chance.
Et uelegant flashback forsøger at vække mindet om, at heltinden Tessa (Josephine Langford) i 2012 overværede sin alkoholiserede far (Atanas Srebrev) blive smidt ud af familien.
Nu er han dukket op igen og det trigger den 19-årige kvindes psykopatiske kæreste Hardin (spillet af Voldemorts nevø, Hero Fiennes Tiffin).
Godt nok har den bitre brite tidligere udvist faretruende manipulerende adfærd, men da Hardin fem minutter inde i kuldsejleren ’After We Fell’ aktivt modarbejder Tessas blomstrende forhold til sin far på grund af jalousi, får det selv en tidligere ’After’-fan som mig til at hoppe over bord.
Fanfiction fik i 2010’erne endelig sin tid i rampelyset, og der var noget befriende over at kunne se sine skamfulde dirty secrets toppe bestsellerlister verden over. Og mens ’Fifty Shades’ massive popularitet banede vejen, fulgte skribenter som ’After’-forfatterinden Anna Todd trop.
Vanilla-teen-versionen af Anastasia og Christian Greys eskapader i soveværelset i form af Hardin og Tessas hede ungdomskærlighed blev en kæmpe succes. Og jeg kan selv skrive under på, at Todds intime beskrivelser af den første store kærlighed (og gang) havde sin effekt.
10 år og en #MeToo-bølge udstiller dog pinagtigt de fem bøger i nutidens nøgterne dagslys.
Men trods udskiftninger på både instruktør- og skuespillerfronten (i flere prominente roller) har de tre ’After’-film holdt stivnakket fast i originalmaterialet.
Hardins handlinger bliver for hver bog (og film) mere og mere radikale, og man får i ’After We Fell’ decideret ondt i maven over, hvad den stakkels Tessa må lægge øre til.
At hendes venner kalder hendes kæreste for »Satan«, og at djævlens egen papbror, fanfavoritten Landon (spillet af den re-castede Chance Perdomo), går så vidt som at kalde Hardins sjæl for kulsort, får umiddelbart én til at tænke: »Girl, fat lige et vink med en vognstang«.
Men faktisk må man til filmens forsvar sige, at den byder på en ufrivillig forklaring på Tessas blinde kærlighed til Hardin.
For uanset om ’After We Fell’ er bevidst om sit omvandrende ødipuskompleks eller ej, kræver det ingen Sigmund Freud at genkende daddy-issues, når Hardin og kvindes far stilles side om side.
Ikke alene er faren voldelig, han har også et voldsomt verbalt temperament, lyver og er som Hardin alkoholiker med et utal af tilbagefald. Papa siger lige frem til Hardin, at den unge mand minder ham om ham selv, inden de to fordrukne mænd finder fælles fodslag ved at smadre en nærgående fyr sammen.
De tydelige sammenfald er heller ikke mindre markante med det komisk dovne valg af kostumer. For i ’After’-universet går alle mænd i sort, mens alle kvinder går i lyserød og pastelfarvede cardigans.
Derfor går der lidt tid, før det går op for én, at Hardin også godt kunne bruge en tur på en østrigsk psykiaters briks. For minsandten om Tess og hans mor ikke også begge er smukke, langhårede blondiner, med én-til-én hårstyling og en forkærlighed for plysset tøj i pink. At Hardin behandler begge kvinder lige nedsættende, er bare et smukt kirsebær på toppen af den åbenlyse incestfantasi.
Rent fortællemæssigt flytter filmen sig ikke en centimeter, skuespillet hænger i laser, mens karakterernes statiske tilgang til konflikt viser, at intet er af synderlig betydning og konsekvens. Som den største synd af alle kildrer ’After We Fell’ ikke engang de nedre regioner, da det destruktive forhold lægger en dæmper på selv den mindste antydning af begær.
Kort sagt:
Tredje film i ’After’-serien er en katastrofe. Modsat filmens hovedkarakter er man som publikum ikke så forgabt i den øretæveindbydende brite, at man gider tolerere hans shit længere.