26. august: ’Candyman’
Jordan Peele producerer, og det lovende navn Nia DaCosta instruerer, når den klassiske gyserfilm får en opfølger, der udspiller sig i samme Chicago-kvarter som originalen. I den nye film er det kunstneren Anthony og galleristen Brianna Cartwright, der flytter ind i en luksus-loftlejlighed i kvarteret, som nu har fået en voldsom gentrificeringsoverhaling. Og her kommer Anthony på sporet af sandheden bag Candyman-myten.
De fremragende nye stjerner Yahya Abdul-Mateen II (‘Watchmen’, ‘The Trial of the Chicago 7’) og Teyonah Parris (‘Dear White People’, ‘If Beale Street Could Talk’) indtager de to hovedroller.
2. september: ‘Quo Vadis, Aida’
Jasmila Zbanic’ film var ‘Druk’s nærmeste konkurrent i kampen om Oscar for bedste internationale film, og det er der en grund til: Det er en uafrystelig filmoplevelse.
Filmen udspiller sig i de dramatiske dage, hvor den serbiske hær indtager den lille by Srebrenica og udfører et folkemord lige for næsen af den udsendte FN-delegation. Med udgangspunkt i den lokale FN-tolk Aidas oplevelser får man en sjældent god fornemmelse for den historiske tragedie samtidig med det menneskelige portræt af Aidas tiltagende desperate kamp for at beskytte sin familie.
16. september: ’Dune’
Der er lagt op til episk sci-fi, når Dennis Villeneuve tager ambitionsniveauet fra sine nyklassikere ‘Arrival’ og ‘Blade Runner 2049’ og ganger det med fem-ti stykker.
Villeneuve tager hul på Frank Herberts klassiske forlæg, som David Lynch og andre instruktører tidligere har knækket nakken på, og som handler om unge Paul Atreides, der får til opgave at vogte en planet, hans familie ejer, mens intergalaktiske stridigheder lurer i baggrunden.
Timothée Chalamet spiller Atreides, mens Zendaya har den store kvindelige birolle, som bliver forfremmet til hovedrollen i anden film (forudsat at den første bliver en succes). Også folk som Oscar Isaac, Charlotte Rampling, Rebecca Ferguson og Jason Momoa er på rollelisten.
30. september: ‘No Time to Die’
Tør vi tro på det? At den 25. James Bond-film efter udskydelse på udskydelse på udskydelse endelig rammer biograferne? Med delta-varianten truende i horisonten er vi langt fra så skråsikre, som vi kunne drømme om at være, men vi håber, at Daniel Craig endelig får lov til at aflægge sin sidste Martini-bestilling her i slutningen af september.
Dansk-svenske David Dencik er med i Cary Fukunagas ventede take på agenten.
14. oktober: ’The Last Duel’
Hvis man selv kan holde samme tempo som Sir Ridley Scott i en alder af 83 år, har man gjort det godt. Her i efteråret er den britiske instruktør således aktuel med hele to film, der spås til at være vægtige kandidater i Oscar-sæsonen.
Med ’The Last Duel’ gælder det en god gammeldags sværd- og sandalfilm fra ’Gladiator’-instruktøren. Filmen handler om den sidste lovlige duel i Frankrig, hvor ridderen Jean de Carrrouges udfordrede Jacques le Gris, efter førstnævntes hustru anklagede sidstnævnte for voldtægt. De tre spilles af henholdsvis Matt Damon, Adam Driver og Jodie Comer fra ’Killing Eve’.
4. november: ’Eternals’
Chloé Zhao var årets store sejrherre ved Oscar-uddelingen i år med sit store gennembrud ’Nomadland’, og nu er den kinesisk-amerikanske instruktør så allerede aktuel i en helt anden genre. Instruktøren, der er kendt for sine indlevende og autentiske portrætter fra USA’s udkantsområder, forløser nemlig den nyeste Marvel-film.
Hun skulle efter sigende have viderebragt mange af sine filmiske værdier til blockbuster-terroritoriet, og det skal blive spændende at se, hvad hun kan få ud af fortællingen om en udødelig race af rumvæsener kaldet The Eternals, der har levet i skjul, men efter begivenhederne i ’Avengers: Endgame’ genforenes for at tage kampen op mod onde kræfter.
På rollelisten ses Angelina Jolie, Kit Harington, Richard Madden, Kumail Nanjiani, Barry Keoghan, Brian Tyree Henry, Gemma Chan og Salma Hayek.
11. november: ’Titane’
Vi er så forbandet heldige, at årets Guldpalmevinder i Cannes fra juli allerede rammer de danske biografer i dette efterår. Den franske ’Raw’-instruktør Julia Ducournau har begået en vild og vanvittig film, som jeg skrev begejstret om fra festivalen, og som man egentlig helst skal vide så lidt som muligt om, inden man ser den.
Man kan dog roligt slå fast, at det nye navn Agathe Rouselle og den belgiske stjerne Vincent Lindon leverer utrolige præstationer, og at den med sikkerhed ikke vil være for enhver smag.
11. november: ’Vildmænd’
Thomas Daneskov er et af de store talenter i dansk film, der nu endelig for alvor forløser sig med sin anden spillefilm, den sorthumoristisk absurde ’Vildmænd’.
Rasmus Bjerg spiller en gennemsnitsdansk mand, der har sagt farvel til familie og civilisation for at leve alene i de norske fjelde med pelsdragt og bue og pil. Hans i forvejen krakelerende projekt tager en uventet drejning, da han møder en såret narkohandler spillet af Zaki Youssef, hvilket bliver starten på en flugt fra såvel politi som gangstere.
Filmen slægter Coen-brødrene på, tilsat en herlig skandinavisk satire over den moderne mand.
18. november: ’Venuseffekten’
Efter successen med ’Doggystyle’ har instruktør og manuskriptforfatter Anna Emma Haudal naturligvis fået mulighed for at lave sin første spillefilm, og den kommer med ’Venuseffekten’, der lyder som en fortælling lige til hendes fine rørende-humoristiske sensibilitet.
Filmen handler om 25-årige Liv, der bor i provinsen og har svært ved at frigøre sig fra sine forældre. Hendes tilværelse er præget af rutineopgaver på familiens æbleplantage, men alt ændrer sig, da hun forelsker sig i den eventyrlige og kaotiske Andrea. Det nye navn Johanne Milland indtager rollen som Liv, mens Josephine Park fra netop ’Doggystyle’ er Andrea. Også Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl og Morten Hee Andersen er på rollelisten.
25. november: ’Gæsterne’
Endelig en succesfuld dansk gyserfilm? Alle horrorfans – og medløbere – krydser fingre og tæer, når Christian Tafdrup følger op på sin mildest talt omdiskuterede ’En frygtelig kvinde’ med et stykke uhygge i ånden efter nyere arthouse-gysersuccesser som ’Hereditary’ og ’The Babadook’.
’Gæsterne’ handler om et dansk par, der bliver venner med en hollandsk familie på en ferie i Toscana. Nogle måneder senere får danskerne en invitation om at besøge hollænderne på deres hjemmebane – men besøget udvikler sig ikke just, som de havde drømt om.
De to bærende danske roller spilles af to relativt ubeskrevne blade: Morten Burian og Sidsel Siem Koch.
25. november: ‘Last Night in Soho’
Edgar Wright – genrekomediemaestroen bag film som ‘Shaun of the Dead’ og ‘Baby Driver’ – er tilbage med sin tilsyneladende mest alvorlige film: En psykologisk thriller med en af tidens hotteste skuespillere, Anya Taylor-Joy og stortalentet Thomasin McKenzie (’Leave No Trace’, ’Jojo Rabbit’). Sidstnævnte spiller den designinteresserede Eloise, der kan rejse tilbage i tiden til de festlige 60’ere, hvor hun møder sit idol Sandy (Taylor Joy), men også kommer i stor fare.
Der er sandsynligvis dømt selvbevidst genreleg, men også reel uhygge.
25. november: ‘The Card Counter’
Manuskriptlegenden bag ’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’, Paul Schrader, fik noget af et comeback som instruktør med ’First Reformed’, som Soundvenue kårede som årets bedste film i 2018.
Det har højnet forventningerne til hans nye projekt, der har Oscar Isaac, Willem Dafoe, Tiffany Haddisch og Tye Sheridan på rollelisten og ligner en underholdende affære. Isaac spiller den tidligere militærforhørsleder William Tell, der efter et længere fængselsophold er blevet mester i kunsten at tælle kort. Hans nyfundne succes ved de grønne casinoborde stækkes imidlertid af fortidens dårlige beslutninger, der fortsat hjemsøger ham – konkret i form af Willem Dafoes militæroberst.
2. december: ‘House of Gucci’
Som sagt: Ridley Scott kan gå et vildt år i møde, og hans største trumf ligner fortællingen om slibrige skandaler i den celebre italienske Gucci-familie.
Filmen bygger på den virkelige historie om Patrizia Reggiani, som i 1998 blev idømt 29 års fængsel for at have arrangeret mordet på sin eksmand, Maurizio Gucci, der var barnebarn til modelegenden Guccio Gucci. Lady Gaga spiller Patrizia og Adam Driver Maurizio, mens Jared Leto og Al Pacino også pryder rollebesætningen.
Fortællingen er baseret på bogen ’The House of Gucci: A Sensational Murder Story’.
2. december: ‘Nightmare Alley’
Guillermo Del Toro vandt en Oscar for ’The Shape of Water’, og nu kommer han med sin første film siden, der lyder som et afbræk fra mørkt fabulerende fantasy-fortællinger a la ’Pans labyrint’ og førnævnte Oscar-vinder, som han er mest kendt for.
‘Nightmare Alley’ er baseret på William Lindsay Greshams true crime-roman af samme navn fra 1946 og udspiller sig i 1940’erne, hvor Bradley Cooper spiller en svindler, der teamer op med Cate Blanchetts lige så korrupte psykiater. Sammen fører de uskyldige bag lyset, men begynder også at manipulere hinanden.
9. december: ‘Soggy Bottom’
Det er altid en begivenhed, når Paul Thomas Anderson vender tilbage med en ny film, og når man så tilmed ved, at den foregår i San Fernando Valley i 70’erne – PTA’s hjemmebane – så begynder forventningerne at stige yderligere i vejret.
Den eklektiske rolleliste består af superstjernen Bradley Cooper, den ene halvdel af ’Uncut Gems’-instruktørparret Safdie-brødrene, musiker Alana Haim og Philip Seymour Hoffmans søn, Cooper Hoffman. Sidstnævnte spiller en tidligere børneskuespiller, der i sin highschool-tid bliver venner med en berømt Hollywood-filmskaber.