Da jeg sidste år på denne tid afleverede mine tidlige forudsigelser for sæsonen 2020-21, inkluderede jeg film som ’The Trial of the Chicago 7’, ’Mank’ og den senere vinder, ’Nomadland’ (endda på en førsteplads).
Men jeg inkluderede også film, der skulle vise sig absolut ikke at have ben at gå på i Oscarsammenhæng, såsom Sofia Coppolas ’On the Rocks’ og Christopher Nolans ’Tenet’, der fik en mere end hård fødsel i biograferne i kølvandet på første corona-nedlukning.
Med andre ord: At sige noget som helst skråsikkert om Oscar-sæsonen i august måned, er halsløs gerning.
Sidste år inkluderede jeg også film, som jeg på daværende tidspunkt endnu ikke var klar over ville blive udsat på grund af pandemien. Det sidste er værd at nævne af den grund, at et par titler fra sidste års augustforudsigelser gør sig ’fortjent’ til endnu en tur i Awards Season-møllen.
Festivalsæsonen blev for alvor skudt i gang med en forsinket Cannes i juli måned, hvilket understreger et af de særlige forhold, der kendetegner årets sæson, nemlig at den er kortere end vanligt. Valgbarhedsperioden – altså det vindue for en films premiere, der fungerer som ’kvalifikationskrav’ i Oscar-sammenhæng – i år hedder 1. marts – 31. december.
Cannes bød på verdenspremiere til blandt andet Wes Andersons længe ventede ’The French Dispatch’, men det er svært at se, at Cannes for alvor vil sætte aftryk på årets Awards Season, ud over kategorien for bedste internationale film.
Efterårssæsonen skydes i gang med festivalerne i Venedig og Toronto henholdsvis 1. og 9. september. Vi ved allerede nu, at programmet for førstnævnte kommer til at indeholde Oscar-varme titler som ’The Power of the Dog’ (Jane Campion) og ’Dune’ (Denis Villeneuve), mens sidstnævnte blandt andet præsenterer titler som ’Belfast’ (Kenneth Branagh) og ’Last Night in Soho’ (Edgar Wright).
New York Film Festival (med start 24. september) byder blandt andet på Joel Coens ’The Tragedy of Macbeth’. Og flere relevante titler med premiere på de store efterårsfestivaler vil helt sikkert blive tilføjet i løbet af august.
Satser Alejandro González Iñárritu på at nå at færdiggøre sin nye film – med arbejdstitlen ’Limbo’ – så den kan tage del i dette års Awards Season, eller skubbes den stærkt imødesete film (hans første siden ’The Revenant’) til næste år?
Den samme tvivl omgærder en anden Oscar-darling, David O. Russell, hvis kommende film (med arbejdstitlen ’Canterbury Glass’) også fremstår som en af de titler, der kan ruske op i ræset, hvis den meldes klar. Og så er der Aaron Sorkins ’Being the Ricardos’ med Nicole Kidman og Javier Bardem, der også er en mulig kandidat allerede i indeværende sæson.
Det er indlysende, at hvis en, to eller alle tre i benævnte meriterede trio melder sig på banen, vil de automatisk melde sig i favoritfeltet.
Fra og med den 94. Oscar-uddeling i 2022 (der dækker filmåret 2021) vil bedste film-kategorien udgøres af et fast antal nominerede titler, nemlig 10. Vi siger altså farvel til modellen med alt mellem 5-10 nominerede film (afhængigt af stemmetallene), der har været dagens orden siden 2011.
Hvorom alting er – her er vores bud på næste års, ganske sikkert!, 10 nominerede i bedste film-kategorien i prioriteret rækkefølge.
Men som nævnt indledningsvist: Vi er reelt ude i et fool’s errand her, så tag ikke følgende liste som stort andet end en rettidig introduktion til 10 filmtitler, du nok kommer til at høre mere om det næste halve til hele års tid – Oscar eller ej.
10. ’West Side Story’
Et års pandemi-relateret udsættelse får mig ikke til at se bort fra Steven Spielbergs genindspilning af musicalklassikeren ’West Side Story’. Spielbergs version er baseret på en adaptation af Tony Kushner, kapaciteten bag ’Angels in America’ (teater- og tv-versionen), som Spielberg også arbejdede sammen med på ’Lincoln’ og ’Munich’.
Spielberg står ikke helt så enerådende stærkt nu som i 80’erne, 90’erne og 00’erne, men hans bud på prestigefilm klemmer sig stadig som regel ind i bedste film-feltet, selvom hverken ’War Horse’, ’Spionernes bro’ eller ’The Post’ var med som andet og mere end det tynde øl, da først slutspurten skulle udmåles i deres respektive årgange.
En række spørgsmålstegn trænger sig på: Er den 74-årige Spielberg den mest oplagte mand til at forløse en type genrefilm (musical), som han aldrig tidligere har prøvet kræfter med? Og er musicalgenren et sikkert kort at spille med tanke på nyere Oscar-historik? Ofte bliver musicals udpeget som forhåndsfavoritter (’Les Miserables’, ’Dreamgirls’, ’Nine’) for så siden at skuffe.
Det kan også indvendes, at castet til Spielbergs version ikke helt kan matche det stjerneformat, der plejer at være en selvfølge, når vi taler verdens mest indtjenende filminstruktør: Ansel Elgort og Rachel Zegler kommer noget til kort i sammenligning med for eksempel ’The Post’-parringen af Meryl Streep og Tom Hanks.
På musicalfronten er Spielbergs film desuden presset af Lin-Manuel Mirandas og Jon M. Chus velmodtagne ’In the Heights’, der måske af mange vil blive set som et mere ’friskt’ bud på en moderne musical end en genindspilning af en etableret klassiker.
9. ’Belfast’
Toronto-filmfestivalen i september byder på verdenspremiere på Kenneth Branaghs ’Belfast’, som instruktøren selv har omtalt som sin mest personlige film til dato.
Da Branagh er vokset op i Belfast i 1960’erne, og da filmen foregår netop i den by og i det årti, er det ligetil at koble filmens handling til Branaghs egen livshistorie. Ufortyndet selvbiografi eller blot en historie inspireret af oplevelser i det miljø, instruktøren er rundet af? Vi får se.
Det ligger i hvert fald fast, at Branagh selv har skrevet manuskript til filmen, der også må forventes at tematisere ’The Troubles’, den konflikt (med anstrøg af borgerkrig) mellem London-tro protestanter og irske katolikker, der fra 60’erne og frem martrede Nordirland.
Branagh, der ud over sine kærlighedsforhold til Emma Thompson og Helena Bonham Carter, er mest kendt for sine Shakespeare-filmatiseringer fra 1980’erne (’Henry V’) og 1990’erne (blandt andet ’Hamlet’), har ikke rigtigt været på Oscars radar som instruktør i det nye årtusinde, så det er spændende, om hans sats på en mere personlig fortælleform med udgangspunkt i hans egen kulturelle og personlige baggrund kan være den magiske ingrediens, der bringer ham tilbage i varmen.
Det skal dog tilføjes, at Branagh var nomineret som skuespiller for sin birolle som Laurence Olivier i ’My Week with Marilyn’ tilbage i 2012.
’Belfast’ byder blandt andet på medvirken fra Judi Dench, Ciarán Hinds og Jamie Dornan. Sidstnævnte har tidligere – særligt i tv-serien ’The Fall’ – vist, at han faktisk er en dygtig skuespiller, så det skal blive spændende at se, om han kan ryste ’Fifty Shades of Grey’-dunsten af sig.
8. ’The Tragedy of Macbeth’
Det er flere grunde til at være en smule ekstra spændt på ’The Tragedy of Macbeth’ kontra den typiske Coen-produktion.
For det første er det usædvanligt, at Coen-brødrene kaster sig over en filmatisering af en tung litterær klassiker, men derudover er det første gang nogensinde, at brødrene – i hvert fald på papiret – ikke arbejder sammen, da ’Macbeth’-versioneringen alene er tilskrevet Joel Coen.
Hvad det skyldes, ved vi ikke så meget om, men brødrens hopkomponist Carter Burwell har fo rnylig i et radiointerview kundgjort, at Ethan Coen er færdig med film, og at Joel formentlig snart følger i hans fodspor. Den dystre melding kan filmfans så tygge lidt på.
Den ældre Coen – Joel er tre år ældre end Ethan – har samlet sig et nogenlunde så prominent par til rollerne som Lady og Lord Macbeth, som tænkes kan: Den dobbelte Oscar-vinder Denzel Washington skal spille over for den tredobbelte ditto, Frances McDormand.
Det skal blive spændende at se, om især sidstnævnte kan løfte rollen som Lady Macbeth, da der er tale om en noget anden type rolle – og et noget andet skuespillerhåndværk – end det, McDormand stillede til skue i sine Oscar-vindende roller (’Fargo’, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’Nomadland’).
Byder Joel Coen på en klassisk filmatisering, eller vil han forsøge sig med en form for dekonstruktion af forlægget? Begge muligheder synes at være til stede, når vi taler Coen, der jo både er kapabel udi postmoderne spilfægterier og i forholdsvis straight fortolkninger af romanforlæg (’No Country for Old Men’, ’True Grit’).
Meget tyder på, at det dekonstruktive element står stærkest, da det er sivet ud, at filmen eksklusivt er optaget i et studie – og altså ikke indeholder deciderede locations. Derudover er den optaget i sort-hvid. Fotografen er Bruno Delbonnel, musikken er selvfølgelig af Carter Burwell, filmen er produceret af Scott Rudin – indtil denne (efter endt optagelse) blev fjernet fra bestillingen på grund af de mange møgsager, der er haglet ned over ham i det sidste års tid.
Med andre ord: Det er mange af de faste kreative partnere, Joel Coen har taget med sig over på ’Macbeth’-produktionen. Det kan man vælge at se som et lovende tegn.
7. ’Dune’
Nolan knækkede næsten halsen på ’Tenet’, så måske står Denis Villeneuve parat til – med et års forsinkelse – at skubbe til hans trone, når det kommer til produktionen af ambitiøse, intelligente og (vil kritikere tilføje) en kende ufremkommelige, hvis ikke ligefrem prætentiøse, blockbusters.
Hvor Nolan har fået for vane at arbejde med originalmanuskripter (’Inception’, ’Interstellar’, ’Dunkirk’, ’Tenet’), holder Villeneuve fast i adaptationer (’Arrival’, ’Blade Runner 2049’ og altså nu ’Dune’).
Tilbage i 1980’erne så godt som begravede en version af ’Dune’ (baseret på sci-fi-forfatteren Frank Herberts bøger fra 60’erne) David Lynchs ungdommelige flirt med kommerciel filmproduktion (andre auteurs som Alejandro Jodorowsky og Ridley Scott havde allerede opgivet deres respektive kamp med at omsætte materialet til en bæredygtig spillefilm i løbet af 70’erne). Og netop fordi den originale ’Dune’ blev en fiasko, er det ekstra interessant, hvad en visuelt begavet instruktør som Villeneuve kan få ud af en fortælling, der bestemt giver rig mulighed for imponerende set pieces.
Publikum bed ikke på ’Blade Runner 2049’ i helt den ventede stil, så mon Villeneuve satser succesfuldt ved endnu en gang at forholde sig til noget, der åbenlyst er en fascination for ham: 80’er-sci-fi?
Det store spørgsmålstegn ved ’Dune’ er måske, om det i højere grad er en ’popcornfilm’ end en tænksom og ambitiøs billedfortælling med mange tematiske forgreninger. Villeneuve har brug for et hit, så måske han er gået lidt på kompromis med sin egen vision?
Noget, der taler en kende imod filmens Oscarchancer, er det forhold, at den først finder sin forløsning i en angivet opfølger. Selv hvis filmen er vellykket, vil mange akademimedlemmer måske tænke: ’Fint nok, men hvorfor ikke vente med at give priser til den, til når vi har set hele herligheden?’ (sådan ’Ringenes Herre’-style).
Timothée Chalamet, Oscar Isaac, Josh Brolin, Javier Bardem, Charlotte Rampling og Stellan Skarsgaard er de tunge navne i et spændende cast.
6. ’King Richard’
I ’King Richard’ får vi serveret historien om Richard Williams, far til og manden bag tennis-søsterparret Venus og Serena Williams, der særligt i 00’erne var fast ledsager – og et til tider kulørt indslag – på tilskuertribunerne, når søstrene rutinemæssigt fejede modstanderne af banen på især Wimbledon-anlægget i London.
Det store spørgsmålstegn ved ’King Richard’ knytter sig nok til filmens kvaliteter som andet og mere end et stort udstillingsvindue for dens Oscar-hungrende hovedrolleindehaver, Will Smith, der angiveligt satser alt på, at rollen her skal sikre ham den hæder og ære, han tidligere er blevet snydt for i Oscar-sammenhæng (Smith har været nomineret tre gange, blandt andet for ’Hurricane’).
De foreløbige bulletiner går på, at Smith leverer varen – og dermed er en oplagt kandidat for bedste mandlige hovedrolle – men kan filmen som helhed komme i spil på tværs af de store kategorier?
Emnet for filmen, Williams-søstrenes fantastiske ’rags to riches’-historie, kan jo behandles mere eller mindre sobert, og meget afhænger nok af vinklingen. Instruktør på filmen er den forholdsvis ubeskrevne Reinaldo Marcus Green, der blandt andet har instrueret ’Joe Bell’ med Mark Wahlberg i hovedrollen, en film der med en særdeles blød Metacritic-score på 54, ikke just vidner om en ankermand, der er garant for stor filmkunst.
Betragt ’King Richard’ som lidt af et sats på denne liste. Omvendt: Hvis Will Smith rammer plet i sit portræt, kan han sikkert – ene mand – hive filmen et godt stykke i retning af Oscar-succes (a la Sandra Bullock og ’The Blind Side’).
5. ’Soggy Bottom’
Der har længe hersket usikkerhed om, hvorvidt PT Andersons opfølger til ’Phantom Thread’ ville nå at blive klar til indeværende sæson, men det tyder alt nu på er tilfældet, efter en amerikansk premieredato (slut-november) er blevet meldt ud.
De færreste fans af PTA vil blive skuffede over at høre, at den nye film foregår i 1970’erne, et årti som instruktøren selv voksede op i, og som han tidligere har vist en udpræget fornemmelse for at ramme på kornet, ikke mindst i sit tidlige mesterværk, ’Boogie Nights’.
Vi ved så godt som ingenting om handlingen, men Bradley Cooper spiller en central rolle som en instruktør eller filmproducent, der ser noget i en barnestjerne, spillet af ingen ringere end Phillip Seymour Hoffmans 17-årige søn, Cooper Hoffman, der debuterer på det store lærred i ’Soggy Bottom’. PTA havde jo om nogen et nært forhold til Coopers far, der medvirkede i en håndfuld af hans film (’Hard Eight’, ’Boogie Nights’, ’Magnolia’, ’Punch-Drunk Love’ og ’The Master’).
Mon ikke en film om en ung mands indrullering i filmbyen i 70’erne for PTA blot udgør et prisme for at sige noget dybsindigt om Amerika? Formentlig. Sådan plejer det jo – ’Phantom Thread’ desuagtet – at være.
Rollelisten byder, udover Cooper og Hoffman junior, på et par spændende navne såsom Alana Haim, en tredjedel af musikersøstrene Haim (som PTA har instrueret flere musikvideoer for gennem årene) og ’Uncut Gems’-instruktør Benny Safdie, et overraskende – og derfor sikkert perfekt – valg.
4. ’The Power of the Dog’
Jane Campion har stået lidt ude på sidelinjen af den kommercielle filmverden, siden hun dukkede op med et tyst brag af en gennembrudsfilm, ’The Piano’, tilbage i start-90’erne. Hun blev ved den lejlighed nomineret for en Oscar for bedste instruktør (og vandt én for sit manuskript).
Mon ikke det er på tide, at Hollywood og Akademiet for alvor inviterer hende ind i varmen igen – post-Metoo og post-Bigelow/Chloé Zhao-triumferne?
Campion, der for alvor meldte sig på manges radar igen i 2013 for første sæson af tv-serien ’Top of the Lake’ (med Elisabeth Moss i dennes første for alvor vægtige rolle post-’Mad Men’), har selv skrevet manuskript til ’The Power of the Dog’ (en filmatisering af en Thomas Savage-roman fra 1967), der distribueres – og, formoder vi, får et ordentlig Awards Season-skub af – Netflix.
Bogforlægget handler om en sadistisk rancher, der terroriserer sin bror og dennes kone, og som senere i livet står over for en hævner i skikkelse af sin nevø. Rancheren spilles af Benedict Cumberbatch i en rolle, der måske kan bringe ham tilbage i Awards-spotlyset efter nogle lidt tynde år, mens Jesse Plemons og Kirsten Dunst, der også danner par i virkeligheden, spiller det stakkels godmodige ægtepar, der lader sig terrorisere, angiveligt fordi brormand ikke bryder sig om sin svigerinde.
Birollecastet byder på spændende navne som Frances Conroy, Keith Carradine og Thomasin McKenzie.
3. ’Don’t Look Up’
Hvis ’Power of the Dog’ ligner Netflix’ store satsning på den mere hårdkogte dramafront i år, så ligner ’Don’t Look Up’ umiddelbart streamingmastodontens helt store Oscar-satsning ud i det mere kulørte og komedieegnede.
Med et svimlende stjernecast og en instruktør, Adam McKay, der med sine seneste produktioner (’The Big Short’ og ’Vice’) er blevet omfavnet af Akademiet, ligner ’Don’t Look Up’ på papiret en topkandidat.
Det er nok kun Wes Andersons ’The French Dispatch’, der i indeværende sæson kan præsentere så bredt et sortiment af ’stjerner-med-integritet-som-primær-salgsvare’ som ’Don’t Look Up’.
McKay har skabt sig et navn – og laver en type film – der tilsyneladende fungerer som noget nær det optimale udstillingsvindue for stjerner med appetit på at prøve sig selv af i roller, der balancerer på en knivsæg mellem et element af ægthed (hvad end der projiceres grænseløs ambition, grådighed, smerte eller indignation) og karikatur. Og så er han så afgjort en ensemblets mand, en instruktør der nyder at proppe sine film med stjerner, også selvom det ’blot’ er for en bemærkelsesværdig cameo-optrædens skyld.
Jennifer Lawrence, Leonardo DiCaprio, Meryl Streep, Cate Blanchett, Jonah Hill, Mark Rylance, Timothée Chalamet, Tyler Perry og Ron Perlman… nå ja, og Ariana Grande (!)… udgør castet. Det kan formentlig få de fleste til at spærre øjnene op og forlænge Netflix-abonnementet for en sæson mere.
I denne signaturs øjne var særligt ’Vice’ et miskmask, der hverken komisk eller dramatisk blev forløst, men spørgsmålet er, om det betyder noget, når McKay ruller hele det tunge artilleri frem?
Mere problematisk for filmens Oscar-chancer kan det være, at filmens emne – to mindre estimerede astronomers forsøg på at vække etablissementets (og mediernes) øjne for en nært forestående asteroides potentielle kollision med jorden – ikke umiddelbart vurderet er helt så Awards Season-egnet som film om økonomisk spekulation og finanskrise (’The Big Short’) og Dick Cheney og krigen mod terror (’Vice’).
Der er nu en gang forskel på at tage tidens store emner – og den nære fortid – op til filmisk belysning og så at præsentere en form for trussel, der for mange nok lugter mere af kulørt sensationshunger end af blodig alvor.
2. ’Nightmare Alley’
Guillermo del Toro er langt om længe klar med sin opfølger til Oscar-vinderen ’The Shape of Water’ (2017). Del Toro fortsætter her samarbejdet med i hvert fald tre bærende kræfter fra sidst (der alle modtog en Oscar-nominering for indsatsen): Den danske fotograf Dan Lausten, komponist Alexandre Desplat (der endda vandt Oscaren for sit score) samt skuespilleren Richard Jenkins.
På skuespillerfronten er det Bradley Cooper, der overtog hovedrollen i ’Nightmare Alley’ efter Leonardo DiCaprio, som trækker det store læs. Cooper har udtalt, at optagelserne, der fandt sted over to et halvt år, har lært ham mere end noget andet filmprojekt, og at han i del Toro har fået en ven for livet. Hvis Coopers varme følelser for både projektet og hovedmanden bag er en indikator på kvalitet og relevans, så står ’Nightmare Alley’ selvsagt stærkt.
Filmen er baseret på en klassisk noir-roman fra 1946 af William Lindsay Gresham og foregår i et derangeret showbiz-miljø i form af et omrejsende cirkus, hvor vores hovedperson, Stan Carlisle, spillet af Cooper, konfronteres med en række aparte skæbner og skikkelser, der er med til at udstille bagsiden af den amerikanske drøm – og mørket i hovedkarakteren selv.
Modsat den typiske del Toro-film skulle ’Nightmare Alley’ ikke indeholde overnaturlige elementer, men til gengæld – ifølge filmskaberen selv – være meget mørk. Det sidste kan naturligvis være et problem i forhold til Oscar, men man bør huske på, at film som ’Ondskabens øjne’ og ’No Country for Old Men’ har vundet Oscaren for bedste film, så hvis del Toro leverer varen, mon dog så ikke Akademiet gerne omfavner ham nok en gang – også selvom om han svælger i menneskelig råddenskab.
Det imponerende cast består udover Cooper og Jenkins af kapaciteter som Cate Blanchett, Willem Dafoe, Toni Collette, Tim Blake Nelson og Rooney Mara. Også i den forstand sætter del Toro en temmelig gylden standard med ’Nightmare Alley’.
1. ’House of Gucci’
Er ’House of Gucci’ en egentlig realistisk vinder af bedste film-Oscaren næste år? Kan en 83-årig instruktør – Sir Ridley Scott – der vel ret beset ikke har lavet en virkelig stærk film i meget lang tid, forventes at have en stor bedrift mere i sig på seriøs bagkant af en storslået karriere?
Hvis man forholder sig skeptisk til ’House of Gucci’s vinderchancer, har man min fulde sympati og forståelse. Jg er selv i syv sind om, men faktum er, at her og nu er der en interesse for ’House of Gucci’, der gør den til prestigetitlen over dem alle.
Der er bestemt et element af sensationalisme og tabloidlogik til grund for filmens blitzagtige synlighed. Billeder fra filmsettet er drypvist – og med en udsøgt fornemmelse for udvælgelse af motiver – blevet delt på nettet, og særligt billedet af Adam Driver og Lady Gaga i det mest chikke skioutfit, man kan forestille sig, har lagt internettet ned. Fotografier af Lady Gaga fra diverse locations under indspilningerne var tilbage i marts måned ugentligt nyhedsstof på visse internetfora.
’House of Gucci’ fortæller historien om tre generationer af det berømte italienske modedynasti, der spejler den mondæne og glamourøse del af Italiens historie i det 20. århundrede, som selvfølgelig – og uundgåeligt – hænger tæt sammen med en historie om bedrag, svig og forbrydelse.
Lady Gaga spiller Mauricio Guccis (Adam Driver) ekskone, Patrizia Reggiani, der i 1995 arrangerede mordet på sin eksmand. ’Den sorte enke’, som den italienske presse døbte hende, blev i 1998 idømt 29 års fængsel for at have arrangeret mordet på Gucci (hun blev løsladt før tid i 2016 efter blandt andet at have overlevet et selvmordsforsøg i fængslet i 2000).
Det sensationalistiske aspekt ved filmen handler naturligvis om, at vi her har fat i en historie, der trækker dybe spor i nyere italiensk historie – og kaster lange skygger ind over landets elite – men også, at de virkelige personer, som Scotts film portrætterer, langt fra er glade for forsøget på at hudflette den mest smertelige episode i Gucci-dynastiets historie.
En stort set samlet Gucci-klan er klar til at gå rettens vej, hvis muligheden byder sig, og har i skarpe vendinger taget afstand fra Hollywood-systemets overtagelse af en historie, der for adskillige endnu levende personer – ikke mindst Mauricio Gucci og Patrizia Reggianis børn – er forbundet med et livslangt traume.
Reggiani selv har sendt mere blandede signaler. Først udtrykte hun glæde over, at Gaga skulle portrættere hende, sidenhen har hun taget afstand fra produktionen i skuffelse over, at Gaga – og holdet bag filmen – ikke har vist interesse for at snakke med hende og høre hendes version.
’House of Gucci’ byder – udover Driver og Gaga – på Jared Leto, Al Pacino, Salma Hayek og Jeremy Irons. En liste af navne, der egentlig bare bekræfter, at ’House of Gucci’ er årets prestigefilm nummer 1 i Awards Season-sammenhæng. Det er nok til at indtage en førsteplads på et tidspunkt i sæsonen, hvor det, vi ved om årets film, mangefold opvejes af det, vi endnu ikke ved det fjerneste om, herunder det vigtigste af alt: filmenes faktiske kvaliteter.