Mens Daniel Craigs 007-svanesang ‘No Time To Die’ i øjeblikket går sin sejrsgang i de danske biografer, kan man godt begynde at se frem mod en anden stjernespækket agentfilm – denne gang med et kvindeligt hovedcast.
I front for den kommende actionbasker ‘The 355’ står nemlig de fem filmstjerner Jessica Chastain, Penélope Cruz, Lupita Nyong’o, Diane Kruger og Fan Bingbing.
De fire førstnævnte spiller agenter fra henholdsvis USA, Colombia, England og Tyskland, som slår sig sammen for at bekæmpe en terrortrussel, idet et hemmeligt masseødelæggelsesvåben er havnet i de forkerte hænder. De opkalder gruppen efter USA’s første kendte kvindelige agent under Den Amerikanske Revolution i 1700-tallet, Agent 355.
Kinesiske Fan Bingbing spiller en mystisk kvinde med ukendte hensigter, som hele tiden er i hælene på dem. På rollelisten finder man også Edgar Ramírez, Sebastian Stan og Jason Wong.
‘The 355’ er instrueret af Simon Tinberg, der spillefilmdebuterede som instruktør i 2019 med ‘X-Men: Dark Phoenix’. Indtil da har han blandt andet gjort sig som producer på ‘The Martian’, ‘Logan’ og ‘Deadpool’. Manuskriptet har han skrevet sammen med Theresa Rebeck og Bek Smith.
At dømme efter den nye trailer, kommer der til at være masser af action i ‘The 355’, som får biografpremiere 13. januar 2022.