SPOILER for ‘Squid Game’s finale.
‘Squid Game’-feberen buldrer fortsat derudad, og det store spørgsmål på alles læber er naturligvis, om den mest populære Netflix-serie til dato får en sæson 2.
Som fans vil vide, lægger slutningen på sæson 1 kraftigt op til fortsættelse, da vor hovedperson og Squid Game-vinderen Seong Gi-hun (Lee Jung-jae) i sidste øjeblik beslutter sig for ikke at hoppe på et fly til USA for at blive genforenet med sin datter, men i stedet bliver i Sydkorea for at sætte en stopper for de dødelige lege.
Men dén finale var basketlegenden LeBron James ikke vild med. Indiewire har opsnappet, at James på en pressekonference tidligere på måneden udtrykte sin utilfredshed med Seong Gi-Huns valg, om end han elskede resten af serien:
»Jeg kunne ikke lide slutningen. Jeg ved godt, at det er meningen, at den skal lægge op til sæson 2, men hop dog ombord på det fucking fly og få set din datter. Hvad laver du?«
Se klippet med James her:
Efterfølgende har The Guardian spurgt serieskaber Hwang Dong-hyuk, hvad han tænker om kritikken, og der bliver ikke lagt mange fingre imellem i svaret:
»Har du set ‘Space Jam 2’?«, spørger Dong-hyuk journalisten, og fortsætter:
»LeBron James er cool, og han kan sige, hvad han vil. Det respekterer jeg. Jeg er meget taknemmelig for, at han så hele serien. Men jeg ville ikke ændre på min slutning. Det er min slutning. Hvis han har sin egen slutning, der ville passe ham bedre, så skulle han måske lave sin egen fortsættese. Så kan det være, jeg vil sende ham en besked og sige, ‘Jeg kunne godt lide din serie, bortset fra slutningen’«.
Netflix har endnu ikke givet grønt lys til sæson 2, men med seriens overvældende succes in mente, skulle man mene, at det nu kun er et spørgsmål om tid. ‘Space 2’ har i skrivenden stund en rating på mildest talt uimponerende 26 procent på anmeldersitet Rotten Tomatoes.
‘Squid Game’ kan ses på Netflix.