‘Reservation Dogs’: Taika Waititi står bag en af de mest originale komedieserier længe
20 minutter.
Så lang tid gav serie- og filmskaber Taika Waititi studiet FX til at takke ja til pilotafsnittet af ’Reservation Dogs’ i et af den slags overlegne power moves, kun de absolut mest eftertragtede kunstnere kan slippe afsted med i Hollywood.
Og heldigvis for os fik historien om en gruppe unge indfødte amerikanere grønt lys på stedet, hvorfor vi nu forkæles med en af 2021’s absolut sjoveste, mest gnistrende streamingperler.
’Reservation Dogs’ er det fælles hjertebarn af newzealandsk-maoriske Waititi og vennen Sterlin Harjo – som selv er indfødt amerikaner – og lysten til at sprænge branchens stereotype fremstillinger af originale folk går mange år tilbage:
Waititi tog hul på emnet med den anmelderroste spillefilm ’Boy’ i 2010, om en maoriteenager i vor tids New Zealand, mens Harjo har arbejdet målrettet med fortællinger om indfødte amerikanere siden dokumentaren ’This May Be the Last Time’ fra 2014.
Ikke overraskende er det dog først nu, i kølvandet på Waititis stratosfæriske kommercielle gennembrud med Marvel-hittet ’Thor: Ragnarok’ og Oscar-vinderen ’Jojo Rabbit’, at mandens status som Hollywoods nye »king of cool« fungerer som en reel magtfaktor i diversificeringen af film- og serieland.
Nok jonglerer han i skrivende stund både ‘Star Wars’ og Marvel-projekter, men den kreative spidsfindighed udspringer af Monty Python’sk indiekomik, der sammen med Harjos intime kendskab til livet i et nutidigt ’indianerreservat’ resulterer i det pureste komedieguld med et samfundssatirisk svirp.
Serien følger fire indfødte amerikanske teenagere i en fattig soveby i Oklahoma, hvor hverdagen går med småkriminalitet, så vennerne kan spare sammen til at flytte til Californien og vende socialrealismen ryggen.
Det femte medlem af gruppen døde året forinden, og savnet tilføjer en underliggende melankoli til de unges ambitioner, der står i fin kontrast til de mere gakkede optrin – som når flokken pløkkes ned af en rivaliserende bande bevæbnet med splattergeværer, ’Platoon’-style, eller stjæler en lastbil fuld af snacks, og efterfølgende pusher de salte varer til hele nabolaget. Alt imens den lokale sherif igen, igen er to skridt bagud i jagten på at nappe dem med nallerne i chipsposen.
Ordenshåndhævere og forældre, der fortvivler over ungdommen uden at have synderligt mange gode råd ud over »spis dine grøntsager«-varianten, er et gennemgående – og gennemgående underholdende – tema.
I lighed med andre »små« komediebeslægtede FX-genialiteter a la ’Atlanta’, ’Dave’ og ’Better Things’ opbygger ’Reservation Dogs’ således effektivt sit eget særegne mikrokosmos med plads til generationssammenstød, her tilsat sporadiske strejf af surrealisme, der på en og samme tid peger fingre ad klicheerne om »gamle indianeråndemagere« såvel som kærligt favner de unges reelle syn på overtro.
Hvorfor er det bad luck for vor antihelte at se ugler i øjnene? Ingen ide. Harjo og Waititi føler sig ikke kaldet til at skære alle traditioner ud i undervisningsslideshows for seere på turistrejse i miljøet, og det kreative (fra)valg på vegne af seriens ubesværede autenticitet elsker jeg dem ærligt talt lidt ekstra for.
Rigtigt kækt på den helt klassiske Waititi-vis bliver det, da hovedrollen Bears (D’Pharaoh Woon-A-Tai) konfliktfyldte forhold til sine rødder udmunder sig i spøgelsessyner af en vældigt snakkesalig 1800-tals-indfødt amerikaner (komikeren Dallas Goldtooth), der dukker op i tide og utide for at instruere Bear i at respektere sit folk og holde op med at whine.
Det er en urkomisk karakter, der smasker samtlige grelle indianer-troper i fjæset på seeren for at udstille filmlands insisterende blik på indfødte amerikanere som lidet andet end endimensionelle tegneseriefigurer, hvis hverdagsliv og nuancerede skæbner i det 21. århundrede, Hollywood har haft lige præcis nul interesse i at udfolde for mainstreampublikummer.
’Reservation Dogs’ er skrevet, filmet og spillet af indfødte amerikanere, og at dét vitterligt er revolutionerende i 2021, er lige så syret, som det er skammeligt for den amerikanske underholdningsindustri. Surt opstød over and out.
Som en vis Tarantino har det med popkultur fra 60’erne og 70’erne, sådan har Waititi og Harjo det med 80’erne og 90’erne, og serien bobler af callbacks til alt fra – surprise! – ’Reservoir Dogs’ til Tupac og Harry Potter.
Alle referencer, der takket være den aktuelle bølge af 90’er-nostalgi helt naturligt indgår i teenagernes univers, men som heldigvis aldrig muterer til et påtaget poppet metalag i sig selv (ahem, Tarantino), der ville romantisere alvoren ud af det belastede miljø og vennedynamikkernes kvababbelser.
Det er dén balancegang mellem satire, slapstick og samfundskritik, der sikrer ’Reservation Dogs’s triumf som en af de mest vedkommende og originale komedieserier længe.
Kort sagt:
Man kan ikke andet end knuselske de fire teenagerødder i centrum for Taika Waititi og Sterlin Harjos geniale komedieserie om indbyggerne i et moderne »indianerreservat« i Oklahoma. Velkommen til en verden, Hollywood aldrig har gidet vise os før.