‘Vores sidste sommer’: Ny DR3-serie kan slet ikke leve op til dens skuespillere
Selvom den handler om tre mennesker i følelsesmæssig konflikt med hinanden, ville det være en overdrivelse at kalde Ville Gideon Sörmans nye DR3-serie ‘Vores sidste sommer’ for et trekantsdrama.
Som en stilfærdig 30-årskriseramt coming of age-historie byder den mest på mærkelige fåmælte mennesker, der bevæger sig stilfærdigt rundt i ulykkelige liv, mens man venter på at få at vide, hvorfor historien om dem kvalificerer en tv-serie.
Nicolai er en gennemført mellemfornøjet sushikok, der bor med barndomsvennen Philip, som han i seriens åbningsscene forærer en cykel i 31-års fødselsdagsgave. Vist nok mest for at få ham til at stoppe med at låne sit rejsekort hele tiden.
Det er bestemt ikke et af de mest pirrende anslag, jeg har set, men til gengæld enormt retvisende for den gennemførte stemning af ingenting, der præger ‘Vores sidste sommer’ fra start til slut.
Om aftenen er de på bar, hvor de møder den mystiske Agnes, der lader til at vente på netop deres selskab. Og selvom det er Philip, hun tager hjem med, udveksler hun blikke med vennen, der nærmest bevidst trækker sig i en apatisk assist.
Philip er dog typen, de fleste fortryder et fuldt engangsknald med. Han er uautoriseret sælger af hælede Eiffeltårne på Strøget, bliver betalt i skrabelodder, drømmer om at arbejde på sin onkels lyssky partybus og er dertil håbløst uvidende om, hvor stor en taber han er.
Hvorfor er de venner? Hvem er de her mennesker, og hvorfor er det den sidste sommer?
Efter hver eneste scene i ‘Vores sidste sommer’ skreg spørgsmålene om kap i mit hoved, mens seriens instruktør trak en kortfilm i langdrag. For er man vant til plot, ender man nærmest med at spekulere i, hvordan der muligvis kunne vente et om næste hjørne.
‘Vores sidste sommer’ har drama så lavmælt udført, at det kunne være rodet op af den irske bestsellerforfatter Sally Rooneys skraldespand. Ovenikøbet fortalt med en vigør som en reklame for trafiksikkerhed uden noget biluheld til sidst.
Men alligevel var der i stunder noget dragende over serien. Jeg måtte se den til ende for at få svar på, om der virkelig ikke gemte sig noget mere dramatisk bag den titulært definitive sommer.
For det antyder den menneskelige elektricitet i præstationerne nemlig.
Selvom hans karakter tydeligvis holder det hele tilbage, fylder Mathias Rahbæks spil alligevel hele rummet på en måde, hvor man kan mærke, hvad Nicolai måske kunne være, hvis han gav slip og havde haft nogle bedre replikker. Det er Rahbæks første større tv-rolle, og jeg glæder mig til at se den næste.
Sofie Torp er både charmerende og betagende som det unaturlige tredjehjul på drengeduoen, og hun er den karakter, der er mest interessant at være alene med. Hun har efterhånden glimret i så mange biroller, at hun fortjener en af de store.
Aske Bang er med ‘Doggystyle’, ‘Cold Hawaii’ og senest ‘Fars drenge’ efterhånden Danmarks ukronede tv-konge af ung for evigt-duden. Som Philip kombinerer han sin velkendte fjogethed med en snert af sårbarhed, der klæder ham. Det selvom hans karakter næsten virker langsom på en måde, der får en til at vente på afsløringen af et traume eller en særlig lidelse.
Skuespillernes præstationer er gode på en måde, der lægger op til, at de kender karaktererne på en måde, der slet ikke lever op til seriens historie om dem. For den brænder ud kedeligt og stille. Og med en så skæbnesvanger titel som ‘Vores sidste sommer’ havde man håbet på noget lidt mindre banalt.
Kort sagt:
Skuespillerne i ‘Vores sidste sommer’ løfter oplevelsen af at se frustreret på, mens et akavet og ligegyldigt ’trekantsdrama’ bliver nusset frem i sandet med en blød forårskvist.