’Fars drenge’: Man spejler sig fuldstændigt i de fire latterlige bros i ny dansk serie
Fars dreng er i dén grad en kendt figur i dansk fiktion. Den unge mand, der bor i København, er i 20’erne, men opfører sig som én på 14, og som inderst inde er klar over, at han sidder fast, og derfor klamrer sig til de samme venner og de samme ritualer for ikke at blive mindet om, at tiden er gået.
Ligesom ’Umage’, ’Shit Happens’ og Julie og Jespers ’29’, er det ham, den nye serie ’Fars drenge’ handler om. Her hedder de Mathias (Aske Bang), Pelle (Allan Hyde), Oliver (Alexander Clement) og Jens (Lue Støvelbæk) og bor sammen i Pelles lejlighed. I seriens første scene fylder Mathias 28 år, og for at fejre ham har de alle betalt på den slemme side af 1000 kroner for en mandlig stripper. Men det har fødselsdagsbarnet slet ikke lyst til at være en del af, og det ender med, at de belæres af en letpåklædt mand om deres forkælede attitude og manglende forståelse for, hvad andre må gøre for at tjene penge.
Så er seriens ramme hamret fast: fire forvoksede drenges fejlslagne møder med den virkelige verden.
Mathias er den mest tilbageholdende af vennerne og også den, der med sin søde kæreste (Coco Hjardemaal) og deres joggingture og picnics har en smule mere styr på sit liv end de andre.
Oliver har ingen penge og står i skyggen af sin lillebror, der lige har gennemført en master i London og fået en ny cykel af sin far som belønning. I et forsøg på at dække over sit retningsløse liv bliver han ved med at tale om alle de »projekter«, han har gang i, som en app, hvor rygere kan finde hinanden, når de mangler smøger.
Pelle er festens selvudnævnte centrum og vil gå meget langt for at score piger, og Jens var engang trompetist i tivoligarden og forsøger bare at følge med det, de andre gør, for at slippe af med nørdstemplet.
Serien er et dansk take på den norske successerie ’Hvite Gutter’, og der er da heller ikke så meget ved ’Fars drenge’, som har originalitet skrevet hen over sig. Men når det kommer til serier om at være en forvirret twenty-something er det heller ikke nødvendigt – det vigtigste er, at der er noget at spejle sig i. Og fars dreng er jo netop blevet en kendt figur, fordi han er tidstypisk.
’Fars drenge’ rammer et godt sted mellem det latterlige og det oprigtige. Serien er nemlig fuldstændigt klar over, hvor ynkelige dens hovedpersoner ser ud, når de igen og igen rammes på stoltheden af de minimale krav, omverdenen stiller til dem. De får aldrig lov til at virke sejere end nogen, der kun lever takket være deres fædres penge, og som planlægger forsikringssvindel, mens Pelle står og putter banan, og hvad der ligner peberfrugt, i en blender.
Det er dem, der til en fest sammenligner sig selv med Steve Jobs, fordi »vi begge ikke har nogen uddannelse«, og giver elendige råd som »du kan ikke stole på en mand, der hedder Joakim, fordi han er en mand«. I øvrigt med Specktors’ ’BRO MODE’ og ’Gutterne’ som konstant soundtrack – en grineren påmindelse om, hvor meget bro-mentaliteten er til stede overalt fra dansegulvet til bilen med de nedrullede vinduer, som nogen har lånt af deres far.
Men samtidig er der et ægte venskab mellem de fire gutter, og de spilles med en uafviselig kemi. Iblandet den svære dynamik, der ofte opstår i ens 20’ere, hvor det, der er trygt, også nogle gange er det, der holder én tilbage.
I seriens fjerde afsnit tager flokken til teenagefest i Gentofte, hvor det står lysende klart for alle andre end dem selv, at deres storhedstid lå tilbage i gymnasiet, hvor man kunne kalde sig selv Matty Magic og skrive en rap med navnet »kæmpe pikke«, og så kørte det ellers for én. Deres selvforståelse er aldrig nået videre, end hvordan andre så dem, da de var teenagere, og selvom de er bedste venner, er det ikke en selvindsigt, de hjælper hinanden med at opnå.
Med turen til Gentofte viser ’Fars drenge’ også, at der løber en lige linje fra mænd som Pelles far, der er for rig til sit eget bedste, gennem vores hovedpersoner og ned til de gutter, der faktisk er 14 år: De vil alle sammen bare gerne forsikres af omverdenen om, at de ikke er nogle tabere.
Det er en figur, vi har virkelig meget brug for at grine af.
Kort sagt:
’Fars drenge’ har hovedpersoner, der er præcis lige så kiksede, som de lyder, en rigtig flok bros,hvis stillestående liv i slut-20’erne er genkendeligt, latterligt og oprigtigt i passende mængder
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.