Fiktion og fakta flyder et øjeblik sammen i mødet med Allan Hyde (’True Blood’, ’Hedensted High’) og Aske Bang (Oscar-nomineret for kortfilmen ’Silent Night’), der spiller hovedrollerne i komedieserien ‘Cold Hawaii’. En serie, som de også har skrevet og instrueret, og hvori tætte, mandlige venskabsdynamikker er et centralt omdrejningspunkt.
Det gælder tydeligvis også i virkeligheden:
»Det er sigende, Aske!«, udbryder Hyde, da Bang vælger kaffekruset med påskriften ’Det er let at være ydmyg, når man altid har ret’, mens Hyde selv har fået kruset med et logo fra Københavns Universitet:
»Jeg har godt nok ikke gået på universitetet, men jeg prøver altid at komme med de fikse argumenter, og i sidste ende siger Aske bare: ’Du kan snakke så tosset, du vil, for jeg har ret’«.
Før Bang kan nå at protestere, tilføjer Hyde noget, der lyder umiskendeligt som, »Skat, jeg driller bare«.
»Kaldte du mig lige for skat?« griner Bang.
»Sagde jeg virkelig det? Det kan ikke passe! Men det er da sødt, hvis jeg gjorde«, lyder svaret.
Det er som at overvære en scene fra et ægteskab, og sådan betegner de to faktisk også selv deres samarbejde:
»Vi mødtes tilbage i 2008, da vi begge spillede med i Hella Joofs ‘Album’. Siden har vi indgået en slags filmmæssigt ægteskab. For den måde, Aske og jeg kan diskutere højlydt på det ene øjeblik og hyggesnakke i det næste, minder nok lidt om et ægteskab«, funderer Hyde.
Han mener, at de konflikter, der kunne vække naboer under optagelserne til ‘Cold Hawaii’, gavner kreativiteten:
»Det er tit to minutter efter, vi har haft en af de vilde diskussioner, at vi finder den gyldne løsning og tænker: ’Yes! Det var det hele værd!’. For det er muligt, Aske altid har ret, men jeg har i hvert fald sjældent ret alene. Jeg har brug for hans input. Vi har tit talt om, at de projekter, vi har lavet hver for sig, er meget forskellige. Men når vi arbejder sammen, opstår der noget i midten med et helt særligt DNA«.
Kammerspil i Klitmøller
Hvad det DNA præcis består af, er de to stadig ved at udforske. Det er noget med at favne det humoristiske og alvorlige på én gang. Og så er det drevet af et ønske om af afdække de mange lag i nære relationer ligesom i et klassisk kammerspil.
I ‘Cold Hawaii’ møder vi to unge par: Bjørn (Aske Bang) og Karla (Marie Tourell Søderberg) bor i hus i Klitmøller og forsøger at få et barn. De får besøg af Mads-Emil (Allan Hyde), der er Bjørns gamle ven og Karlas eks, og Mads-Emils’ unge kæreste Simone (Marie Boda), som ikke ved spor om sin gemals romantiske fortid. Det fører til fortielser, forviklinger og et umådeligt uigennemtænkt partnerbytte.
Her kunne en serie let forfalde til farce, men det undgår Bang og Hyde.
»Omdrejningspunktet i serien er et virkelig dumt påfund, men vi spiller det med dybeste seriøsitet og tager karakterne alvorligt. Det måtte for guds skyld ikke blive en serie om to mænd, der vil bytte partner, bare fordi det er frækt«, siger Hyde.
Bang stemmer i: »Hvis vi var gået så banalt til værks, havde det jo været en pornofilm! I stedet er præmissen, at Bjørn vil lære at give sin kæreste orgasme og få et barn, og vennen vil gerne hjælpe ham. Så de gør det faktisk i den gode sags tjeneste. Det bilder de sig i hvert fald ind«.
Den centrale relation i serien er venskabet mellem Bjørn og Mads-Emil, og Karla bemærker ligefrem, at de »vist altid har været lidt småforelskede i hinanden«. Det skal ikke forstås som oplæg til homoerotik, men som et opgør med den piedestal, det romantiske parforhold ofte sættes op på.
Som Hyde formulerer det:
»Det er nok sådan, at man ikke kan forlange alt fra den, man er i parforhold med. Man kan få meget, men aldrig alt. Bjørn og Mads Emil har alt undtagen seksuel tiltrækning. Er det måske lige så væsentligt, som at man kan få alt med sin kæreste undtagen at dele filmsmag? Der er en stor kærlighed mellem de her drenge, selvom den ikke er seksuel«.
For Bang er det bare et typisk venskab mellem to mænd: »Det er muligt, at det ikke så tit bliver portrætteret, at mænd også er følsomme og snakker om ting. Men det er sådan, jeg oplever mine egne venskaber; at man taler frit om følelser«.
Naturtalent på et surfbræt
Grundideen til ‘Cold Hawaii’ lå egentlig fast, før surferområdet i Thy, der gav serien navn, blev valgt som location. Omgivelser og fortælling smeltede imidlertid hurtigt sammen. For eksempel dukker Eno (Kurt Ravn) op som lokal fisker med livserfaring fra Thy-lejren, og Karlas forældre hylder hippietidens friere kærlighedsidealer.
»Det lå fast fra starten, at vi ville lave en serie om unge, der allerede er i parforhold, frem for singler, der vil score. Sidstnævnte er der så mange serier om i forvejen. Allan var meget fascineret af fortielser, så det jammede vi lidt over. Så kom location til og så et partnerbytte. På den måde blev lag på lag bygget op«, forklarer Bang.
Hyde tilføjer: »Vi valgte location så tidligt i processen, at det er svært at skille tingene ad. Karlas forældre voksede både frem af omgivelserne, altså hvad der kunne være en naturlig historie i Klitmøller, men også af et fortællermæssigt behov for at skabe kontrast til de andre karakterer«.
Settingen blev Klitmøller, fordi Aske Bang er kommet der jævnligt, siden han viste kortfilm på en lokal surferfilmfestival:
»Det har Allan ikke kunnet undgå at høre om, så da han kom med sin idé, foreslog han, at vi skulle filme den i Cold Hawaii. Jeg var hundrede procent på, for landskabet er sindssygt flot«, forklarer Bang.
Hyde uddyber: »Jeg var på det tidspunkt ret oppe at køre over, hvordan den svenske film ‘Force Majeure’ af Ruben Östlund (instruktøren af ’The Square’, red.) sætter vilde skiløjper i alperne over for et kammerspil, hvor alle forsøger at holde på formerne. I Cold Hawaii kunne vi få natur med bølger, der ruller, og hvis man ikke passer på, bliver man væltet omkuld. Det gav bare god mening!«
Det lykkedes de to at overbevise seriens producere om, at det var afgørende at flytte hele filmholdet til Klitmøller i otte uger:
»Scenerne i Bjørn og Karlas hus kunne man sikkert have filmet på Sjælland, men vi havde lyst til at være i Klitmøller, så vi spontant kunne rykke en scene udenfor, hvis lyset var godt. Så var der surferscenerne, der kræver gode bølger, og dem kan man ikke planlægge«, siger Hyde.
Bang nikker: »Vi havde brug for fleksibilitet, så vi blev deroppe. Det betyder, at den bar, vi ser, er den lokale bar. Statisterne er stort set alle sammen lokale. Det gav mening, også økonomisk, men vores drøm om at involvere lokalsamfundet så meget som muligt handlede om at gøre det så autentisk som muligt«.
Og apropos autenticitet, så har de to skam også selv lagt krop til scenerne, hvor Bjørn og Mads-Emil surfer. Mens Hyde ikke altid har held med at tæmme bølgerne, er Bang intet mindre end et naturtalent:
»Jeg fik undervisning som en del af betalingen for at vise film på surferfilmfestivalen i sin tid, og den allerførste gang jeg prøvede, fangede jeg faktisk en bølge og kom op at stå. Så sagde de lokale til mig: dét der, det slipper du ikke af med igen!«.
De lokale fik i den grad ret. Så meget endda, at der kom en ny dansk tv-serie ud af det.
’Cold Hawaii’ har premiere på Xee 30. august.