’After Blue’: Erotisk rumwestern er softcore-porno uden forløsning
CPH PIX Weekend. Hvad laver kvinder alene på en planet?
I den franske eksperimentalinstruktør Bertrand Mandicos bizarre fantasi tager de på hævntogt og dyrker længselsfuldt deres seksuelle fantasier.
‘After Blue’, en erotisk mor-datter-sci-fi-rumwestern, er opkaldt efter den fjerne planet, hvor den surrealistiske episke fabel spiller sig ud. Her kan kun kvinder overleve atmosfæren, og alle mænd er døde. Kvinderne gifter sig derfor med hinanden og får børn ved hjælp af kunstig befrugtning. De lever i et simpelt samfund uden teknologi delt op i kolonier efter deres oprindelige nationalitet og med strikse love.
Det får teenageren Roxy (Paula-Luna Breitenfelder) at føle, da hun naivt lader sig lokke til at grave en kvinde (Agata Buzek) op fra sandet på en strand, hvor hun er sammen med tre veninder, der holder hende udenfor. Kvinden viser sig at være en seriemorder ved navn Kate Bush (!), og hun slår straks Roxys veninder ihjel og flygter. Inden har hun dog nået af vække Roxys begær ved at forføre hende med et tredje øje mellem benene.
Da Roxys landsby hører om episoden, giver de hendes mor, frisøren Zora (Elina Löwensohn), et valg: Enten bliver Roxy slået ihjel. Eller også må mor og datter forlade landsbyen og først vende tilbage, når de har slået Kate Bush ihjel. Det fører dem ud på en rejse gennem den vilde planet, hvor de møder både farlige fristelser og mulig kærlighed på deres vej.
Roxy fortæller gentagne gange til kameraet om, hvordan hun både er tiltrukket af og bange for Kate Bush, og hun forsvinder ind i lange fantasi- og onanisekvenser. Filmen byder på sin del softcore-porno, men begæret forbliver mestendels uforløst. En lidt kedelig måde at skildre kvindelig seksualitet på.
‘After Blue’ er både et mor-datter-drama, en metaforisk coming-of-age-fortælling om at finde sin seksualitet og en hævnwestern. Men først og fremmest virkelig underlig, hvilket både er en ros og en kritik. Det er nok op til éns filmtemperament, hvorvidt man finder filmen interessant eller står af.
Jeg var fascineret af universet i begyndelsen, men fandt hurtigt filmen monoton og kedelig. Universet er utroligt flot og gennemført, men under den glitrede farveeksplosion, hypnotiske stemning og saftdryppende queer-erotik er der meget lidt substans.
Vi lærer aldrig Roxy og Zora at kende som mennesker ud over deres seksuelle begær, og hvis filmen har noget dybere at sige om køn og samfundsstrukturer, gik det hen over mit hoved. Måske fordi jeg for længst havde mistet interessen.
Kort sagt:
Bizar og visuelt betagende fransk erotisk sci-fi-western dykker ned i det kvindelige begær, men finder intet interessant.