’Doom Patrol sæson 3’: Varrøve og robotzombier er nu standard i tidens vildeste superhelteserie
(Advarsel: Anmeldelsen indeholder spoilers om de forrige sæsoner af ’Doom Patrol’)
’Doom Patrol’ kunne med sine to foregående sæsoner prale af at være den vildeste seriestjerne i superheltegalaksen.
I seriens blot andet afsnit, ’Donkey Patrol’, stiftede gruppen i centrum bekendtskab med et æsel, hvis røv var en portal til en anden dimension. Og i et afsnit af anden sæson – med det meget passende navn ’Sex Patrol’ – hjemsøgte kopulerende spøgelser dommedagspatruljens hjem, mens en sexdæmon fødte et barn, hvis skrig ville udslette samtlige andre børn i verden. Og det var bare det korte resumé.
Desværre sluttede netop foregående sæson meget abrupt som følge af corona, og derfor er starten på tredje sæson også noget gumpetung. Hele historien med Niles’ (Timothy Dalton) datter Dorothy (Abigail Shapiro) og hendes fantasimonster Candlemaker, som vil dræbe alle mennesker, skal rundes af i løbet af de første to-tre afsnit.
De to største katalysatorer for sæsonen er, at Niles dør, mens den tidsrejsende formskifter med hukommelsestab Laura De Mille (formidabelt formidlet af den altid vidunderligt excentriske karakterskuespiller Michelle Gomez) introduceres.
Tabet af førstnævnte præger første halvdel af den nye sæson, til trods for at Cliff (Brendan Fraser (stemme)/Riley Shanahan), Jane (Diane Guerrero), Rita (April Bowlby), Larry (Matt Bomer (stemme)/Matthew Zuk) og Vic (Joivan Wada) egentlig er okay tilfredse med, at Niles er væk.
Videnskabsmanden var en slags doktor Frankenstein, der skabte og passede på sine ’monstre’, og derfor er det ikke umiddelbart den største mængde tårer, som grædes på hans bekostning.
Alligevel bliver hans bortgang en kickstart for gruppen i forhold til, hvad de nu skal tage sig til.
Cliff dealer med en begyndende Parkinsons-syge, og han tyer til online-gambling og suspekte internetpiller for at overkomme den og genetablere forholdet til sin voksne datter og sit nye barnebarn.
For Vic, Jane og Larry fortsætter deres respektive dilemmaer med identitet, men det helt store fokus lægges hos Rita. Hendes manglende evner til at kontrollere sine formskiftende kræfter har altid plaget hende, og i anden halvdel af sæsonen sker der endelige noget mere konkret udvikling på den front i kombinationen af tidsrejser, Laura og en kuriøs gruppering med navnet Sisterhood of Dada.
Der er også de mere vanvittige indslag, som tidligere har frembragt utallige falde-ned-af-sofaen-øjeblikke. ’Undead Patrol’ tager prisen som det vildeste afsnit – har ender Doom Patrol som zombier i kamp med en horde af varrøve. Tænk bogstavelig talt på en røv med ben og skarpe tænder – sådan ser de ud.
Ellers er det så som så med de vanvittige øjeblikke, mens en decideret gennemgående bad guy ikke rigtigt er til stede. En skøn duo bestående af en hjerne med navnet The Brain og hans håndlanger (og samlever) Monsieur Mallah og resten af deres Brotherhood of Evil får desværre alt for lidt skærmtid. Dér er ellers noget absurditet på grænsen til galskab a la den herlige fjerdevægsbrydende skurk fra første sæson, Mr. Nobody.
Til gengæld er der mere fysisk bekendtskab med Brendan Fraser, og ikke kun hans fremragende stemmeskuespil. Siden sidste halvdel af 2010’erne har Fraser-sancen været tiltagende, og hans gode evne til at gestalte en tragikomisk klovn er uovertruffen.
Efter ’Subconcious Patrol’, er der næppe nogen, som kan være i tvivl om, hvorfor Darren Aronofsky og Martin Scorsese har udset ham til bærende roller i deres kommende film.
Vægtningen mellem galskab og karakterudvikling er ikke helt på toppen i denne omgang ’Doom Patrol’, men ikke desto mindre er serien stadig must-see for alle med en forkærlighed for vrangvillige, emotionelt forhutlede helte.
Kort sagt:
Tredje sæson af dommedagspatruljen lider stadig af efterveerne fra forrige, corona-amputerede ombæring, men er stadig spækket med vanvidsindslag og følelsesmæssigt stærke øjeblikke.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.