’Kamikaze’: Stortalent er det helt store es i HBO’s første danske serie

’Kamikaze’: Stortalent er det helt store es i HBO’s første danske serie
Marie Reuther i 'Kamikaze'. (Foto: Åsmund Sollihøgda)

»Vi styrter. Elsker dig. Gør som du vil. Far«.

Der er et før og et efter for 18-årige Julie. Før beskeden om, at hendes forældre og storebror er styrtet i døden på en rejse til Rwanda, er Julies liv med hendes egne ord »ikke godt«, men »perfekt«. Hendes familie bor i en kæmpe herskabsvilla i Nordsjælland og har røven fuld af penge og et kærligt forhold til hinanden. Hun har masser af følgere på Instagram, får gode karakterer og er populær i skolen, hvor hun går i 3.g og har en lys fremtid foran sig.

Hendes største bekymring er, om hun kan overtale sin far til at få lov til at holde fest, mens de er på ferie.

Med beskeden styrter hendes liv fuldstændig sammen, og hverken velmenende veninder eller hendes bløde og forstående psykolog (en næsten uigenkendelig Anders Matthesen) kan overbevise hende om, at hendes liv er værd at leve.

Julie har ikke brug for at snakke, hun har brug for at handle. Så efter et mislykket selvmordsforsøg flygter hun fra hospitalet, pakker en kuffert og rejser ud i verden på en blanding af dannelsesrejse og selvmordsmission.

I første omgang håber hun at styrte ned med et fly. Da det ikke sker, begiver hun sig ud i forskellige selvdestruktive eventyr i hele verden. Hun prøver blandt andet at løbe sig selv ihjel i London, at knalde smerten væk med en sydkoreansk skihopper i Seoul og at leve på kanten i selskab med en mexicansk rapper i bandemiljøet.

Hvert afsnit tager Julie til en ny destination, og den episodiske struktur fungerer godt til at give variation og spænding og afsøge forskellige aspekter af Julies indre rejse gennem den ydre. Episoderne er bundet sammen af et nutidigt spor, hvor Julie er styrtet ned i en ørken og venter på at dø, mens hun filmer sig selv.

‘Kamikaze’. (Foto: Christian Geisnæs)

‘Kamikaze’ er HBO’s første, længe ventede danske serie, som har fået alle sejl i lanceringen af den nye streamingtjeneste HBO Max. Mine forventninger var høje. Ikke bare på grund af HBO’s kvalitetsvaremærke og i dansk sammenhæng generøse budgetter, men også fordi kræfterne bag er ualmindeligt stærke.

Serien er produceret af Profile Pictures, der har stået bag en markant fornyelse af dansk film med kunstnerisk ambitiøse genrefilm som ‘Underverden’, ‘Shelley’ og ‘3 ting’.

Johanne Algren, der var manuskriptforfatter på Isabella Eklöfs radikal-feministiske Bodil-vinder ‘Holiday’, har skrevet manuskriptet på baggrund af en roman af Nordens absolut sjoveste forfattere, Erlend Loe, ‘Muleum’ fra 2007. Og i instruktørstolen Kaspar Munk (som afløste Annette K. Olesen, der forlod produktionen), der har brilleret som følsom ungdomsfilmfortæller med de rå og velspillede ‘Hold om mig’ og ‘You & Me Forever’.

Resultatet er en serie, hvor man både kan se HBO’s dejlige penge i den tårnhøje produktionsværdi og lækre billedside, Loes mørke, underfundige humor, Algrens mod til at udforske radikale, originale og usympatiske kvindekarakterer, Munks dygtige personinstruktion og øjenhøjde med sin 18-årige hovedperson og Profile Pictures’ kombination af psykologisk dybde og smæk for skillingen. Tilmed er serien særdeles veloplagt fortalt i et fængende tempo med perfekt placerede pophits på soundtracket til at generere energi og følelsesfulde øjeblikke.

Seriens største es er dog den 25-årige nyuddannede Marie Reuther i den altoverskyggende hovedrolle, som for et par måneder siden fortjent vandt prisen for bedste kvindelige skuespiller på den prestigefyldte tv-festival Series Mania i Frankrig.

Reuther er umulig at tage øjnene fra og brænder igennem både som overfladisk influencer, melankolsk palle alene i verden, forførende femme fatale, badass grænsesøger, kynisk manipulator, sorglammet nihilist og sårbar kærlighedshungrende teenagepige.

‘Kamikaze’. (Foto: Åsmund Sollihøgda)

Julie er udfordrende at holde af. Dels fordi det – måske uretfærdigt – er svært at have rigtigt ondt af en ultraprivilegeret og drønforkælet hvid, smuk ung kvinde, der kaster uhæmmet rundt med sine forældres penge og har råd til at sørge så ekstravagant. Dels fordi hun behandler alle omkring sig som sine tjenestefolk.

Mens hun støder sine nærmeste fra sig, udnytter hun andre mennesker på sin vej til at opfylde sine behov for derefter at kassere dem som brugt tyggegummi. Familiens polske håndværker, Krzysztof, som hun rent faktisk har en følelsesmæssig forbindelse til, nægter hun at lade rejse hjem, men betaler for at vente alene hjemme i det tomme hus, bare fordi hun godt kan lide, at han er der. Nogle gange bliver hun for udfordrende at sympatisere med, selvom man selvfølgelig forstår hendes desperate sorg.

Men Julies egoisme, kynisme og selvsikre måde at indtage verden på gør hende også til en spændende og original karakter. Unge kvinder bliver ofte portrætteret som usikre og selvudslettende. Julie sparker dørene ind, siger hvad hun vil have uden at undskylde og knalder i øvrigt, hvem hun vil, uden at skamme sig.

Alt det – penge, magt, glamour og privilegier – betyder dog i sidste ende ingenting, når man ikke har ægte kærlighed og tilhørsforhold, lyder seriens lidt for forudsigelige og konventionelle morale. I sidste ende er serien ikke helt så radikal, som den lægger op til.


Kort sagt:
Stortalentet Marie Reuther brænder igennem i HBO’s enormt flotte første danske serie om en sorgramt ung kvinde, der rejser på selvdestruktiv dannelsesrejse med verden som sin legeplads.

'Kamikaze'. Tv-serie. Instruktion: Kaspar Munk. Forfatter: Johanne Algren. Medvirkende: Marie Reuther, Mads Reuther, Charlotte Munck, Carla Philip Røder. Spilletid: 8 afsnit á 23-35 min. Premiere: 14. november 2021 på HBO Max. Kan nu ses på TV 2 Play.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af