Marie Reuther spejder rundt efter indgangen til Soundvenues kontorer i Studiestræde, hvor vi har aftalt at mødes en efterårsdag i oktober.
Samme aften skal hun stå på Store Scene i Det Kongelige Teater og synge Lady Gagas ’Shallow’ i stykket ’Den indbildt syge’ – selvom hun efter eget udsagn »egentlig ikke kan synge«.
Det lader dog ikke til at bekymre hende synderligt, da hun finder den rigtige indgang og begejstret kigger rundt i det åbne kontorlandskab, som – hvis vi skal være ærlige – ikke normalt vækker de store følelser.
Reuther emmer af energi. Hun laver imitationer, accenter og stemmer, mens hun taler, og gestikulerer energisk frem for sig. Der går 15 minutter og 8 sekunder alene med at besvare mit første spørgsmål. Da vi halvanden time, to toiletbesøg og mange spørgsmål senere tager afsked, udbryder Reuther halvt i spøg: »Snakker jeg for meget?«
Den 25-årige skuespiller lægger ikke skjul på, at alt er nyt for hende. Det er kun et år siden, at hun dimitterede fra Den Danske Scenekunstskole, men hun udlever allerede skuespillerdrømmen på Det Kongelige Teater og som hovedrolleindehaver i den første danske HBO-serie nogensinde, ’Kamikaze’.
Her spiller hun den 18-årige overklassepige Julie, der får revet tæppet væk under sig, da hendes familie omkommer i et flystyrt og efterlader hende alene med et palæ i Nordsjælland, fem biler i garagen, en polsk håndværker, en uudtømmelig bankkonto og beskeden om, at hun skal gøre, lige hvad hun har lyst til.
Hun har alt og intet på samme tid og er pludselig epicentret i et eksistentielt jordskælv, som sender hende ud på en sjæleransagende søgen efter en mening med livet, der fører hende til Seoul, Mexico, Gran Canaria og Saharaørkenen.
Det er en altdominerende hovedrolle af den slags, man kun kan drømme om som nyudklækket skuespiller. Der er ikke én scene, hvor hun ikke er med, og næsten ingen billeder, hvor hun ikke er i fokus.
Faktisk er rollen så god, at Reuther er begyndt at tænke på, om det kun kan gå ned ad bakke herfra, som hun siger, da vi har sat os til rette.
Tudede hele vejen
Vi mødes, knapt to måneder efter Reuther vandt sin første, store pris ved verdens førende festival for tv-serier, Series Mania i Lille. Her blev hun indført i livet som international filmstjerne med jakkesætsklædte privatchauffører, speedsnakkende pr-folk, internationale journalister og champagnemiddage med store HBO-chefer og andre branchekanoner.
»Det er nok det meste stjerne-agtige, jeg nogensinde har prøvet«, fortæller hun begejstret.
Men succesen er langt fra steget det unge talent til hovedet. Faktisk var hun lige ved at misse sin egen prisceremoni, fordi hun ikke kunne få sig selv til at bede om fri fra Det Kongelige Teater.
»HBO-folkene spurgte mig flere gange, om jeg ikke ville blive til prisuddelingen, men jeg følte ikke, at jeg kunne tillade mig at ringe til teatret og sige: ’Måske vinder jeg en pris, så jeg skal lige have fri en dag mere’. Det var for useriøst«.
»Inden vinderne blev annonceret, tog jeg hjem til Danmark og lagde mig helt udkørt i min sofa, modløs ved tanken om, at jeg skulle op til prøver på teatret dagen efter. Og så bliver jeg pludselig ringet op af HBO: ’Marie, YOU’VE FUCKING WON AND WE WANT YOU BACK HERE NOW!«, efterligner hun råbende med dreven britisk accent.
Reuther tudede overvældet hele vejen i flyet på vej tilbage til Frankrig, efter hun med røde kinder havde fået teatret til at lægge øveplanerne om endnu en gang – lidt pinlig over at tage så meget opmærksomhed som debutant.
»Da vi kom frem til den røde løber, løb jeg nærmest igennem, fordi jeg syntes, det var så overvældende. Jeg tænkte jo, at der ikke var nogen, som vidste, hvem jeg var. Så hvad lavede jeg egentlig der?«, husker hun tilbage.
Leve i en boble
Marie Reuther havde aldrig i sin vildeste fantasi troet, at det skulle komme så vidt, da hun ved et tilfælde så et castingopslag for ’Kamikaze’ på sit andet år på Scenekunstskolen. Rollen som Julie søgte hun mest bare for at få øvelse i at gå til casting – uden helt selv at tro på, at hun rent faktisk kunne gå hele vejen.
Da hun efterfølgende blev bedt om at aflægge prøve, måtte hun i første omgang melde afbud, fordi hun ikke kunne få fri fra skolen – altid i gang med at jonglere flere bolde på én gang. I stedet blev hun bedt om at lave en optagelse af sig selv, hvor hun spillede en scene. Opgaven løste Reuther ved at optage alle bikarakterernes stemmer, så hun kunne spille scenen med sig selv.
»Det var totalt lavsi«, griner hun.
Men seks måneder og adskillige castinger senere var den fandenivoldske hovedrolle hendes.
»Jeg var med det samme interesseret i Julie, fordi hun har en finurlig måde at håndtere sine problemer på. Som er virkelig langt ude – og på en måde sjov – samtidig med at det også er ret mørkt. Hun er et hensynsløst sted, fortabt i den store sorg, som hun ikke føler, at nogen andre kan sætte sig ind i«.
»Hun føler ikke, at der er nogen af dem, hun kender, som rigtigt ser, hvor hun er henne og ikke kan relatere til hendes sorg og nye virkelighed. Og derfor søger hun mod fremmede, som ikke kender til hendes historie. Fordi hun føler, at så skal hun ikke skal leve op til, hvem hun er. Hun kan være, hvem hun vil, uden at nogen stiller spørgsmål. Det er en måde at holde folk i strakt arm, som om hun er inde i sin egen boble. Og den følelse kunne jeg godt leve mig ind i«, fortæller skuespilleren.
Skjold mod omverdenen
Marie Reuther vil ikke beskrive sig selv som en outsider. Men fornemmelsen af ikke helt at passe ind har alligevel altid boet i hende. Følelsen af at hun udefra ligner en, der er med, uden at hun selv føler sig som en del af fællesskabet.
Som da hun til optagelsesprøven på Scenekunstskolen satte sig langt væk fra det sofaområde, hvor alle de andre skuespillerkandidater opholdt sig – med høretelefoner på som var de et uigennemtrængeligt skjold mellem hende og omverdenen.
»Jeg er aldrig blevet mobbet eller drillet. Men nogle gange har jeg tænkt, at det er, som om jeg ikke forstår folk, eller at de ikke forstår mig. Jeg vil gerne passe ind, men i momenter har jeg svært ved det. Men det har også været en gave, fordi man får lov til at opleve verden på en anden måde – man glider ikke bare gennem livet«, siger hun.
Allerede som barn begyndte Marie Reuther at søge væk fra det nordsjællandske miljø, hun har til fælles med sin rolle. Hun gik til dans på Nørrebro, hvor der var store kostumeforestillinger ved det årlige afslutningsshow på Østre Gasværk, som hun forberedte sig religiøst på.
Skuespillet var hun blevet grebet af, da hun som seksårig spillede med i en juleforestilling og gav den fuld skrue med en jysk accent, hun havde fået indlært gennem en af sine nye lærere – til stor morskab for alle de fremmødte og sig selv.
»Jeg gik vanvittigt meget op i Halloween og andre udklædningsfester. Der var altid krise, hvis jeg ikke lige følte, at jeg lignede en ægte zombie. Jeg kunne godt lide, hvis folk ikke kunne se, at det var mig, der gemte mig bag kostumet. Waah! Det var vildt, syntes jeg«, fortæller hun med et smil.
Begejstringen for skuespil og performance delte hun med sin storebror, Mads Reuther, der også er skuespiller – blandt andet kendt fra ’De forbandede år’ – og har en birolle i ’Kamikaze’. Men udover broren var der ikke særligt mange fra hendes omgangskreds, som delte interessen, hvilket blev slået fast med syvtømmersøm, når Reuther mødte op i skolen iført de glitrende røde »lak-agtige bukser«, hun normalt havde på i dansetimerne.
»Det syntes folk da var mærkeligt og sjovt! Selvom jeg havde det godt med mine klassekammerater, kunne de godt se, at jeg var optaget af noget andet, tror jeg«.
Dang, dang, dang
Marie Reuther begyndte tidligt at planlægge sit liv efter, at hun gerne ville være skuespiller.
Mens hun gik på Aurehøj Gymnasium, startede hun i teaterskole og søgte ind på Scenekunstskolen allerede som 18-årig. Hun gik videre i prøveforløbet, men kom ikke ind. Efter gymnasiet tog hun på den teaterhøjskole, hun havde været skrevet op til siden niende klasse og kom efterfølgende ind på Scenekunstskolen i andet forsøg, startede på ’Kamikaze’, blev færdiguddannet og landede rollen på Det Kongelige Teater.
»Det var meget sådan: ’Dang, dang, dang, dang, dang!’«, siger hun taktfast, mens hun laver fagter i luften. »Nogle gange tænker jeg også, hvad med lige fucking at slappe lidt af?«
Faktisk har Reuther arbejdet så hårdt for drømmen om at blive skuespiller, at hun på det seneste er begyndt at spørge sig selv om, hvem hun egentlig er, når hun ikke spiller roller.
»Jeg tror, at alle mennesker, der har travlt, har let ved at snakke om ting, fordi man tit taler om det, man laver. Men hvis man ikke laver en skid, hvad har man så at snakke om? Hvem er man så?«, spørger hun.
Den eksistentielle identitetssøgen er også en kerne i ’Kamikaze’. For bag seriens voldsomme præmis ligger der en universel historie om at finde sig selv og en mening med tilværelsen i en moderne vestlig virkelighed, hvor alle muligheder er åbne, og man helst skal have lagt en fremtidsplan, inden man starter i gymnasiet.
»Serien handler meget om, at vi i vores generation tror, at vi er herre over vores eget liv. Vi kan gøre lige, hvad vi vil, og lægger utroligt mange planer. Men dybest set ved man jo ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe, og det bliver Julie konfronteret med. Hun skal finde en form for mening med livet, nu hvor hun har fået frarøvet sin nøje planlagte fremtid – og værst af alt: Hele sin familie. Hendes kriser bliver et spejl for de store spørgsmål: Hvem er jeg, hvad skal jeg gøre?«.
Elsker vildskaben
De samme spørgsmål stillede Reuther sig selv, da anden coronanedlukning ramte Danmark i vinteren 2020, og en eksistentiel krise skyllede ind over hende.
For første gang i sit voksenliv havde hun intet at lave, fordi den forestilling på Det Kongelige Teater, hun skulle have spillet med i, var blevet udskudt. Hun måtte på dagpenge uden udsigt til at finde skuespillerarbejde, fordi alle produktioner var lukket ned.
Skulle hun overhovedet være skuespiller? Kunne hun finde ud af det? Kunne folk kunne lide det, hun lavede? Var hun egentlig god nok? Hun tænkte på, at de fleste af hendes venner har 9-17-arbejde, som ikke kunne være mere forskelligt fra det rodløse liv som skuespiller, hvor man aldrig helt ved, om man er købt eller solgt.
»Jeg fandt ud af, at der jo også er andre ting at snakke om end skuespil, men fordi jeg havde haft så travlt, havde jeg glemt, hvad de var. Jeg tror også, at jeg har forsøgt at finde ud af, hvem jeg er, når jeg ikke er i gang med et projekt. Hvad jeg egentlig vil«.
Hun er ikke helt kommet frem til et klart svar endnu. Men hun ved, at skuespillet er vejen. Hun drømmer om at arbejde sammen med Tarantino eller Ruben Östlund og har Frances McDormand, Olivia Colman og Phoebe Waller-Bridge som sine store forbilleder.
Hun elsker vildskab og er draget af fortællinger, hvor der under alvoren ligger en sjov fuckfinger og spøger, som gør, at folk kan have vidt forskellige oplevelser, når de ser det.
Og så arbejder hun stadig på at lære at slappe af, fucking.
»Når jeg arbejder, sætter jeg resten af mit liv på pause. Og det er noget, jeg gerne vil arbejde med: At finde en balance, hvor jeg også kan have et privatliv kørende, selvom jeg ved, at jeg skal spille forestillinger om aftenen. Det er svært, synes jeg, fordi jeg tænker, at jeg skal gemme energien, til når jeg står på scenen. Jeg vil gerne lære at slappe af og blive lidt mere chillern. Men der er jeg ikke endnu«.
»Jeg håber på at finde mellemlejet, hvor det ikke enten er brandvarmt eller iskoldt. Mit indtryk er, at den her branche enten er 1000 procent eller 0 procent, og det føler jeg et eller andet sted er langt ude og svært at forholde sig til«.
Har du lært at tro på dig selv som skuespiller endnu?
»Slet ikke. Jeg føler, at jeg i min essens har en stærk drivkraft, fordi jeg har været inde i den der boble. Når alt er skrællet af, tror jeg på den essens – at jeg har noget særligt at byde ind med. Men mine evner tror jeg ikke altid på. Der har jeg virkelig brug for, at der er nogen, som ser mig, så jeg kan mærke, at jeg bliver forstået. Så kan jeg fyre den af«.
’Kamikaze’ får premiere på HBO Max 14. november.