Spændvidden er stor i ’Pukkelryg’: fra pornoscener til pleje af en livstruende sygdom
ROMAN. Sao Ichikawas ’Pukkelryg’ starter med et firepersoners gruppeknald, kondomer der falder ned fra loftet og onanerende voyeur-havenisser.
Men så ændrer den pludseligt karakter, da erotika-forfatteren må lukke sin WordPress-fil, fordi der er opstået slim i hendes luftveje, som hun suger op med et sugekateter. Sådan er spændvidden i ’Pukkelryg’: fra pornoscener til pleje af en konstant livstruende sygdom.
Romanen udspiller sig i hvad må være 2022-Japan. Her er både Shinkansen, Netflix, SEO-optimeret indhold og coronasmitte. Her er Twitter og erotika, her er iPhones og Evernote.
Disse ting optræder upåfaldende og selvfølgeligt, som bogens scenografi, men tjener den vigtige funktion at sige: Det her er ikke sci-fi, det er realisme.
Historien bliver nemlig fortalt af den 45-årige Shaka Izawa, som lider af myotubulær myopati, en form for muskelsygdom der har givet hendes rygsøjle en »S-form« og kollapset hendes lunger. Hun har i stedet fået erstattet sit luftrør med en plasticslange, trækker vejret med en respirator og kan følge med i, hvor mange procent hendes lungefunktion ligger på, som tjekkede hun strømstatus på sin telefon.
Hele tiden kan der opstå livstruende slim i hendes lunger, som hun må suge op for at trække vejret. Hendes liv er med andre ord helt betinget af den pleje og omsorg fra både mennesker og maskiner, hun modtager på privatplejehjemmet Inglewood. Et plejehjem hun i øvrigt selv ejer, fordi hendes stenrige og nu afdøde forældre købte det til hende. En velstand og et klasseperspektiv der mesterligt subtilt løber som en understrøm gennem romanen.
Noget af det bedste ved ’Pukkelryg’ er de langsomme og præcise beskrivelser af Shakas dagligdag, og hvordan organiseringen af hendes liv er nøje tilrettelagt efter hendes behov og de apparater, hun har brug for for at leve: »Min elektriske Yamaha-kørestol var udstyret med et OB Mini-sugeapparat. For selvom jeg koblede mig fra respiratoren, måtte jeg ikke et eneste øjeblik være væk fra et apparat til at suge slim op med«.
I fravalget af en mere klassisk handling skaber fortællingen i stedet et omsiggribende tableau af et liv styret af nødvendigheden af, at omsorgssystemet virker.
Sproget er køligt og præcist, der bliver ikke lagt fingre imellem, og et sted står der helt tørt om en respirator: »Hvis den ikke tændte nu, ville jeg dø«. På samme tid sandt, usentimentalt og utrolig frygtindgydende.
Apparater og kropsvæsker og omsorg, men også filosofi, kulturhistorie og sex er nogle af de strenge, Ichikawa slår an gennem bogen. Shaka er nemlig også forfatter, og det primært af grænsesøgende tweets og erotiske noveller – det hele skrevet hemmeligt under pseudonym.
Shaka er, som hun selv definerer det, et »pukkelrygget monster«, én der ikke passer ind i kategorierne i den dropdownmenu, man altid skal vælge fra på samfundets hjemmesider. Fra sin monsterposition på værelset, som en yderst velhavende men alligevel udgrænset outsider, hvis rigdom har bevirket, at hun aldrig har »behøvet at færdes ret meget ude i samfundet«, sætter Shaka det ellers velkendte sammen på nye overraskende måder.
Læsekulturen, eksempelvis, har en indbygget »diskriminerede machismo« og kræver hele »fem fysiske funktioner: evnen til at se, evnen til at holde en bog, evnen til at bladre, evnen til at sidde i en god læsestilling gennem længere tid og evnen til at gå frit ind i en boghandel og købe en bog«. Ikke noget jeg (indrømmet) nogensinde har overvejet – en tanke der vendte tilbage igen og igen under læsningen.
Vi kommer også med på sidespring til blandt andet overvejelser over formidlingen af kvinders sexlyde på skrift, hvordan vi overhovedet kommunikerer med hinanden (som en Tamagochi kan hun sætte »øjnene på smilefunktion«, når det passer sig til), og hvordan man overhovedet kan »blive et menneske«, som hun skriver, hvis man ikke passer i samfundets kategorier.
Det sidste, altså »at blive et menneske«, bliver hendes mission i bogens anden halvdel, hvor en egentlig fremadskridende handling tager fart. Og måden hun vil gøre det på, er – måske lidt overraskende – ved at få en abort. Ret rystende og ret rørende tweeter Shaka: »Min drøm er at undfange og abortere et barn som en almindelig kvinde« – et paradoksalt begær, der stiller vigtige spørgsmål om, hvad det vil sige at længes, hvad det vil sige at være syg, hvad det vil sige at være mor, hvad det vil sige at være normal?
Hvordan bliver man så gravid, når man er bundet til sit værelse? Det skal der noget coronasmitte, en hulens masse penge og en god sjat tilfældighed til at løse, men ikke desto mindre er det nu, at historien udvikler sig til et slags kammerspil mellem Shaka og den 34-årige mandlige plejer Jun Tanaka.
Han har nemlig læst med på Shakas hemmelige tweets og ved derfor, hvad hun drømmer om, og han ved også, at han gerne vil have fingrene i nogle af alle de penge, hun har.
Og det er i dette, fortællingens zenit, at alle temaerne samler sig, og hvor samfundets forskellige slags udsathed spilles ud mod hinanden. Man får nærmest ondt i hovedet af alle de perspektiver, værket åbner for. Det så populære og efterhånden poppede begreb om »omsorg« bliver vendt og drejet og sat solidt ind i en klassekontekst, hvor det virkelig hører til. For hvem udnytter hvem? Hvem har magten? Den rige, men omsorgskrævende, eller den fattige, men kropskapable? Hvem kan få den anden til at danse efter sin pibe?
Det fører bogen til en på samme tid overraskende og hjernevridende slutning, der sætter sig som en knast i tankerne, og som jeg vil lade den heldige læser opleve for sig selv.
’Pukkelryg’er nem at læse, men svær at begribe. En lille men stor bog, der åbner verden fra en position på kanten af den.
Kort sagt:
‘Pukkelryg’ er en lille men stor roman om besvær, begær og et liv med muskelsvind.