KOMMENTAR. Det er næsten blevet en årlig sensommertradition, at alle, der tager på Syd For Solen for at nyde det, der for mange er sæsonens sidste festival, vender tilbage bærende på næsten utrolige skrækhistorier.
Spørger man eksempelvis ind til sidste års Fred Again-koncert, får selv den mest muntre festivalgænger et forpint udtryk i ansigtet, man ellers bedst kender fra krigsveteraner og butiksmedarbejdere efter Black Friday.
Med timelange køer til både toiletbåse, boder, ind- og udgange, manglende forsyninger af drikkevarer, toiletter, der flyder over, klaustrofobisk trængsel på niveau med en svinetransport fra Danish Crown, lav lyd og intet mobilsignal har Syd For Solen i sine værste øjeblikke nærmest lignet en dansk ækvivalent til Fyre Festival eller Woodstock ’99.
»Et organisatorisk mareridt«, kaldte Soundvenues Jakob Freudendal torsdagen på sidste års Syd For Solen, hvor tingene var allerværst.
Et sådant omdømme kan en festival naturligvis ikke leve med, og jeg kan næsten ikke forestille mig, at Syd For Solen kunne have fortsat, hvis afviklingen af årets festival var forløbet lige så katastrofalt.
Derfor skal der lyde en uforbeholden ros til Syd For Solens arrangører for at have gjort alvor af sidste års løfte om at »vise med handling fremfor med ord, at vi har hørt efter, og at vi er enige i jeres feedback«.
Fjerde gang var lykkens gang
Det skulle nemlig vise sig at være en fornuftig beslutning sådan at vise det med handling fremfor med ord. Især fordi brugen af ord ikke altid har været festivalens stærkeste side.
Vi taler trods alt om festivalen, der i 2023 forklarede de ekstremt lange køer med, at det var kommet bag på dem, at folk havde valgt at dukke op allerede på det tidspunkt, hvor festivalen åbnede.
Denne famlende tilgang til kommunikation fik vi også i år en lille smagsprøve på i form af den »misvisende og forkerte information« om, hvilke politiske tilkendegivelser der er tilladte på Syd For Solen, som festivalen selv delte og derefter måtte trække tilbage.
Det ændrer dog ikke på, at fjerde gang i grove træk skulle vise sig at være lykkens gang for festivalen, der langt om længe forløb uden nogen organisatorisk slinger i valsen.
I min egen anekdotiske bevisførelse oplevede jeg i hvert fald ikke at stå i nogen nævneværdigt lange køer – hverken til festivalens mange læskende vandhuller eller til de toiletter, der som bekendt har det med at melde deres nødvendighed efter frekventeringen af førstnævnte.
Faktisk virkede festivalen snarere en smule affolket – især fredag og lørdag, hvor der ikke var en Chappell Roan til at agere trækplaster.
Om sidste års kaos simpelthen har skræmt kunderne ud af butikken, eller programmet bare ikke var stærkt nok, er ikke til at sige.
Forudsigeligt og forvirrende
Selvom Syd For Solen 2025 langt hen ad vejen var en succes, må man dog medgive, at de helt store musikalske øjeblikke ikke stod lige så meget i kø, som de trods logistikken trods alt gjorde sidste år.
Ret skal være ret: Popauteuren Chappell Roan var årets absolut bedste booking på tværs af samtlige danske festivaler, og hendes koncert på Syd For Solen – der samtidig var hendes første nogensinde på dansk jord – var præcis det følelsesmæssigt potente og æstetisk overvældende spektakel, som alle havde håbet, at det ville være.
Den hypede guitareksperimentalist Mk.gee var en stærk booking, allerede da han blev annonceret i vinter, og begejstringen var mildt sagt ikke blevet mindre af, at han i løbet af sommeren har gjort sig bemærket som en af de helt centrale samarbejdspartnere på Justin Biebers ’Swag’.
Og så var der MJ Lenderman, der med ’Manning Fireworks’ udgav et af sidste års allermest anmelderroste indie-album, og som ville have pyntet på et hvilket som helst festivalprogram.
Store dele af årets program rangerede dog fra det forudsigelige (Khruangbin, Queens of the Stone Age) og det forvirrende (Natasha Bedingfield) til … ja, hvad end Sam Fenders medgørlige heartlandrock kan betegnes som.
Det gode koncept
Samtidig virkede det som om, at arrangørerne i år kun halvhjertet har holdt fast i deres eget koncept om at bygge hver dag op omkring et hovednavn, som de resterende artister skal tænkes at komplimentere.
I år gav irske CMATs flamboyante, teatralske countrydrama og Jodie Harshs stiliserede dragperformance fin mening som æstetiske appetitvækkere til Chappell Roan, mens lørdagen med Bikini Kill, Sleaford Mods og Queens of the Stone Age da også lige akkurat var afkodeligt som en rockdag.
Men så var der fredagens besynderlige tretrinsraket af Natasha Bedingfields 00’er nostalgi, Overmonos kalejdoskopiske klubmusik og Sam Fenders støvede Bruce Springsteen-pastiche.
Når Syd For Solen vender tilbage næste år, håber jeg, at festivalen i højere grad vil være tro mod sit – indrømmet – lidt ejendommelige koncept, som er med til at gøre festivalen til noget unikt i det danske festivallandskab, og som det ville være ærgerligt at give afkald på.
Men hvor er det dog skønt for en gang skyld at sidde tilbage efter Syd For Solen og diskutere musikken fremfor køer og oversvømmede toiletter.
Find hele Soundvenues dækning af Syd For Solen HER.