REPORTAGE. Det starter egentlig meget godt.
Det tager mig kun fem minutter at komme igennem indgangen til Syd For Solens nyetablerede festivalplads, der i år er rykket fra Søndermarken til Valbyparken med løfter om at rette op på de logistiske problemer, som plagede festivalens fødested.
Klokken er tre, solen titter frem, køen til ølteltet er ikkeeksisterende, og jeg har allerede pakket mine bange anelser væk efter forrige års urimeligt lange kødannelser.
Måske hjalp det virkelig, at arrangørerne på forhånd sendte en alenlang mail til sine gæster om alle de ting, man ikke må medbringe på pladsen (våben, køkkenudstyr, fyrværkeri, kufferter, klapvogne og paraplyer), for det må utvivlsomt have været de rekordmange medbragte trangia-sæt, der skabte problemer i Søndermarken, tænker jeg for mig selv.
Men i takt med at pladsen bliver fyldt op, må man konstatere, at arrangørerne alligevel ikke har lært af deres fejl. Det var måske også for meget at håbe på, når de sidste år forklarede køer ved indgangen med, at de var blevet overrasket over, at deres publikum var mødt op, da pladsen åbnede.
Syd For Solen i Valbyparken var rent ud sagt et organisatorisk mareridt. Her er en fortælling fra kaosmarken.
En mur af first world problems
Allerede under Charlotte Day Wilsons koncert en time senere begyndte man at mærke, hvor lille pladsen egentlig var. Ikke fordi der var mange mennesker til koncerten, men fordi Bless Yous tunge housebeats, der spillede i et nærliggende koncerttelt, truede med at overdøve de stille passager i Wilsons musik.
Det blev et forvarsel om de alt for underdimensionerede anlæg, der i løbet af dagen havde gevaldige problemer med at spille masserne op: AV AV AV’s velproducerede og hårdtpumpende elektroniske musik, som man plejer at kunne mærke i hele kroppen, når de giver koncerter, var simpelthen alt for lav i de beskedne festivalanlæg.
Og stod man ude i siden af scenerne, som jeg blandt andet gjorde til Samphas solide koncert, virkede det som om, man var til snakkefest. Sidemakkerens samtale var nærmest på samme lydniveau som musikken.
Apropos at se koncerterne fra siden: Troede man, at man lige kunne nå at hente en omgang til sin vennegruppe 10 minutter inden koncertstart, måtte man tro om igen. Næsten hele koncerter blev tilbragt i køer til ølteltene eller i køer til de få toiletvogne, som gradvist bukkede under for presset og begyndte at løbe over.
Selv når man forsøgte at være taktisk og vælge barer og madboder længst væk fra den igangværende koncert, var ventetiden lang. I det mindste oplevede jeg ikke selv at stå 45 minutter i kø for en fadøl for at finde ud af, at den pågældende bar var løbet tør for forsyninger, som flere af mine venner kunne berette om.
Heldigvis smager fadøl jo kun bedre, når man har besteget en mur af first world problems for at nå den. Medmindre – selvfølgelig – at øllen er varm, hvilket den af flere omgange var, fordi personalet tilsyneladende skænker øl markant hurtigere, end de kan lange dem over baren til horderne af tørstige Fred Again..-fans.
Man ved, at det er desperate tider, når folk begynder at ty til en ubesøgt kaffebar for at få et skud filterkaffe med irsk whisky eller Bailey’s. Musik uden alkohol går jo som bekendt ikke i Danmark. Der var i hvert fald kun én vandpost på hele festivalpladsen.
Kaos-exit
Flere gange undrede jeg mig over, at festivalområdet kunne føles så væsensforskelligt fra Grøns koncertplads på samme sted i Valbyparken, hvor alt glider i skønneste orden. Grøn er selvfølgelig et større foretagende med årtiers erfaring, men måske desto meget større grund til, at man som mindre arrangør kunne have taget ved lære alligevel.
Ganske vist virkede det til, at Syd For Solen havde et lidt mindre område end Grøn, men det taget i betragtning burde man måske have valgt at udnytte pladsen bedre: En mastodont af en vinbar med udsigtsbalkon for (formoder jeg) Hellerup-jetsettere og champagnedrenge i Martin Malm-klassen som den funklende juvel i midten af festivalpladsen. Nej, vel?
I det mindste var hele den købestærke kreative klasse af københavnere mødt op, så man var da i det mindste sikker på at bumpe ind i nogen, man kendte. Hvilket var godt, for den håbløse mobildækning gjorde det nærmest umuligt at finde sine rigtige venner på festivalpladsen, der hen ad aftenen begyndte at føles som én stor kø.
Da Syd For Solens første dag sluttede med en fremragende Fred Again.. (godt nok igen med alt for lav lyd), stod jeg med fornemmelsen af, at festivalen endelig var kommet i gang.
Og jeg fik på sin vis ret i, at festivalen langtfra var slut. For turen ud af Valbyparken – gennem bælgravende mørke og smalle grusstier uden skyggen af personale til at guide menneskemængderne – blev også lidt af en prøvelse.
Til trods for at parken er udstyret med udgange i snart sagt alle retninger, virkede det som om, alle havde placeret deres (per festival instruktion) medbragte cykler det præcis samme sted. Hvilket giver mening, når der nærmest ingen skilte eller festivalpersonale var til at tage imod folk ved indgangen til parken.
Bare ærgerligt at den udgang indbefattede en meterhøj hæk, som folk i desperation begyndte at forcere, og en trafikeret rundkørsel, der med det samme stoppede til.
Jeg håber inderligt, at festivalen kan nå at rette op på problemerne til i dag og i morgen, hvor der trods alt ikke er meldt udsolgt. De har i hvert fald meldt ud, at de arbejder på sagen.
Og så vil jeg komme med en stille bøn for, at Syd For Solen i fremtiden vil udvide festivalområdet eller sælge langt færre billetter, for det er virkelig en skam, at en af landets bookingmæssigt bedste festivaler skamrides af dårlig logistik.
Lektien må være klar: Få styr på det praktiske og fortsæt de glimrende bookinger – I kan jo godt! Ellers ender skiftet til Valbyparken mest af alt med at fremstå som et cash grab.
Lige nu er jeg i hvert fald glad for, at jeg kun købte en endagsbillet (sorry, not sorry).
Syd For Solen 2024 løber af stablen fra 8-10. august i Valbyparken.