Halvvejs gennem Samphas koncert på Syd For Solen skiftede energien med ét
Jeg havde mine bange anelser forud for Samphas koncert på Syd For Solen. For hvordan skulle briten med de mange talenter lykkes med at blæse sin intime feinschmeker-soul op til festivalstørrelse?
Sampha har udtalt til Soundvenue, at han først og fremmest ser sig selv som pianist og producer. Det skinner også igennem på hans seneste udspil, ’Lahai’: Her hersker en overlegen vellyd, hvor der er rigeligt for øret at gå på opdagelse i. Delikate elektroniske klange, der samler sig med klaveret i en halvmat glans oven på de aldeles virkelystne trommer, som sørger for fremdriften i de skæve kompositioner.
Men kunne Sampha tage teten i Valbyparken og træde i karakter som performer? Ja, men der skulle gå en halv koncert, før det skete.
Bandet, der var rykket tæt sammen på scenen med Sampha bagerst, spillede stort set hele første halvdel af koncerten som ét sammenhængende forløb. Vi skulle dyrke sammenspillet mellem de fingernemme musikere, der var placeret over for hinanden.
Problemet var bare, at lyden ikke var særlig samlet. Bunden var opmærksomhedskrævende høj, og det gjorde musikken meget tungere, end den egentlig er.
Mange af de spændstige nuancer forsvandt, og det samme gjorde Sampha bag sit band. Musikken føltes underligt adspredt i det store anlæg, og det hjalp heller ikke for koncertens fokus, at en scenetekniker kom på overarbejde, da en bas-synthesizer på et tidspunkt satte ud.
Så det var en kæmpe lettelse, da energien endelig samlede sig om Sampha i den endeløst smukke klaverballade ’(No One Knows Me) Like the Piano’. Alene ved klaveret sang han med den slags helhjertede indlevelse, som opstår, når man deler et helt særligt minde med andre.
Vi havde brug for den fortrolighed, nummeret gav til koncerten. Nu var det, som om vi kendte hinanden lidt bedre, og det hele løsnede op. Sampha slap kapelmesterrollen, bevægede sig længere frem på scenen og satte publikum i svingninger med sine smittende moves.
Da bandet samlede sig om en trommeopsats i den ene side af scenen og startede en sambafest, gik det lige i hofterne. Det var faktisk ufatteligt, hvor godt det svingende.
Til sidst lykkedes det Sampha og bandet at få det hele til at gå op. De spillede ’Dancing Circles’ i en festivalvenlig udgave med slagbas og tunge trommer, som sørgede for, at vi kom dansende ind i det sidste nummer: Det besættende hit fra debutalbummet ’Blood on Me’.
Det tog sin tid, men til sidst virkede det indlysende med Sampha på en stor scene.
Kort sagt:
Efter en adspredt første halvdel lykkedes det Sampha at samle energien og skabe et nærvær omkring sin soulede vokal og smittende dans. Det tog tid, men han sluttede på toppen og trådte i karakter som performer.