’Lahai’: Sampha lader følelserne flyve helt ud i universet på sit første album i seks år

’Lahai’: Sampha lader følelserne flyve helt ud i universet på sit første album i seks år
Sampha. (Foto: Jesse Crankson)

Der er gået hele seks år, siden Sampha udgav sit seneste album, men han har ikke ligget på den lade side.

London-artisten, der netop brød igennem som gæstevokalist for blandt andre Drake, har også de seneste år været på besøg i hiphopland med sin letgenkendelige lyse vokal. Således har han sat sit aftryk på både Kendrick Lamars ’Mr. Morale & The Big Steppers’, Stormzys ’This Is What I Mean’ og Travis Scotts ’Utopia’.

Men nu er det blevet tid for Sampha til at vende hjemad til sit eget sårbare r’n’b-univers.

Ligesom på det sorgfyldte debutalbum ’Process’ fra 2017, der bearbejdede morens død, har det nye album ’Lahai’ et familiært afsæt. Titlen referer både til Samphas bedstefars fornavn og hans eget mellemnavn.

Hvor det første album var melankolsk og dvælende, føles den nye skive noget mere sprælsk og upbeat. Egentlig har vi at gøre med de samme grundelementer – Samphas vokal, den trofaste følgesvend klaveret samt enkelte momenter med strygere og korsang – men det hele er sat sammen på en mere jazzet facon med en smittende energi.

Det mærker man allerede fra åbningsnummeret ’Stereo Colour Cloud (Shaman’s Dream)’, hvor et umanerligt viltert trommebeat folder sig ud nedenunder Samphas ellers langsomme, fredfyldte og ubesværede stemme.

Sampha. (Foto: Young)

Netop trommerne fungerer gennem hele albummet som en livlig og uforudsigelig energikilde. Også på pladens anden sang, den fornemt kalibrerede førstesingle ’Spirit 2.0’. Her bygger de inciterende trommer sangen op sammen med små, stikkende lyde fra et strenginstrument, mens klaver og bløde strygere tegner de store melodiske linjer.

Mod slutningen, på sangen ’Can’t Go Back’, indtager trommerne tilmed en hektisk UK Garage-rytme, der dunker under overfladen som et nervøst eller opstemt (eller begge dele) hjerte.

Sampha lægger ikke skjul på, at han er inspireret af hovedpersonen i den amerikanske kortroman ’Jonathan Livingston havmåge’ af Richard Bach. En af sangene hedder endda ’Jonathan L Seagull (JLS)’. Fortællingen fra 1970 handler om en måge, der skiller sig ud fra flokken, fordi han er mere optaget af personlig refleksion og frihed end almindelige hverdagsritualer. Sampha er tydeligvis på samme mission på ’Lahai’.

Den nye samling sange giver nemlig indtryk af, at Sampha siden debuten har fået et større mod og en større lyst til at møde verden. »I ain’t scared as before«, crooner han indlevende på førnævnte ’Spirit 2.0’, der handler om at føle både tryg og fri i lyset af en anden persons kærlighed. »Light will catch you, love will catch you, spirit gon’ catch you«, fortsætter han på det sprudlende omkvæd.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sampha er stadigvæk forankret i sit eget følelsesliv, men han rækker samtidig med stor ivrighed ud mod kærligheden, ud mod verden og, ja, faktisk helt ud i universet. På den korte sang ’Satelite Business’ nærmest rapper han om at se ud i rummet med et teleskop i en nysgerrig søgen efter meningsfuld, ikke-jordisk kontakt.

»Just fly away for a minute«, lyder en anden ligedan himmelgående tekstbid på ’What If You Hypnotized Me?’, hvor Sampha drømmer om at miste jordforbindelsen – på bedst tænkelige måde.

På grund af de ofte hektiske rytmer føles den mere stille og nedbarberede sang ’Dancing Circles’ som et kontrasterende højdepunkt på pladen. I lidt over tre minutter akkompagnerer en sagte trippende pianorundgang Samphas tekst om tosomhed, bevægelse og kærlighedserklæringer.

Til allersidst i sangen dropper beatet som et tilfredsstillende klimaks. Og snart herefter er Sampha igen på vej ud mod sine følelsers fjerne himmelstrøg.


Kort sagt:
Seks år efter sin sorgfyldte debut er Sampha klar med et herligt sprælsk album, der med udgangspunkt i kunstnerens eget følelsesliv rækker ud i universet – på jagt efter frihed og kosmisk kærlighed.

Sampha. 'Lahai'. Album. Young/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af