Stormzy kaster koldt vand på moshpitten med ‘This Is What I Mean’
Da Stormzy spillede i Store Vega i 2017 skete der noget, jeg ikke tror, jeg har set før. Rapperen på scenen måtte bede salen om at udvise mindre energi.
Den britiske stjerne har ellers længe været synonym med højenergiske koncerter, hvor moshpits hele tiden pibler frem blandt publikum som bobler i en danskvand. Hans crowd er aldrig statiske koncertgæster, men et moshende energy crew.
Men dengang i Store Vega ville Stormzy altså have os alle til at stå stille et øjeblik, mens han sang nogle mere stille sange. Og det forsøg på at skrue ned for energiniveauet er faktisk den afgørende fortælling om UK-rapperens seneste fem år.
Stormzys tre album lange karriere kan ses som ét langt forsøg på at få publikum til at stoppe moshpitten, i hvert fald kortvarigt, for i stedet et høre – og mærke – efter.
Debutalbummet ‘Gang Signs & Prayer’ fra 2017 udpenslede – som titlen antyder – kontrasten mellem rap og gospel, mellem energi og ro. To år senere kom ’Heavy Is the Head’, hvor Stormzys skrøbelige side stod endnu klarere frem.
Men det er først nu, med ’This Is What I Mean’, at Stormzy endegyldigt har forladt den hårde, grime-inspirerede rapmusik for at dedikere et helt album til sin bløde side. Han er til fulde en »sensitive soul«, som han kalder sig på ‘Please’.
Kun en enkelt sang på ‘This Is What I Mean’ kan klassificeres som typisk Stormzy – nemlig titelsangen, der endda genbruger flows fra 2019-hittet ’Vossi Bop’. Ellers er tempoet skruet helt ned.
Hør bare albummets over otte minutter lange intro. Her summer han på et spartansk beat over et forlist forhold, hvor de to parter er modsætninger som ild og vand.
Selv efter fire minutter, hvor trommerne omsider træder ind, triller sangen afsted i et meditativt tempo. Stormzy lyder næsten søvnig og artikulerer stedvis kun dele af teksten. Der er lidt jam sesssion over det.
Det mest iøjefaldende ved dén sang – og ved albummet som helhed – er netop måden, hvorpå rapperen bruger sin stemme. I stedet for den atletiske, komplekse rap-stemmeføring, som han mestrer som få andre, er vokalen afdæmpet og stedvis hviskende. Teksterne handler om tro, håb og kærlighed, som det hedder i filmklassikeren.
Det er et modigt skift, men det er også en udvikling, der frarøver Stormzy hans største styrke: Den medrivende vokalpræstation.
Som rapper er Stormzy en naturkraft. Vores anmelder kaldte ham i 2019 for »en af vor tids dygtigste vokalister – på tværs af genrer«, hvilket jeg ikke synes er en overdrivelse.
Som sanger er han dog langt fra lige så interessant.
Stormzy nynner og synger sig montont gennem det meste af albummet. Han går efter inderlighed men ender ofte med at lyde søvndyssende.
På singlen ’Firebabe’ træder hans begrænsninger som sanger og sangskriver tydeligt frem. Teksten er klichefuld om kvinden som engel og kærligheden som flamme og leveres uden indlevelse eller nuancer.
Du synger om dit livs kærlighed, har man lyst til at udbryde. Hvorfor får du det til at lyde så kedeligt?
Sangskrivningen er albummets store problem. Stormzy skaber simpelthen ikke de stærkeste fortællinger, når han er frataget rappen som redskab.
De dagbogsagtige, intime bønner ’Please’ og ’Holy Spirit’ savner fremdrift. Som om han glemmer, at musikstudiet altså skal være mere end en skriftestol. Den salmeagtige, gentagelsestunge albumafslutter ‘Give It To The Water’ er næsten umulig at komme igennem.
Albummet vågner til live i glimt som med amapiano-rytmerne på ’Need You’, eller når Stormzys stemme spiller sammen med en række forvrængede gæstevokalister – Ms. Banks, Amaarae og Black Sherif – på titelnummeret.
Men de fleste numre på ’This Is What I Mean’ lyder som album-outroer: Stille, reflekterende sange som skabt til at lade et værk klinge af.
Alt for ofte er lydbilledet præget af pligtskyldigt højtidelige klavertrillerier og patosindikerende kor, når Stormzy deler ud af sine følelser. Men de mange korstemmer udvikler sig ikke, de fortæller ikke en historie. I stedet skaber de en statisk stemning af højtidelighed, der præger hele albummet.
Det er heller ikke specielt inspireret at lade Sampha få en hel klaverballade, hvor han bliver brugt som en slags avatar for albumhovedpersonens følsomhed – når Drake allerede har gjort det samme for fem år siden på ’More Life’.
Behøver musikken virkelig være så forudsigelig, bare fordi sangene handler om følelser?
Dagen inden udgivelsen delte Stormzy en note, hvor han blandt andet skrev, at han var inspireret af Tyler, the Creators ’Igor’. Det album er også et værk, hvor en rapper skifter spor til noget mere følsomt og sangbaseret.
Men ’Igor’ havde massevis af musikalsk overskud og fortællemæssig kompleksitet. ’This Is What I Mean’ er endimensionelt.
Stormzy har – ligesom dengang i Vega – stoppet moshpit-festen. Men det, han har erstattet den med, er desværre ret så idéforladt.
Kort sagt:
Stormzy forlader grime og rap til fordel for afdæmpede kærlighedssange på sit tredje album. Det er der kommet en sympatisk – men desværre ret idéforladt – udgivelse ud af.