Samphas sorgfyldte debutalbum manifesterer ham som gudsbenådet producer
Der har ikke været megen ro i hverken Samphas professionelle eller private liv, siden den britiske sanger brød igennem i 2011, selv om det paradoksalt nok har været af to divergerende, men alligevel dialektisk forbundne årsager.
Hvor han på den professionelle front med kvantespring er gået fra vokaltjanser hos britiske samtidige som Jessie Ware og SBTRKT til optrædener på album for A-liste artister som Beyoncé, Drake, Frank Ocean og Kanye, har hans privatliv været omvendt ulyksaligt.
Her har skæbnesvangre begivenheder affødt personlige kriser hos den 28-årige sanger, men også præget hans virke og værker som musiker. Hvor hans seneste ep ’Dual’ (2013) var en hyldest til hans afdøde far, er debutalbummet ’Process’ tilegnet moderen og broderen, der forud for indspilningerne henholdsvis døde af kræft og blev ramt af en invaliderende hjerneblødning.
Selvom ’proces’ som begreb måske er blevet fortærsket af fodboldtræneres hyppige brug af det som en afvæbningsstrategi over for kritiske journalister, refererer det på Samphas album således til bearbejdelsen af den sorg, som sådanne situationer afstedkommer.
Et tema, der slås an allerede på åbneren ’Plastic 100°C’, der med sit sarte koraspil behandler den angst, sygdom i den nærmeste familie giver for egne genetiske dispositioner. Det følges på den paranoide ’Blood On Me’, der med sine synkoperede trommer og forpustede vokal mimer det mareridtsagtige flugtscenarie, teksten omhandler.
Desværre leder det også albummet ind på et mere eksperimentelt spor, hvor Sampha har sværere ved at få sine produktionsmæssige ambitioner til at harmonere med hans stemmes formåenhed. Et nummer som det overlæssede ’Kora Sings’ ender for eksempel med at lyde som et plagiat på et Bonobo eller Four Tet-nummer med sin instrumentaliserede brug af det vestafrikanske strengeinstrument – måske det havde gjort sig bedre uden vokal.
Bedre er Sampha til gengæld, når han udviser skrøbelighed og sensibilitet, som det særligt sker på albummets sidste tredjedel. Den indfølte og helstøbte førstesingle ’Timmy’s Prayer’ skiller sig ud med sin insisterende obo og drevne produktion, der i en anden tid kunne have fungeret som slow-jam for divaer som Toni Braxton eller Faith Evans, hvis ikke det var fordi, at nummerets afsluttende klimaksopbygning katapulterede det tilbage til nutiden.
Det samme gælder den blidt afmålte ’What Shouldn’t I Be’, der med sin syntetiserede harpe omhandler den spleen og splittelsesangst, et dødsfald i familien ufrivilligt fordrer, men også den forsoning, der kan findes hinsides.
»You can always come home«, lyder det gennem sangen, og frasen kan ses som udtryk for en moders eviggyldige kærlighed, men også som Samphas videreførelse heraf til broderen, som de udfasende, næsten undskyldende linjer kunne indikere: »It’s not always about me«.
Kort sagt:
Det siges om malere, at de altid ved, når de har sat ét penselstrøg for lidt, men aldrig, når der er sat ét for meget, og man kan have Sampha mistænkt for at være faldet i sidstnævnte fælde. Det er nemlig, når han forfølger en minimalistisk æstetik, at momenterne med størst ynde forekommer på ’Process’, der dog stadig manifesterer ham som gudsbenådet producer og vedkommende sangskriver.
Sampha giver koncert i Store Vega den 16. marts.