Fred Again..’s magiske Syd For Solen-koncert fik mig til at glemme min dødsangst
Fred Again..’s koncert torsdag aften på Syd For Solen havde ikke engang varet et minut, da han første gang tog fusen på festivalgæsterne i Valbyparken.
Koncerten byggede monumentalt op med dronende lyde, og hvad der lignede et stroboskopisk lyssværd, der hang horisontalt på scenen, men da Fred Again.. trådte ud foran den propfyldte festivalplads, var det med en klaverversion af den uudgivne ‘Just Stand There’ og en minimalistisk udgave af den stille ‘Kyle (I Found You)’. Det var en anti-start.
Nogle vil måske mene, at den slags er at trolle et feststemt publikum. Men resten af den britiske stjernes show i Valbyparken viste en imponerende vilje til at udfordre ideen om, hvordan man skaber en elektronisk nattefest på en festivalscene.
Der hersker en idé om, at en noget introvert klavermus som Fred Again.., der har sit naturlige habitat i studiesessions, må gå på kompromis for at få sin musik til at fungere på en stor festivalscene. At man må skære noget af det mere introverte og intime fra til fordel for noget, der – for at bruge et grimt, produktionsorienteret ord – er effektivt. Den her koncert viste, at det ikke behøver at være sådan.
Jo, okay, Fred Again.. var ikke for fin til at bruge klassiske koncerttricks som at få publikum til at sætte sig ned eller lyse med deres telefoner.
På den 070 Shake-samplende ’Danielle (Smile On My Face)’ teasede han et drop i længere tid, end det tager at få en øl i Syd For Solens efterhånden notorisk lange barkøer. Det mindede næsten lidt om den der SNL-sketch, hvor dj’en holder droppet tilbage så længe, at publikums hoveder bogstavelig talt eksploderer.
Men generelt var Fred Again..s optræden det modsatte af en evig jagt på det næste store drop. I stedet tog han sangene og dekonstruerede dem live på scenen. Numre som den uudgivne ’Piece of Me’ med gæsten Louis Curran fra Joy (Anonymous) og den fantastiske afslutter ’Delilah (Pull Me Out of This)’ begyndte intimt med Fred Again.. alene ved klaveret og byggede derfra op, indtil de endte som altomsluttende totaloplevelser.
Det var som at se sangene vokse i realtid. På et tidspunkt kunne man på charmerende vis høre den elektroniske stjerne på scenen tælle »one, two, three, four«, ikke for at opildne publikum, men for at sikre sig, at han ramte timingen.
Sangene kunne ende et helt andet sted end deres udgangspunkt. Som da Fred Again.. og hans medbragte højre hånd Tony Friend tog den allerede maskinelle ’Rumble’ og dekonstruerede den så meget, at man ikke længere kunne dechifrere noget menneskeligt i sangens vokal. På studieversionen lyder Flowdan, som hvis Schwarzeneggers Terminator besluttede sig for at starte en rapkarriere. På Syd For Solen blev dén robot hakket i tusind små stykker.
Og nå ja, det her foregik altså, mens Fred Again.. stod på en ophøjet platform over for Tony Friend. Da han smed armene euforisk i vejret deroppe, hævet over publikum, kunne man mærke momentet, hvor den stille klavermus pludselig til fulde blev til den elektroniske superstjerne, han jo i virkeligheden er.
Men ellers lod han, ligesom som på sine udgivelser, stemmerne på sine sange komme med budskaberne.
Den britiske producer er kendt for sin brug af samples – både af andre musikere og af forskellige, fundne vokalbidder. Store amerikanske rapstjerner som Baby Keem og Kodak Black eksisterer side om side med tilfældige arbejdere eller ramblende festgæster i hans kollageværker. På Syd For Solen blev de stemmer fremmanet med videoer på storskærmene, der lignede, at de var filmet med en telefon.
Det var en både intim og fragmenteret oplevelse at se stemmerne blive fremmanet på den flakkende måde, og netop den tvetydige følelse er måske selve kernen i Fred Again..’s musik. Det handler om at række ud efter hinanden, selv når det er svært, og hans sange er tit bygget op omkring på overfladen simple sætninger, der rummer en vis ængstelighed eller sårbarhed.
Koncerten var en spraglet oplevelse, der ikke altid føltes som en rejse med noget klart slutpunkt. Men de her sætninger, der svævede i luften, fortalte en historie om ensomhed, sårbarhed, trøst og længsel.
»You don’t have to be so strong« på Romy-samarbejdet ’Strong’. »Sometimes I wanna feel the pain« på ’Danielle (Smile On My Face)’. »Put your loving arms around me« på ‘Billie (Loving Arms)’. Og selvfølgelig corona-indkapslingen »we’ve lost dancing« på ’Marea (We’ve Lost Dancing)’.
De her mantraer skabte et følsomt rum på Syd For Solen, der er det modsatte af den voldsomme, albuerne-oppe-stemning, der i en årrække omkring EDM-boomet prægede mainstreamens elektroniske musik.
Det var corona-epidemien og den globale lockdown, der var den oprindelige grobund for Fred Again..’s succes. Han lagde lyd til et kollektivt savn og skabte et ømt rum til isolationen. Men på Syd For Solen gik det op for mig, at Fred Again..’s følsomme, ængstelige, hensynsfulde sange ikke bare har ramt coronatidsånden, men noget større. En generel følelse i tiden og måske endda noget universelt.
Da han sammensmeltede sit mashup af Moderats ‘A New Error’ og Frank Oceans ‘Chanel’ med ’Sabrina (I Am a Party)’, fik sidstnævntes vokalsample, digteren Sabrina Benaim, lov til at indtage en central plads med et digt, der handler om en depression, der stammer fra en grundlæggende dødsangst: »Every person I ever come to know will someday die«, udbrød Sabrina på storskærmen, og et gys gik igennem mig.
Den angst, der beskrives her, handler ikke om corona, men om vilkårene for at være et menneske, og det er egentlig ret utroligt, at Fred Again.. gav plads til at italesætte den torsdag nat foran et festivalpublikum i Valbyparken.
Det eksistentielle mørke blev italesat, og på en måde også bearbejdet i realtid, for to minutter efter stod vi alle sammen og dansede igen og havde glemt dødsangsten, der som et sort glimt viste sig på scenen.
Ved midnat sang hele publikum med på »put your loving arms around me«, og Fred Again.. havde på magisk vis igen fået os til at føle, at alting ville blive ok.
Kort sagt:
Fred Again..’ omskrev reglerne for, hvordan man kan orkestrere en elektronisk nattefest med en optræden, der insisterede på intimitet og følsomhed, og som sluttede med fællessang to minutter i midnat.