Da Chappell Roan oplæste navnene på Syd For Solens ekskærester, nærmede vi os perfektion
KONCERT. På et tidspunkt under sin mesterlige Syd For Solen-koncert introducerede Chappell Roan ikke sit band, men sit »turnédyr«. En nuttet og ganske fjollet udseende plastikdinosaur, som efter sigende netop havde rundet en flot alder på 10 millioner år.
Øjeblikkeligt herefter – med dinosauren stadig plantet i skødet – brød Roan ud i en intens udgave af den hjerteskærende ballade ’Coffee’, der handler om følelser, der er så smertefuldt uhåndterbare, at man bliver nødt til at holde dem ud i strakt arm for ikke at falde helt fra hinanden.
»I’ll meet you for coffee / ’cause if we have wine …«, sang Roan med så megen nerve, at man kunne høre panikscenarierne rumstere omkring inde i hovedet på hende. Hvilken skade et glas vin ikke ville kunne gøre.
Det bedste ved Chappell Roans koncert var hendes insisteren på, at alle følelser fortjener lige meget plads. At vores skøreste jokes er lige så betydningsfulde som vores mest smertefulde bekendelser. At plastikdinosauren og panikangsten sagtens kan stå side om side med hinanden.
Det er denne komplekse dobbelthed – denne modvilje mod det følelsesmæssigt ensporede – der på rekordtid har gjort Chappell Roan til en af tidens allermest elskede og respekterede popkunstnere.
Det var tydeligt på Syd For Solen, hvor publikum med samme overvældende indlevelse skrålede sig hæse på den katarsiske hjertesorgshymne ’Casual’ og dansede den komiske, ’YMCA’-lignende dans til den overgearede, Cyndi Lauper-klingende ’Hot to Go’.
En dans, de fleste tydeligvis havde mestret til perfektion allerede inden, Roan havde instrueret dem i den.
Denne dobbelthed ligger konstant og spøger i Roans sange: I den bombastiske ’Femininomenon’, der på én gang er uimodståelig tyggegummipop og Roans fandenivoldske udgave af SCUM-manifestet, og i den episke ’Pink Pony Club’, som både er en ultraflamboyant tur i rodeoen og en alvorlig refleksion over den evige længsel efter et queer frirum.
Og den gennemsyrer selve måden, Roan indtager scenen på. På Syd For Solen lignede hun – omgivet af en mystisk, dekonstruktiv udgave af et gammelt Disney-slot og iklædt vinrødt tyl, der dryppede ned ad hende som blod og flagrede omkring hende som stikflammer – på én gang prinsessen og den onde heks, ligesom hendes stemme både rummede den englerene Snehvide, der synger i kor med fuglene, og uhyret, der brøler inde i skoven.
»Jeg bliver pinligt berørt, når jeg kan høre folk tale under denne sang, så vær stille«, sagde Roan, da hun introducerede den ekstremt tyste ’Kaleidoscope’.
Over den på mirakuløst vis helt stille festivalplads kunne man pludselig høre hver en nuance i Roans stemme: Den luftige vibrato, der lyder som om, hendes stemmebånd blafrer i vinden som vasketøj på en tørresnor; den lette hæshed i de nedadgående fraseringer; den nasale, gutturale kraft, der pludselig slår én omkuld og den uhørt rene, sylespidse falset.
Den stemme, viste det sig på Syd For Solen, kan holde til lidt af hvert.
Selv til et beskidt cover af Hearts 1977-single ’Barracuda’, som Roan fyldte med al den seksuelle innuendo, der kendetegner originalen, og som fungerede som et ganske tankevækkende indblik i, hvor Roan muligvis har hentet dele af sin teatralske og flamboyante æstetik fra.
Jeg kan i hvert fald pludselig snildt forestille mig, at bandets blanding af dramatisk makeup, luksuriøse blonder, sort læder og tung musik må have gjort et kæmpe indtryk på en ung Chappell Roan.
’Barracuda’ var et af mange stærke øjeblikke, men koncertens højdepunkt må alligevel være den storskrydende countryknaldperle ’The Giver’, der er Roans festfyrværkeri af en hyldest til sin egen seksuelle formåen.
Jeg nærmest døde af grin, da Chappell Roan midt i sangen gav sig til at læse breve fra fans, hvis ekskærester i modsætning til Roan ikke formår at »get the job done« i soveværelset. Jeg kan kun sige, at jeg har ondt af Søren, David og Michael, hvor end de er.
I øjeblikke som dette – hvor Roans forførende musikalske sensibilitet og gakkede komiske talent forenede sig til et magisk hele – nærmede vi os perfektion.
Kort sagt:
Med en eventyrlig drøm af en stemme og et enestående, underspillet komisk talent spillede Chappell Roan en uforglemmelig koncert på Syd For Solen. Og mindede os om, at vores allersværeste bekendelser og vores mest fjollede jokes kan være lige vigtige kilder til katarsis.