1. Fred Again..’s messianske platform-optræden
Fred Again.. startede sin koncert forsigtigt bag klaveret, men cirka halvvejs igennem befandt han sig pludselig på toppen af en platform og svævede over publikum. Det var en symbolsk bevægelse fra producerrollen bag knapperne til messiansk status som elektronisk musiks nye superstjerne.
Deroppe skabte den britiske musiker og hans medbragte højre hånd Tony Friend koncertens mest ambitiøse moment: De tog den allerede maskinelle ’Rumble’ og dekonstruerede den så meget, at man ikke længere kunne dechifrere noget menneskeligt i vokalen. Kristian Karl
2. Vejrguderne forbarmede sig over Guldimund i magisk finale
Vejret var imod Guldimund og hans store orkester på Over Havet-scenen lørdag eftermiddag. Det havde regnet på gearet, bandet måtte ikke hænge deres bagtæppe op, og hele koncerten igennem kunne man se teknikere arbejde på bagscenen. Guldimund lod sig dog ikke slå ud: »I får en bag-om-oplevelse«, sagde han. »Og måske en udsyn til en ufrivillig buttcrack«.
Faktisk antændte udfordringerne bare sangeren, som virkede mere frigjort end nogensinde. Til sidst forbarmede vejrguderne sig dog over bandet, og solen dukkede op i det sekund, Guldimund sang »Fuck det, nu vælter solen ind«. Magisk. Jakob Gustav Winckler
3. Yussef Dayes fik hvert trommeslag til at lyde af perfektion
Gik man øjeblikkeligt efter André 3000’s gribende seance mod Under Himlen-scenen, fik man en tilnærmelsesvist lige så euforisk jazzoplevelse. Hovedpersonen Yussef Dayes trommede så smagfuldt, at selv det hårdeste tamslag føltes blidt, og han fik assistance fra talenter som saxofonist Venna og bassist Rollo Palladino, hvis soli konsekvent tog kegler.
Det var dog ikke rendyrket vibing. På et tidspunkt indledte Dayes en sektion, hvor han spillede en trommerytme, som publikum så skulle klappe. Han startede kækt med simple rytmer, før det gradvist blev mere kompliceret, og han til sidst lykkedes med at hægte publikum af. Kjartan F. Stolberg
4. André 3000 opfandt sit eget sprog
Man ved aldrig, hvor man har ham. Den ene dag er han én af verdens største rapstjerner, den næste er han fløjtespillende meditationsguide. Koncerten var ren improvisation. Intet var planlagt, heller ikke at han på et tidspunkt skulle kaste sig ud i en poetry slam på, hvad der lød som et afrikansk bantusprog.
Man nåede lige at slå sine eftertænksomme folder, da André 3000 afslørede, at det, han lige havde sagt, var rent volapyk. Spasmageren i ham lever stadig. Jakob Gustav Winckler
5. Helena Gao beviste, at hun hører hjemme i dancepoppens verden
Helena Gao startede med at lave stilfærdigt funklende indiepop, men er det seneste års tid gennemgået en forvandling, der har placeret hende halvvejs mellem Rina Sawayamas eksplosive, til tider rockede dancepop og Caroline Polacheks velkæmmede elektroniske artpop.
Til Gaos intime seance på den lille Make It Count-teltscene var der ingen tvivl om, at hun mestrede denne rolle. Særligt under den uudgivne ’Hard to Get’ gik hendes dansetrin eminent i ét med de skarpe synthfigurer, der borede sig ind på nethinden, så man forlod teltet med sangen kørende på repeat i hovedet. Kjartan F. Stolberg
6. Samphas frisættende dans
I hele første halvdel af koncerten havde Sampha forskanset sig bag sit band, der var rykket tæt sammen på den store scene. Derfor var det utrolig forløsende, da han efter en intim solosang og et storsvingede sambashow slap kapelmesterrollen og indtog scenefronten med smittende moves, der satte publikum i svingninger.
Sampha har en fortid i det britisk klubmiljø, og han ved tydeligvis, hvordan man bevæger sig til de sveddryppende rytmer. Jakob Gustav Winckler
7. Viagra Boys serverede postpunk- vanvid i primetime
Det er ikke ofte, at et så ukommercielt band som Viagra Boys får så stort publikum, som lørdag aften var mødt op ved Over Havet-scenen. Noget af det første, forsanger Sebastian Murphy gjorde, var at svine Danmark og Tuborg til med en mine, der gjorde det svært at vurdere, om det hele bare var for sjov – for derefter at trække i land og sige, at han rent faktisk elsker landet, og man endnu en gang var i tvivl om oprigtigheden.
Inde bag al den rablende sarkasme fandt man dog et velspillende og dejligt skramlet band. Murphy kunne brøle, så man mærkede det på de bageste rækker, og saxofonist Oskar Carls fræsede derudaf med en skingerhed og en iver, der føltes som at blive slået i ansigtet fra alle sider. Kjartan F. Stolberg
8. Air gav os alle sammen et tiltrængt pusterum
Det var som om, tiden gik i stå, da Air opførte deres udødelige album ’Moon Safari’. De to franskmænd stod på scenen med en stoisk ro, der var så smittende, at man ville ønske, at livet var én lang bekymringsløs sommer.
Da ’Ce matin-lá’ meldte sin silkebløde ankomst, havde alle stresshormoner forladt kroppen, og i det øjeblik føltes koncerten som den bedste ferie længe. Jakob Gustav Winckler
9. Big Thiefs improviserede festivalsang
Big Thief brugte størstedelen af deres sæt lørdag aften på at lufte både nyt materiale og nye medlemmer, men de sluttede med en gammel kending: Nemlig sangen ‘Not’, der satte et ekstatisk punktum for koncerten.
Publikum hoppede, Adrianne Lenker lød fantastisk, og bedst som man troede, at det hele var slut, besluttede hun sig for at improvisere en festivalsang, hvis eneste lyrik var, ja, »festival«. Et forfriskende fjollet øjeblik fra et band, der ellers tager sig selv meget alvorligt. Malthe Hjort
10. Jack White lukkede festivalen med en kæmpe lålå-fest
Ingen har en mere intuitiv fornemmelse for fængende guitar-riffs end Jack White. Det beviste han igen og igen, da han lukkede festivalen lørdag aften. Mange i publikum forsøgte at tyvstarte det legendariske riff fra ’Seven Nation Army’, der, uafhængigt af White selv, nærmest er blevet fast inventar til store koncerter og fodboldkampe.
Men White holdt på spændingen, og først til allersidst slap han rockhistoriens måske mest ikoniske riff fri. Og så kunne vi næsten selv klare resten. Jakob Gustav Winckler