De 12 serier, vi glæder os allermest til i efteråret

Nikolaj Coster-Waldau, Robin Wright, Glenn Powell, Stephen King og nyt fra manden bag ‘Breaking Bad’ er blandt de mest imødesete serier, der skal føre os godt gennem de næste måneder.
De 12 serier, vi glæder os allermest til i efteråret
'Stranger Things' sæson 5. (Foto: Netflix)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘The Paper’

Det tålmodige dokumentarcrew, der udødeliggjorde hverdagen hos Michael Scotts Dunder Mufflin-herredømme i ‘The Office’, kaster sig i opfølgeren ‘The Paper’ over en ny arbejdsplads. 

Som titlen indikerer, bliver de i papirbranchen, men kommer her indenfor hos en lokalavis i Midtvesten, der kæmper for at vinde terræn i det moderne medielandskab. Deres stab tæller blandt andet Domnhall Gleason, Sabrina Impacciatore ( ‘The White Lotus’s sicilianske manager), komiker Alex Edelman og en gammel ‘The Office’-kending i form af Oscar Nunéz, der genoptager sin rolle af samme fornavn. 

Det er skaberen af det originale ‘The Office’ såvel som ‘Parks and Recreations’, der står bag og denne gang har allieret sig med Michael Koman, der udover at have skrevet på Conan O’Briens late night-show skabte ‘Nathan for You’ sammen med Nathan Fielder. 

Amerikansk premiere 4. september, men har ikke dansk premieredato endnu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ‘The Girlfriend’

Svigermoren fra helvede? Eller svigerdatteren fra helvede? Det er spørgsmålet i Amazons kommende serie, hvor Robin Wrights Laura besættes af en mistanke mod sin søns nye kæreste og skrider til mere og mere alvorlig handling.

Men har hun noget at have sin mistanke i?

Robin Wright spiller Laura og har også instrueret tre af seriens afsnit, mens Olivia Cooke fra ‘House of the Dragon’ indtager rollen som svigerdatteren Cherry.

Bag serien står det nye navn Polly Cavendish, og historien er baseret på en bog af Michelle Frances.

Premiere på Prime Video 10. september

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ‘Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig’

Vi gav fem stjerner til Amanda Romares roman med den knap så mundrette titel ‘Det halve Malmø består af fyre, som har dumpet mig’, der var et godstog af komik baseret på det umenneskelige moderne malmøske datingmarked. 

Forhåbentlig bliver det en lige så stor fornøjelse at genopleve historien på skærmen. 

Det svenske stjerneskud Carla Sehn (‘Mordene i Åre’, ‘Kærlighed og Anarki’) spiller kvinden i centrum: 31-årige Amanda, der drikker kaffe, øl og knalder på livet løs i håbet om at finde sin bedre halvdel i den svenske stad. 

Premiere på Netflix 11. september. 

‘Black Rabbit’. (Foto: Netflix)

4. ‘Black Rabbit’

Jason Bateman har givet sig selv en vellykket overhaling mod det seriøse ikke mindst takket være Netflix, der gav ham chancen i dramatiske tonarter med først ‘Ozark’ og siden ‘Carry On’.

Samarbejdet fortsætter med ‘Black Rabbit’, hvor han og Jude Law spiller to meget forskellige brødre. Laws Jake ejer et populært sted i New York, men da han åbner døren for sin mere uforudsigelige bror, spillet af Bateman, risikerer han at miste alt.

Serien er skrevet af Zach Baylin (manuskriptforfatter på ‘King Richard’ og ‘Creed III’) sammen med Kate Susman. De har tidligere samarbejdet på thrilleren ‘The Order’, der havde netop Jude Law i hovedrollen, og instruktøren bag denne film, Justin Kurzel, har da også instrueret to afsnit af Netflix-serien.

Premiere på Netflix 18. september

‘The Lowdown’. (Foto: FX)

5. ‘The Lowdown’

Sterlin Harjo fik sit store gennembrud med den fortrinlige ‘Reservation Dogs’ om en gruppe unge indfødte amerikanere i USA, og der er derfor grund til at have høje forventninger til hans næste serie.

Opfølgeren hedder ‘The Lowdown’ og handler om borgerjournalisten Lee Rayborn, der med udgangspunkt i et antikvariat i Tulsa er besat af afsløre byens dårligdomme. Da han kommer på sporet af et mistænkeligt selvmord, nærmer han sig sin største afsløring hidtil.

Rayborn spilles af Ethan Hawke, hvis seneste seriehovedrolle – i ‘The Good Lord Bird’ – var noget af det bedste, han har lavet i nyere tid.

Premiere i USA 23. september – forventet premiere på Disney+ kort efter

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ‘Chad Powers’

Glen Powell har opnået filmstjernestatus, men rykker nu videre til serieform i sportskomedien ‘Chad Powers’, som han både er hovedrolle i og medskaber af. Og Powell har stadig ikke trådt ved siden af, så der er god grund til at glæde sig – ikke mindst fordi han for alvor dyrker sin komiske side, som blandt andet stod skarpt i undercoverkomedien ‘Hit Man’.

Iført næseprotese og en grim paryk går hans elite-collegeatlet Russ Holiday her undercover som Chad Powers på et lille amerikansk fodboldhold i sydstaterne efter at være blevet bortvist fra sit eget. 

Premiere 30. september på Disney+. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ‘Task’ 

Den moderne provinsthriller blev ikke meget mere fængende end hos Brad Ingelsby i ‘Mare of Easttown’ fra 2021.

Endelig er der nyt fra hans hånd i form af HBO-serien ‘Task’, hvor vi befinder vi os i samme ramponerede lokalmiljø i en forstad til Philadelphia.

Denne gang tager Mark Ruffalo over i centrum som FBI-agenten Tom, der leder et task-team på jagt efter bagmanden til en række voldelige røverier. Og så krydser vi altså fingre for den Kate Winslet-crossover, vi næsten er blevet lovet.

Premiere til september på HBO Max.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ‘It: Welcome to Derry’

Der er i forvejen blevet dedikeret timevis af timer til filmatiseringer af Stephen Kings berømte og berygtede ‘It’.

Dog er der også rigeligt at drage inspiration af i den over tusind sider lange roman om den lille by Derry, der hjemsøges af ondskab i skikkelse af klovnen Pennywise, som dukker op med 27 års mellemrum. Og derfor kan man snildt tillade sig at være en smule forhåbningsfuld omkring HBO’s kommende spinoff-serie ‘Welcome to Derry’ som andet end dramatisk suppekogning. 

Mens den historie vi kender bedst fra ‘It’ udspiller sig i 1980’erne, spoler den nye serie tiden tilbage til 1960’erne og dykker ned i Derrys racisme. Derudover får vi også historien om, hvordan den rødnæsede mareridtsmager blev til. 

Fans af den seneste ‘It’-filmatisering i to dele kan glæde sig over, at serien er skabt af Andy Muschetti, Barbara Muschetti og Jason Fuchs, som også stod bag filmene. Derudover er det Bill Skarsgård, der igen jager en skræk i livet på os alle som Pennywise. 

Premiere i oktober på HBO Max. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ‘Pluribus’

Vince Gilligan kan prale af en så knivskarp hitrate som serieskaber, at han fortjener den uofficielle titel som verdens bedste af slagsen. Efter ‘Breaking Bad’ og spinoff-mesterværket ‘Better Call Saul’ lancerer han nu et nyt univers med sci-fi-elementer i ‘Pluribus’, der dog stadig har rødder i det velkendte Alberquerque. 

Vi ved ikke meget om handlingen, men præmissen lyder herligt mystisk: »Den mest ulykkelige person på Jorden skal redde verden fra lykken«. Ifølge Gilligan skal vi for en gangs skyld ikke forvente kriminalitet eller methamfetamin.

Titlen stammer fra den latinske vending E pluribus unum, der kan oversættes til ét af flere eller én af mange, hvilket plejede at være USA’s uofficielle motto, hvilket det dog også er svært at udlede særlig meget af.

I hovedrollen finder man ‘Better Call Saul’-kendingen Rhea Seehorn, og at dømme på den seneste teaser hedder hun Carol og er i kontakt med et småspooky selskab via deres hotline. Forventningerne er i hvert fald høje, spændingen er stor, og sæson to er allerede bestilt. 

Premiere på Apple TV+ 7. november. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ‘King & Conqueror’ 

Gør dig klar til muligvis for første gang i dit liv at forstå/interessere dig for, hvad der skete under Slaget ved Hastings i år 1066. 

Den historiske BBC-serie ‘King & Conqueror’ er ikke officielt i familie med ‘Game of Thrones’, men den handler til gengæld om en virkelig kamp om tronen (normannerne mod briterne i det 11. århundrede) OG har Nikolaj Coster-Waldau i den ene hovedrolle.

Den danske stjerne har også instrueret et af seriens otte afsnit, men spiller først og fremmest skandinaven William, som prøver at vælte Kong Harald (James Norton) af tronen. Af dansk islæt finder man også Bjarne Henriksen. 

Premiere på HBO Max i efteråret.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

11. ‘Stranger Things’ sæson 5

Kan du huske i 2019? Hvor ‘Stranger Things’ var en serie, der udkom med jævne mellemrum og sluttede af med en hyldest til ‘The NeverEnding Story’? Altså før serien selv blev til historien, der aldrig sluttede?

Vi har ventet i over tre år på afslutningen af ‘Stranger Things’, og alligevel insisterer Netflix på at reklamere for serien med det semiprovokerende slogan »ingen er klar«. Vi håber, de selv er klar og leverer det helt store finalebrag.

Når vi vender tilbage, skal slaget om Hawkins vs. The Upside Down stå – vores heltemodige teenagere (som i mellemtiden er blevet voksne irl, nogle gift) vs. Vecna, og spekulationen om, hvilke karakterer der skal ofres i finalen, gælder stadig. Netflix: Vi kan kun tilgive ventetiden, hvis I lader Steve slippe med livet i behold.

Premiere på Netflix 26. november. 

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

12. ‘Tak for ingenting’

Mens det har vrimlet med milliardærer i det internationale serielandskab, har vi haltet lidt bagefter i Danmark. Til gengæld ringer ‘Succession’-klokkerne en lille smule i den kommende DR-serie ‘Tak for ingenting’, der er skabt af Anders Skovshoved Arnoldi. 

Her lukkes kassen i for to stenrige søskende, der er arvinger til familiens formue. Det sker under en ugelang familiekomsammen med deres norske stedsøster, der derfor bliver alt andet end hyggelig. 

Emilie Kroyer Koppel og Magnus Haugaard spiller børn af Lisbeth Wulff og Thomas Bo Larsen, mens Ulrikke Falch sørger for det norske søsterislæt. 

Premiere på DR 28. november. 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af