En af Netflix’ mest populære serier nogensinde, ’Squid Game’, har været med til at søsætte et hav af udfordringer på TikTok.
I ’Squid Game’ dyster deltagerne i discipliner direkte inspireret af sydkoreanske børnelege, dog med en krølle: Formår de ikke at udføre udfordringen korrekt og inden for den angivne tid, bliver de likvideret.
Seriens massive popularitet kommer blandt andet fra dens letforståelige præmis og de mindeværdige momenter, som folk kan lege med på, har Minyoung Kim, som er ansvarlig for koreansk indhold på Netflix, fortalt.
Og folk leger i den grad med: På TikTok finder man ’Squid Game’-inspirerede udfordringer i massevis, men særligt den såkaldte ’Honeycomb’-udfordring har vakt interesse.
Den på overfladen harmløse leg, der går ud på, at man skal udgrave et specifikt mønster i en tynd og sprød bikage med en nål, har medvirket til, at flere børn og unge er kommet alvorligt til skade.
I weekenden ville den 14-årige Aiden Higgens, der bor i Sydney i Australien forsøge sig ud i TikTok-udfordringen. Higgens brugte en TikTok-opskrift til at lave bikagen, der blot består af vand, natron og sukker. Han blandede det sammen i en plastikkop og kom det i mikrobølgeovnen.
Hvad teenageren ikke vidste, var, at koppen, som han brugte til massen, ikke bør komme i mikrobølgeovnen.
»Det (bikagemassen, red.) kogte op til en vanvittig temperatur, og da han tog koppen ud, eksploderede den i hans hånd. Den har brændt hans hånd, og fordi det var sukker og plastik, der var smeltet sammen, er det løbet ned ad hans ben fra hans knæ til hans ankler, og det klistrede sig fast og blev ved med at brænde og brænde og brænde«, fortæller Helen Higgins, Aiden Higgins’ mor, til Daily Telegraph.
Higgins har fået flere tredjegradsforbrændinger og kan forvente cirka et års healingstid. Overlæge for brandsårsafdelingen på børnehospitalet i Sydney, Eric La Hei – der også har behandlet Aiden Higgins – fortæller til Daily Telegraph om flere tilfælde, hvor børn er kommet alvorligt til skade på grund af udfordringen.
Han har selv behandlet to andre tilfælde og har kolleger i Perth og Melbourne i Australien, som også kan rapportere om ’Squid Game’-relaterede brandsår.