Kan det memes? Så har du en populær serie eller streaming-film

Med ’Squid Game’s succes er meme-tv blevet en uafviselig magtfaktor i streamingindustrien. Det er der både muligheder og risici forbundet med.
Kan det memes? Så har du en populær serie eller streaming-film
Rami Malek og Pete Davidson i en 'SNL'-sketch (Foto: PR)

KOMMENTAR. I et nyligt interview med The Hollywood Reporter gav Netflix’ ansvarlige for koreansk indhold Minyoung Kim nogle bud på, hvorfor sydkoreanske ’Squid Game’ fik så meget medvind og indtog tronen som Netflix’ mest populære serie inden for den første måned efter premieren.

»’Squid Game’ har mange af de mindeværdige, meme-bare momenter, som folk kan lege med, og som driver samtalen. Det, tænker jeg, var en faktor«, sagde hun.

’Squid Game’ har en relativt letforståelig præmis: 456 desperate personer kæmper over for hinanden i dødsensfarlige børnelege, hvor gevinsten er et svimlende millionbeløb til den sidste person i live. Alt sammen foregår i et elegant udført set-design med nuttede pastelfarver, der står i skarp kontrast til deltagernes ellers sørgelige liv uden for de glatte lyserøde vægge. 

Og Minyoung Kim har fat i noget.

Imitationerne af ’Squid Game’-legene har de seneste uger været overalt, fra TikTok til ’Saturday Night Live’.  

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Squid Game’ har været så dominerende i internetsfæren, at man dårligt har kunnet åbne sin telefon uden at støde på den.

Noget tilsvarende skete med Susanne Biers Netflix-film ’Bird Box’, da den såkaldte #BirdBoxChallenge blev en realitet. Her udfordrede folk hinanden i diverse opgaver med bind for øjnene, men da udfordringerne blev for dumdristige og decideret farlige, postede Netflix et tweet, hvor de stærkt frarådede fansene at deltage

’Bird Box’ har derudover det til fælles med ’Squid Game’, at den er nummer ét: Den har titlen som Netflix’ mest populære film

Man kan spørge sig selv, hvad der mon kom først: Blev de populære på grund af muligheden for at tage del i legen, eller tog man del i legen, fordi de var populære? Svaret er jo nok begge dele.

Men en ting er stensikkert: Ligesom TikTok er blevet en gigantisk spiller i musikindustrien, er internettets meme-fiksering blevet en magtfaktor, som alle fra streamingtjenesterne til produktionsselskaberne må forholde sig til. 

I en artikel fra The New York Times Magazine blev det for nyligt diskuteret, hvorvidt memes bidrager med en slags kulturel kapital, der rækker ud over den klassiske markedsføring.

Memesne eksisterer og ræsonnerer nemlig på deres egne betingelser. Og dét kan skabe en anden form for samhørighed. Det minder lidt om hate-watching-fænomenet, hvor film som ’The Room’ bliver kultdyrket på grund af det, der opstår mellem publikum og lærredet, kvaliteten uagtet.

Man kan argumentere for, at memes og internetkulturen tilsvarende giver nyt liv til film og serier, som ellers hurtigt ville forsvinde fra æteren. 

Adam Drivers knytnæve

Også en arthouseperle som Noah Baumbachs Netflix-drama ’Marriage Story’ er blevet en del af meme-kulturen.  

Adam Driver og Scarlett Johansson spiller ægteparret Charlie og Nicole Barber, der står midt i en voldsom krise. I en scene under det mest ophedede skænderi smadrer Charlie sin knytnæve ind i væggen, hvilket tilvejebragte et hav af memes af forskellig art:

Halvandet år efter ’Marriage Story’-bølgen indtog Twitter, er Adam Drivers stemme fra ’Girls’ i øvrigt blevet en ting på TikTok, hvor han meget laissez faire dømmer en »good soup». 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et andet show, der har nydt godt af internetkulturens utilsigtede markedsføring, er Bo Burnhams comedyshow ’Inside’, der blev udgivet på Netflix under coronapandemien.

Her kom vi ind i Burnhams depressive karantænetilstand, mens han sang om og græd over, hvor privilegeret han var, hvor forfærdeligt han havde det, og hvor uhyggeligt et sted internettet dybest set er.

Størstedelen af Bo Burnhams sange fra showet er blevet til lydskabeloner til at lave forskellige TikTok-videoer med. På den måde har det medvirket til, at der er blevet genereret mere indhold, der handler om angst og depression, som influencerne på TikTok leverer på en humoristisk og ærlig måde, ligesom Burnham selv.

Meme-bait

Memes kan være en slags autenticitetsstempel, når det ikke kun er de store produktioner som ’Bird Box’, der bliver centrum for opmærksomheden. 

Her ligger en stor mulighed for mindre stjernespækkede produktioner til at brage igennem den popkulturelle offentlighed. 

Og når ’Squid Game’ i den grad får succes takket være dens memeability, er der ingen tvivl om, at en hel streamingverden holder opmærksomt øje.

Det kan have den positive effekt, at produktioner bruger endnu mere energi på æstetisk gennemført, opsigtsvækkende koreografi og setdesigns, skarpe koncepter og overraskende plots.

Man kan dog også frygte, at nogle produktionsselskaber begynder at spekulere i, hvordan man skaber den næste internet-banger, og at flere og flere serier og film bliver meme-bait uden hjertet i karaktererne og fortællingen.

Heldigvis hopper internettet sjældent på den slags manipulation. Meme-kulturens sjæl ligger trods alt i det organiske og overraskende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af