Da Amazon annoncerede, at de ville købe MGM, som ejer distributionsrettighederne til James Bond-filmene, blussede snakken op om, hvorvidt 007 ikke snart skulle blive til en mere bredtfavnende franchise.
For nu hvor Marvel og Star Wars har udvidet paletten med succesfulde serier, er det vel også en oplagt mulighed for Bond?
Men ikke ifølge Bond-producerne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, der ejer produktionsrettighederne og dermed bestemmer, hvad der bliver lavet i majestætens tjeneste.
»Fra vores synspunkt fokuserer vi på at lave gode James Bond-film, og det tager lang tid og omtanke – det tager et par år at arbejde på et manuskript med en instruktør«, siger Wilson i et interview med The Wrap.
»Hvis vi skulle lave en tv-serie på toppen af det og lægge samme mængde energi ind i 10 eller 20 timers indhold, så er det en stor forpligtelse. Så vi ville være nødt til at uddelegere. Og vi er meget forbeholdne med at uddelegere«.
Med andre ord virker det til, at Amazon kan skyde en hvid pil efter for eksempel en spinoff med en af 007-universets elskede karakterer.
I The Wrap-interviewet understreger Barbara Broccoli:
»Vi er ikke en fabrik. Vores film er alle sammen håndlavede. Vi har altid været en familievirksomhed, og det vil forblive en familievirksomhed, så længe vi bliver ved med at trække vejret«.