Manden bag en af de mest anmelderroste animationsserier i nyere tid, ’BoJack Horseman’ melder sig ind i debatten om Netflix og Dave Chapelles kontroversielle nyeste show, der blandt andet gør grin med transkønnede.
Raphael Bob-Waksberg undrer sig over, at Netflix taler om Chapelles fulde kunstneriske frihed, når han selv har oplevet, at streamingtjenesten bad ham om at fjerne en specifik scene fra sin serie, skriver Deadline.
»Jeg undrer mig stadig over, at Dave Chapelle åbenbart kan sige, hvad han vil, og at Netflix bare sender det uredigeret. Er det normalt for komikere?«, skrev han på Twitter. »Fordi Netflix bad engang mig om at ændre en joke, fordi de var bekymret for, at den ville gøre David Fincher vred«.
I et efterfølgende tweet skrev Bob-Waksberg, at han vil udgive den »kontroversielle« scene, hvor (den fiktive, forstås!) David Fincher kalder Princess Carolyn en »slut« og erkender et crack-misbrug, hvis mere end 100 mennesker kommenterede hans tweet med et billede af donationer til Trans Lifeline, der er en nonprofitorganisation, der hjælper kriseramte transkønnede.
Da 100 personer tilsammen havde doneret mere end 2000 dollars, kom serieskaberen med endnu et tweet, hvor han vedhæftede et billede af et manuskriptet-uddrag til den slettede scene.
Netflix har haft et tæt samarbejde med David Fincher på ‘House of Cards’, ‘Mindhunter’ og ‘Mank’.
»Min pointe er, at det er fjollet, at et selskab lader som om, at deres hænder er bundne, når det kommer til indholdet på deres tjenester«, siger Raphael Bob-Waksberg til Deadline med reference til Chapelle-sagen.
»God modstand og feedback (hvis den er god!) gør kunst bedre, og hvis man som tjeneste ikke ved, hvordan man giver det, kan man lige så godt skylle sine penge ud i toilettet«, fortsætter han.