Opdatering 12. december 08.50 – nye detaljer om projektet: The Playlist skriver nu, at ‘Copenhagen Cowboy’ er en Netflix-serie, og at Nicolas Winding Refns egen datter LizzyLou Winding Refn har en hovedrolle. Bekræftelsen kommer mærkværdigt nok gennem en sag hos dyrerettighedsorganisationen PETA, som har fået rapporter om, at en gris er blevet dræbt i optagelser til serien. Københavns Zoologiske Have bekræfter, at de har modtaget en død gris fra produktionen, og politiet undersøger sagen, skriver The Playlist.
Ud fra teasers på Nicolas Winding Refns Instagram tyder det desuden på, at instruktørens anden datter, Lola, også er med i serien.
Soundvenues oprindelige nyhed:
Vi er mange, der har skreget på det i en årrække efterhånden: At Nicolas Winding Refn, en af landets absolut største instruktører, skulle vende tilbage til rødderne efter mere end et årti i udlandet.
Og nu sker det: Nicolas Winding Refn er på vej med den danske serie ‘Copenhagen Cowboy’.
Der har været korridorsnak om projektet i en rum tid, men intet har endnu været offentliggjort, og det er der sådan set stadig ikke. Men nu har Mads Brügger lagt et billede op på sin Facebook-profil, hvor han sidder med Refn og Mikael Bertelsen ved et skrivebord, fulgt af teksten:
»Big honour to be acting in @nwrefn ‘s new masterpiece series #cphcwby together with @mikael_bertelsen«.
Hvilken rolle Brügger & Bertelsen spiller i serien, melder historien foreløbigt ikke noget om, men makkerparrets relation til instruktøren går tilbage til DR2-kultprogrammet ‘Den 11. time’, hvor Refn i 2007 brød sammen af gråd i en ærlig interviewrække.
Som jeg forstår, er Refns kommende serie ‘Copenhagen Cowboy’ et dansksproget projekt, og holder det stik, er det det første på modersmålet siden ‘Pusher 3’ i 2005.
Refns seneste projekt var også en serie, den nærmest provokerende langsomme ‘Too Old to Die Young’ fra 2019.
Amazon-serien har i tilgift til filmene ‘The Neon Demon’ og ‘Only God Forgives’ fået nogle kritikere til at ønske, at den danske auteur ville bevæge sig lidt tilbage fra sine mere og mere ekstreme stilistiske excesser og finde ind til det hjerte, der bankede i hans hovedværker: ‘Pusher’-trilogien, ‘Drive’ og ‘Bronson’.
Og selv hvis man sætter pris på danskerens blot tiltagende kompromisløshed, må man sige, at han har spillet sig længere og længere ud på filmverdens yderfløj de seneste år, hvorfor det er dejligt at se ham vende tilbage til dansk grund.
At Brügger & Bertelsen medvirker, kunne desuden give indikationer af et projekt båret af en vis humor, hvilket har været mestendels fraværende fra Refns værker de senere år. Så på alle måder bliver det en serie, vi nærmest ikke kan vente med at lære mere om.