2021 skulle have været instruktør Ridley Scotts store comebackår. Han har nemlig ikke bare stået bag én men to af årets mest ventede film, ‘The Last Duel’ og ‘House of Gucci’.
Modtagelsen af de to storfilm gik dog ikke helt som forventet. ‘The Last Duel‘ floppede ved billetlugerne med et minimalt billetsalg på 10 millioner dollars mod et budget på 100 millioner. Og ‘House of Gucci’ har fået en relativt hård modtagelse af anmeldere verden over.
Måske er det derfor, at Scott ikke har meget tålmodighed med journalister under sin igangværende presseturné:
En interviewbid er gået viralt på Twitter, hvor en journalist omtaler ‘The Last Duel’ som mere realistisk end Scotts tidligere periodefilm som ‘Kingdom of Heaven’ og ‘Robin Hood’, hvilket fik instruktøren op i det røde felt.
»Sir, fuck dig. Fuck dig. Mange tak. Fuck dig. Knep dig selv, sir. Værsgo at fortsæt«, lyder det fra Scott i videoen, mens hans hovedrolleindehaver Jodie Comer kigger ned i jorden.
Scott fik for nyligt stor opmærksomhed for en udtalelse, hvor han bebrejdede millennials for at være skyld i, at ‘The Last Duel’ ikke blev en succes.
‘House of Gucci’ kan ses i biograferne nu.