I slutningen af oktober kunne man opleve Ridley Scotts historiske drama ’The Last Duel’ i de danske biografer. Filmen, som Soundvenues anmelder gav fire stjerner, har store navne som Matt Damon, Jodie Comer, Adam Driver og Ben Affleck i de bærende roller.
På papiret burde det være en film dømt til succes. Men sådan gik det ikke, og med en foreløbig global omsætning på omkring 27,5 millioner dollars op mod et budget på 100 millioner dollars, må den kategoriseres som et flop.
Det er dog hverken Disneys eller filmens skyld, mener filmens instruktør, der kun bebrejder … apatiske millennials. Det skriver The Hollywood Reporter ud fra et interview med Scott i Marco Marons WTF-podcast.
»Disney gjorde et fantastisk promotion-arbejde. Jeg tror, det kan koges ned til … hvad vi har i dag, er et publikum, der har fået de fucking mobiltelefoner. Millennials vil ikke lære noget, hvis ikke de får det at vide på en mobiltelefon«, siger han i podcasten.
Selvom Ridley Scott indrømmer, at det er en bred antagelse, tilføjer han, at det er en tendens, vi ser på Facebook for tiden.
‘The Last Duel’ er ikke længere tilgængelig i de danske biografer, men kan snart opleves på Disney+.
En anden af Scotts ventede film, ‘House of Gucci’, kan opleves i biograferne fra 2. december.