Tom Holland skal spille ikonisk Hollywood-stjerne i ny biopic

Tom Holland skal spille ikonisk Hollywood-stjerne i ny biopic
Tom Holland. (Foto: Gareth Cattermole/Getty Images)

Tom Holland, der de seneste år har været klædt ud som Spider-Man, skifter superhelte-kostumet ud med danseskoene, når han skal portrættere den ikoniske musicalstjerne, Fred Astaire. Det skriver Deadline. 

»Oh, jeg skal spille Fred Astaire«, udtalte Holland til AP Entertaniment i forbindelse med promoveringen af den kommende ‘Spider-Man: No Way Home’.

»Manuskriptet kom for en uge siden. Jeg har ikke læst det endnu. De har ikke givet det til mig. Jeg ved, Amy Pascal har manuskriptet. Hun facetimede mig tidligere, da jeg var i bad, og vi havde en skøn facetime. Men jeg skal spille Fred Astaire«, sagde han veloplagt.

Sang og dans er ikke nyt for den unge stjerne, der debuterede i 2008 på the West End Stage i ‘Billy Elliot The Musical’, hvor han spillede titelrollen.

Musicalikonet Fred Astaire dannede i 30’erne par med en anden af datidens store stjerner, Ginger Rogers, i alt ti film. Astaire medvirkede i godt 50 film og serier inden sin død i 1987. Han blev 88 år.

Sony, der skal producere filmen, har endnu ikke udtalt sig, og filmens handling er endnu ukendt. Det vides heller ikke, hvornår den har premiere.

Tom Holland opleves i sin tredje solofilm som Spider-Man fra 17. december, når ‘Spider-Man: No Way Home’ lander i udvalgte biografer. Se traileren her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af