Se første trailer til ‘Spider-Man: No Way Home’ – med Doctor Strange og en gammel kending

Se første trailer til ‘Spider-Man: No Way Home’ – med Doctor Strange og en gammel kending
'Spider-Man: No Way Home'. (Foto: screenshot fra Youtube)

Der har været godt gang i rygterne omkring Marvels kommende blockbuster ‘Spider-Man: No Way Home’. Sidste år berettede flere medier nemlig om, at Tom Holland ville få selskab af en række skuespillere fra tidligere filmserier om den netsvingende superhelte.

Indtil videre er det bekræftet, at Jamie Foxx og Alfred Molina, som spillede henholdsvis Electro i ‘The Amazing Spider-Man 2’ og Doctor Octopus i ‘Spider-Man 2’ vender tilbage til universet. Molina får vi da også at se i filmens første trailer, som Disney delte i går i forbindelse med CinemaCon. »Pas på hvad du ønsker dig, Parker«, lyder hans stemme i videoen, hvor han viser sit ansigt til allersidst.

Han henviser formentlig til, at Peter Parker har ønsket sig, at hele verden glemmer, han er Spider-Man. Som vi ser i starten af traileren, har det nemlig gjort superheltens liv virkelig besværligt, at Mysterio i slutningen af ‘Spider-Man: Far From Home’ afslørede hans identitet til hele verden.

Parkers ønske bliver begyndelsen til noget af et rod. For da Avengers-kammeraten Doctor Strange forsøger at opfylde det, kommer han uheldigvis til at åbne for andre multiverser – og det er altså grunden til, at Alfred Molinas Doc Oc, som jo egentlig døde i ‘Spider-Man 2’, pludselig kan dukke op.

På rollelisten finder man også gengangerne Zendaya, Benedict Cumberbatch, Jacob Batalon, J.B. Smoove, Marisa Tomei, Tony Revolori, Angourie Rice og Hannibal Buress. Ligesom i de to tidligere Spider-Man-film med Tom Holland sidder Jon Watts i instruktørstolen.

‘Spider-Man: No Way Home’ får biografpremiere 17. december, og filmens første trailer kan ses herunder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af