For to år siden åbnede animationsfilmen ‘Spider-Man: Into the Spider-Verse’ op for muligheden for flere edderkoppemænd i Disneys filmfranchise. Og det ser nu ud til at blive en realitet i den kommende tredje ‘Spider-Man’-film med Tom Holland.
Først afslørede flere amerikanske medier, at Alfred Molina, som spillede Doctor Octopus i Sam Raimis ‘Spider-Man 2’, vil genoptage den elskede skurkerolle i den nye film. Nu melder The Playlist og Collider, at mange flere fremtrædende skuespillere fra de tidligere ‘Spider-Man’-film vender tilbage.
The Playlist skriver således, at Jamie Foxx, Kirsten Dunst, Emma Stone og Andrew Garfield har indvilliget i at medvirke, mens der stadig forhandles med Tobey Maguire. Hvis sidstnævnte kommer med ombord, vil der altså optræde mindst tre gange Peter Parker.
Tidligere er det desuden kommet frem, at Benedict Cumberbatchs Doctor Strange også vil tage del i den endnu unavngivne ‘Spider-Man’-film, og han er nok grunden til, at et retrospektivt multiverse overhovedet kan lade sig gøre.
‘Spider-Man 3’ står lige nu til at få premiere i december 2021.