En af landets mest populære journalister, Anders Agger, får sin debut på det store lærred i den kommende filmatisering af Stine Pilgaards storroste roman ‘Meter i sekundet’.
Og hvad skal han så spille, den gode Agger?
Sig selv, naturligvis, som alle, der har læst bogen vil vide.
I semiselvbiografiske ‘Meter i sekundet’ flytter københavneren Marie og kæresten Rasmus til Vestjylland, hvor Rasmus skal undervise på Velling Højskole. Rasmus har det som en fisk i vandet, mens Marie har anderledes svært ved at vænne sig til provinslivet – og endnu mere svært ved at tage kørekort, som en lang række lokale, frustrerede kørerlærere hurtigt erfarer.
Dog lysner det for Marie, da hun en dag møder Anders Agger i brugsen, og det er dén spøjse relation, der nu også foldes ud i filmversionen, instrueret af Hella Joof.
Hvem der skal spille Marie og Rasmus er endnu ikke offentliggjort, men filmen lander i biograferne i vinterferien 2023.