’Tag min hånd’: Karaktererne kommer aldrig på rigtigt dybt vand i ny dansk romcom

’Tag min hånd’: Karaktererne kommer aldrig på rigtigt dybt vand i ny dansk romcom
Mille Dinesen i 'Tag min hånd'. (Foto: Scanbox)

Lars Kaalund er især kendt fra danske komedier som Susanne Biers ’Den eneste ene’ og dogmefilmen ’Italiensk for begyndere’ omring årtusindeskiftet. Her leverede han mindeværdige præstationer som henholdsvis Knud og Hal-Finn, der begge havde mange upassende replikker, der hører en anden tid til.

Ikke desto mindre er det karakterer, som har brændt sig fast.

Kaalund har siden slået sine folder som blandt andet teaterdirektør og instruktør på serien ’Rita’. Og med samme hovedrollestjernen herfra, Mille Dinesen, i centrum har han nu kastet sig over sin første spillefilm som instruktør.

Fortællingen har en del tilfælles med ’Den eneste ene’ (1999) og ’Nynne’ (2000), som også havde Mille Dinesen i hovedrollen og ovenikøbet Lars Kaalund i en birolle: En kvinde bliver forrådt eller forladt af sin mand og skal nu finde fodfæste som single.

I ’Tag min hånd’ møder vi midaldrende Maja, som elsker hverdagens rutiner og søndagens ro. Hun står med fuld tilfredshed op om morgenen og vækker huset med kys og morgenmad.

Hendes mand, Claes (Ulrich Thomsen), har hun haft, siden hun var ganske ung – så ung – at hun aldrig har været sammen med andre mænd. Sammen har de teenagesønnen Magnus og et dejligt hus i den århusianske forstad. Selvom Maja er en hårdtarbejdende læge med fuld gang i sin doktordisputats, så opfylder hun rollen som kone og mor til ug. Der er ikke en flig af afsavn at spore i hendes perfekte familiebillede.

Mille Dinesen og Ulrich Thomsen i ‘Tag min hånd’. (Foto: Scanbox)

Det er derfor noget af et bagholdsangreb, da Claes pludselig fortæller, at han vil skilles, og det skal ovenikøbet være en »straks-skilsmisse’« Claes stikker halen mellem benene og kan ikke komme hurtigt nok væk. Som forklaring til deres søn Magnus bebrejder han Maja og hendes overarbejde. Claes flytter fluks over til blonde Susanna med de lange, tynde stænger.

Der slår sprækker i Majas ellers kontrollerede selv, og vreden blusser i særdeleshed op, da hun finder ud af, at Claes også lige har været forbi Magnus’ gymnastiklærerinde. At så mange kvinder skulle ligge for Claes’ fødder, kunne man undre sig lidt over.

Maja aner ikke, hvordan man er single. Hendes kollega og veninde Signe, som nyder singletilværelsen med onsdags-Kim og weekendens mænd, trækker hende med i byen.

På byturen møder Maja en 25-årig mand, som husker, hvordan hun har lappet ham pænt sammen ved en operation.

Den tyve år yngre Andreas (Troels Kortegaard Ullerup) charmer sig ind på Maja, og de indleder et hedt forhold. Andreas er impulsiv og energisk og får Maja til at brøle som en elg. Han inviterer hende på kanotur og lokker hende med i åen. Han bløder den ellers kontrollerede Maja op med sin hengivenhed, men hun har sine forbehold.

Troels Kortegaard Ullerup i ‘Tag min hånd’. (Foto: Scanbox)

Vi har set konturerne før, og selvom handlingen byder på overraskelser og moderne konstellationer, kunne man godt ønske sig en smule mere fornyelse i komikkens tone.

Ulrich Thomsen gør det godt som den fåmælte mand, der handler overilet midt i en (stille, men panisk) krise, og som i virkeligheden bare flyder lidt passivt med. Troels Kortegaard Ullerup er ideel som energisk og viril ungkarl, og han tilbyder det oplagte modstykke til den nølende Claes.  

Mille Dinesen er overbevisende som perfektionistiske og ambitiøse Maja, som gør alt, hvad hun kan for at holde sammen på sig selv. Men alt, hvad hun gør, er ganske forståeligt, og det er ikke altid det bedste brændsel for komikken.

Alligevel græmmer man sig, når Majas brandert tager hende på dumme afveje, og man varmes ved den livsgivende gnist, der opstår mellem hende og Andreas. Men vi bevæger os lidt for ofte på det overfladiske plan af karaktererne, som aldrig helt mister sig selv eller bevæger sig ud på dybt vand.

Man savner en mere elegant vekslen mellem humor og sårbarhed.


Kort sagt:
’Tag min hånd’ byder på gode præstationer og har sine øjeblikke, men lader ikke karaktererne gå linen ud.

’Tag min hånd’. Spillefilm. Instruktion: Lars Kaalund. Medvirkende: Mille Dinesen, Ulrich Thomsen, Mia Lyhne, Mille Lehfeldt, Troels Kortegaard Ullerup og Caspar Crump. Spilletid: 107 min. Premiere: I biograferne 27. januar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af