’The Club’: Ambitiøs tyrkisk Netflix-serie er dragende og stilistisk vanvittig

’The Club’: Ambitiøs tyrkisk Netflix-serie er dragende og stilistisk vanvittig
'The Club'. (Foto: Netflix)

Når Netflix bestiller danske serier, er det overnaturlige mysterier eller nordic noir, men når det kommer til Tyrkiet, har streamingtjenestens interesser en noget anden klangbund: Her er det nuancerede familiedrama i centrum.

Det tyrkiske serielandskab har, så længe jeg husker, skildret generationskonflikter, politiske stridigheder og klasseforskelle. De har dog også været kendetegnet ved lovlig meget soap
og hurtige afviklinger af karakterer.

Men med Netflix i ligningen kan de tyrkiske serieskabere åbenbart skrue på de rigtige parametre, når der er behov for det: Ned for utroværdige dødsårsager, op for scener, der kræver lidt mere lidenskab end et tantekys.

Sidste år kom ’Ethos’, som Soundvenues anmelder Lau Lehrmann karakteriserede som »langsommelig, dialogtung og blottet for action og klare moraler« og kaldte en af de største serieoplevelser, han havde haft på Netflix.

’Ethos’ viste, hvordan det er at være tyrker i dag i en by som Istanbul, der på mange måder er en smeltedigel af mennesker med forskellige religiøse og ideologiske overbevisninger.

Den aktuelle tyrkiske Netflix-serie ’The Club’ er på mange måder en antitese til ’Ethos’. Den er skabt af en af Tyrkiets største serieskabere, Zeyneb Günay Tan, som blandt andet står bag en af landets største serier internationalt, det politiske drama ’Valley of the Wolves’.

‘The Club’. (Foto: Netflix)

’The Club’ starter med et flashback: Vi befinder os på en tagterrasse en grå og overskyet dag. En kvinde, flatterende klædt i sit fineste puds, holder en pistol rettet mod en sorthåret mand, som vi aldrig ser ansigtet på. Et brag lyder, og derpå springer vi 17 år frem i tiden, hvor kvinden fra tagterrassen bliver løsladt grundet amnesti i 1950.

Kvinden hedder Matilda og er af jødisk afstamning. Hun opsøger en gammel familieven, der skal hjælpe hende med at komme til det nye land, Israel. Matilda var gravid, da hun stod med pistolen på tagterrassen 17 år tidligere, og hun gav sin nyfødte datter til selvsamme familieven, som hun nu sidder overfor. Han fortæller hende, at han desværre ikke kunne finde en adoptivfamilie til hende, og at datteren, Rashel, bor på et jødisk børnehjem.

Matilda begynder at svovle på judeo-spansk (også kaldt ladino). Da moren opdager, hvilke kummerlige forhold Rashel lever under, bliver hendes rejse til Israel erstattet af kampen for at få datteren tilbage i sit liv.

I jagten ender Matilda i en situation, hvor hun bliver tvunget til at arbejde på en af Istanbuls fremmeste klubber. Her møder hun musikeren Selim Songür, som endelig har fået et job et sted, der deler hans visioner: at få Istanbul på kortet blandt underholdningsindustriens tungeste spillere, byer som London og Paris.

Matilda og Selim skaber rammerne for deres kollegaer på en sund og omsorgsfuld måde, der hele tiden er ved at blive saboteret af manden Celebi, som tvang Matilda til at arbejde der til at begynde med.

Det skal vise sig, at tingene ikke er så sorthvide, og at alle, der har noget med klubben at gøre, har deres egne årsager til at handle, som de gør.

‘The Club’. (Foto: Netflix)

’The Club’, der bygger på virkelige hændelser, lykkes formidabelt og nænsomt med at skildre en betændt politisk konflikt gennem seriens hovedpersoner, der fremstilles med stor sympati.

Indimellem kammer melodramaet over, men karaktererne er suverænt menneskelige, og særligt den unge skuespiller Asude Kalebek, der spiller Rashel, imponerer. Hun udstråler en desperation og frustration så troværdig, at man flere gange får kuldegysninger. En scene, hvor Rashel i et skænderi spørger sin ’nye’ mor Matilda, om hun overhovedet elsker hende, er resultatet langt mere hjerteknusende og ærligt, end man havde forestillet sig.

’The Club’ præsenterer os for ægte, fejlbarlige mennesker og præsenterer os samtidig for Istanbuls pulserende jazzmusik blandet med den tyrkiske folklyd via den mesterlige Selim Songür, klubbens stjerne.

Og så er den et glimrende eksempel på, hvordan politiske dramaer kan leveres på en stilistisk fængslende måde – som en blanding af Edgar Wright og Yorgos Lanthimos. Det er akkurat så vanvittigt, som det lyder!


Kort sagt:
Den tyrkiske serie ’The Club’ er medrivende, underholdende og berigende – politisk slagkraftig og stilistisk forførende.

’The Club’. Serie. Skabere: Zeyneb Günay Tan og Seren Yüce. Medvirkende: Gökçe Bahadır, Barış Arduç, Salih Bademci, Fırat Tanış, Metin Akdülger, Asude Kalebek. Spilletid: 10 afsnit á 45-58 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af