’Ethos’: En af de største serieoplevelser, jeg har haft på Netflix

’Ethos’: En af de største serieoplevelser, jeg har haft på Netflix
'Ethos'. (Foto: Reelgood.com.)

Egentlig ville jeg starte med at remse karakterernes sociale baggrund op i den tyrkiske serie ’Ethos’. Men med fare for at miste din interesse må jeg hellere lige få slået fast: ’Ethos’ er et mageløst imponerende serieværk. Som noget fra en anden tid, der ikke kunne være mere aktuelt. En serie, jeg aldrig havde forestillet mig ville dukke op i Netflix’ katalog af hurtigt spiste tv-retter.

Og så til opremsningen:

Den unge tyrkiske kvinde Meryem har bevæget sig ind til Istanbul fra sin lille forstadslandsby. Meryem bærer hijab, gør rent for en mand, Hr. Sinan, i storbyen og elsker tyrkiske sæbeoperaer. Meryem sidder nu med sin blanding af uskyldig sødme og snuhed og plaprer ud ad sidetangenter, mens psykiateren på den anden side forsøger at nå ind til, hvorfor Meryem tit besvimer – ofte i relation til bryllupper.

Den uerfarne psykiater hedder Peri. Hun har en rank aristokratisk holdning. Hendes tale er kold og formel. Hun bærer ikke tørklæde og ser aldrig tyrkiske sæbeoperaer. Hendes forældre er højtuddannede og rige. For Peris mor er en kvinde med et tørklæde lig med et monster. Selv følte Peri sig mere ligesindet med folk i Peru og mere hjemme under sin uddannelse i USA end i nutidens Tyrkiet.

»Du og jeg, vi lever i et akvarium i vores eget land«, siger Peri til sin egen psykiater Gülbin og beklager sig over, at »De» har taget magten. For Peri ligner Gülbin umiddelbart en artsfælle. En selvstændig ’moderne’ kvinde af det sekulariserede Tyrkiet og ikke en af Præsident Erdogans islamiserende tilbedere. Gülbin er den eneste med en længere videregående uddannelse i sin kurdiske familie. Dagligt må hun kæmpe med sin søster, der ikke billiger Gülbins livsstil. Gülbin ser for tiden en ung libertiner… Hr. Sinan.

Dertil kommer Meryems temperamentsfulde bror Yasin, der har svært ved at kapere sin depressivt indesluttede hustru Ruhiye, landsbyens muslimske vismand Ali Sadi (»Læremesteren« i den danske oversættelse) og hans datter, der danser til europæisk elektronisk musik i smug og nok må væk for at udleve sin lyster.

‘Ethos’. (Foto: binged.com)

Meryem er den samlende mediator i dramatikeren Berkun Oyas kalejdoskopiske fortælleform. Dvælende zoomes der ind og ud på de forskellige repræsentanter for ikke bare klasse, men også religion, bosted, køn, generationer, seksualitet, ja selv nationalt tilhørsforhold. Alle tumler de med undertrykte følelser. Som om Oya vil sige, at de undertrykte følelser er et fælles anliggende selv i et splittet tyrkisk samfundssind af forskellige verdensanskuelser og moralske værdier.

Oyas bedrift ligger blandt andet i, at han selv med stereotype klassebærere aldrig fælder dom over sine karakterer og deres baggrund, men lader ting stå komplekst imellem linjerne, i nuancerne og ofte helt usagt. At se ’Ethos’ er som at opleve selve Tyrkiets væsen. Selvom mange kulturspecifikke detaljer unægteligt går over hen hovedet på en dansk seer, er serien så fuld af symboler i sprog, handling og billeder, at man hele tiden fornemmer den større fortælling og mangeårige kulturhistorie, der ligger til grund.

Stilen i ’Ethos’ er et kapitel for sig. Den fascinerende statiske langsommelighed i de mange dialogfyldte scener, de kraftfulde 70’er-agtige zooms ind på bekymrede ansigter og ud på imposante naturlandskaber og storbyliv og lånene af storslåede melankolske kompositioner fra tyrkisk, men også fransk film i 70’erne.

Ud over en oplagt sammenligning med Tyrkiets mest internationalt anerkendte instruktør Nuri Bilge Ceylan (’Vintersøvn’) deler seriens ubetonede og stille poetiske filmsprog langt hen ad vejen mere slægtskab med ældre franske humanistiske instruktører som Éric Rohmer og Maurice Pialat end andre serier i dette århundrede. Først langt inde giver karaktererne i ’Ethos’ slip på deres følelser, og så står den ellers på tårevædet drama.

Hvis man kun skal se ’Ethos’ for én ting, så se den for Öykü Karayels mangefacetterede og storcharmerende skuespil som Meryem. Personligt tror jeg ikke, jeg ser en mere uforglemmelig præstation i år. ’Ethos’ har ikke overraskende delt vandene i den tyrkiske befolkning, men alle har kunnet blive enige om Karayels suveræne præstation.

’Ethos’ er ganske enkelt en af de største serieoplevelser, jeg har haft på Netflix.


Kort sagt:
Langsommelig, dialogtung og blottet for action og klare moraler: Den tyrkiske serie ’Ethos’ skiller sig ud fra serieslipstrømmen. Men dens omfattende meditation over, hvad det vil sige at være tyrker i dag, er svær ikke at lade sig opsluge af, når først man har tilbragt fem minutter med fortællingens fantastiske bindeled Meryem.

Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.

’Ethos’. Serie. Hovedforfatter: Berkun Oya. Medvirkende: Öykü Karayel, Fatih Artman, Defne Kayalar, Funda Eryiğit. Spilletid: 8 afsnit af 50 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af