‘Det vilde pæretræ’: Opfølger til Guldpalmevinder er en overvældende filmoplevelse
Det er efterår. Vinden rusker i trækronerne, og gulbrune blade daler ned fra himlen. Sinan griber fat om Hatice og kysser hende, men pludselig trækker han sig tilbage. Hun har bidt ham i læben, og han bløder kraftigt.
Sådan kulminerer en af de første scener i tyrkiske Nuri Bilge Ceylans opfølger til Guldpalmevinderen ‘Vintersøvn’ fra 2014, hvor et knugende intenst indre drama hele tiden lurer under overfladen bag de sansemættede landskabspanoramaer.
‘Det vilde pæretræ’, der var med i hovedkonkurrencen på sidste års filmfestival i Cannes, er fortællingen om Sinan, en frustreret, ambitiøs og i grunden ret selvoptaget ung mand. Før sin sidste eksamen vender han tilbage til den landsby, han stammer fra. Sinan følger i sin fars fodspor og uddanner sig til lærer, men egentlig vil han hellere være forfatter og har skrevet noget så fortænkt som en »etnografisk metaroman med autofiktive træk«, der bærer samme titel som filmen. Mens familien lider under farens spillegæld, er Sinans mål at samle penge ind i nærområdet til at få bogen udgivet. Den vil forhåbentlig bringe ham væk fra provinsen. 
Hatice ser vi kun den ene gang, men hun er hans gamle gymnasieveninde, og gensynet med hende er et af de mange møder, der strukturer den over tre timer lange handling. Samtidig slår det den bittersøde tone an, der dominerer hele filmen, og som forstærkes af det melankolske Bach-stykke, der lyder igen og igen.
Ingen kan rigtig forstå, hvad Sinan skriver. Borgmesteren tror først, den er en turistguide og forklarer ham, at man ikke kan støtte den. En lokal iværksætter, der er glad for litteratur, bryder sig ikke om de rent personlige erindringer. Egnens største forfatter, som han tilfældigt støder på, minder ham om ydmyghed og dedikation som vigtige dyder. Samtalerne er eminent skrevet. Alle siger de på sin vist noget rigtigt, og den sidste træder frem som et lille orakel. Men Sinan har kun foragt til overs for dem og andre mennesker.
Han er selv lidt af et vildt pæretræ, der står alene i ødemarken og giver bitter frugt. Måske hans problem er, at han ikke har overskud til at sætte sig i andres sted. Empati mangler Ceylan som filmskaber heldigvis ikke. Han tager sig god tid, og hans fine persontegninger bidrager det enkle plot med en dybde og alvor. Selv hos Sinan finder han nogle forsonende træk, og han lader ham snakke med to imamer, der ikke er meget ældre end ham, om religionens rolle i et moderne og goldt samfund og om overbærenhed og kærlighed. 
Særlig vellykket er skildringen af forholdet mellem far og søn. Faren var engang bredt respekteret. Nu anses han for at være lidt af en tosse. Ikke mindst fordi han har besluttet sig for at grave en brønd på et sted, der er totalt tørt. Hans iver efter at virke nyttig er nærmest desperat, men den kan ikke bringe fokus væk fra, at han som familieforsøger for længst har spillet fallit.
Faren er ikke ærlig over for sin søn, men der er ingen tvivl om, at han elsker ham. Omvendt dømmer Sinan ham nok for hårdt, og filmen brillerer, når man trods alt mærker hans hengivenhed over for faren. Det er en skøn, taktil og indlevende film om en ung mands modning.
Kort sagt:
Tyrkiske Nuri Bilge Ceylans opfølger til Guldpalmevinderen ‘Vintersøvn’ fra 2014 er et både skønt og knugende intenst indre drama tilsat sansemættede landskabspanoramaer.
Læs også: 10 presserende spørgsmål før årets Cannes Film Festival – fra Tarantino-poesi til rekordjagt