’Vintersøvn’
’Vintersøvn’ er historien om en moderne og magtfuld mand, der opslugt af sin egen selvbevidste godhed ikke har indset, at hans lille kongerige smuldrer omkring ham.
Tyrkiske Nuri Bilge Ceylans fremragende Guldpalme-vinder sender sin hovedperson slugt imod en eksistentiel krise, mens vores sympatier skifter frem og tilbage i et bidende ærligt karakterstudie, der vækker minder om de bedste Ingmar Bergman-film fra 60’erne og 70’erne.
Den smågnavne, gråskæggede og trinde Aydin, en pensioneret teaterskuespiller, der nu ejer et hyggeligt bed-and-breakfast-sted på den anatolske højslette, ser sig selv som den gode hersker. Fra sit hotel på bakken kan han skue ned på sit rige, en lille bjerglandsby, hvor husene – der passende nok minder om et myrebo – er bygget direkte ind i klipperne. Men spændingerne vibrerer tydeligvis i myreboet, hvor regn og senere sne øser ned og får Aydins rige til at smuldre også helt konkret.
Landsbyens jord har han arvet fra sin afdøde far, hvis navn nyder stor respekt i byen, og Aydin ejer også flere nærliggende huse, som han lejer ud. Driften af foretagendet overlader han imidlertid til sin forvalter. Han foretrækker at hygge omkring hotellets gæster af backpackere og kulturturister, som dog mest synes at ville undgå ham, og ellers fedte rundt ved computeren med sin ugentlige klumme i den lokale avis, hvor han belærer lokalsamfundet om etik og religion, selv om han aldrig selv har sat sine ben i en moske, som hans åbenmundede søster påpeger.
Det beskidte arbejde, som indimellem også involverer tæsk til manglende betalere og konfiskering af deres ejendele, overlader han med lukkede øjne til andre, mens han bilder sig selv ind, at han med sin kunstneriske løbebane er lidt mere moderne og sofistikeret end beboerne i omegnen, et offer for deres uciviliserede uvidenhed og irriterende tilgivelsespladder. Og sådan inviterer filmen os da også smart nok til at se ham i starten.
På en køretur nede fra sit bjerg kaster en fattig dreng en sten på hans bilrude, hvilket fører til en konfrontation mellem hotelforvalteren og drengens fordrukne far – en utilfreds lejer – mens Aydin gemmer sig i sin firehjulstrækker. Og få scener senere, da drengen af sin religiøse onkel bliver tvunget til at krybe til tilgivelse ved at kysse Aydins hånd, begynder vores sympatier at skifte.
I hjemmet er den også gal. Aydins ulykkelige, unge hustru har i kedsomhed kastet sig over velgørenhedsarbejde og synes i det hele taget kold over for sin ægtemand. Og hans fraskilte søster, der bor hos dem, kan ikke udstå, hvad hun ser som sin brors bedrevidenhed og arrogance. Hvad der først kan ses som forkælet dovenskab og patetisk ynk fra to privilegerede kvinder – hvilket Aydin gør med en alfaderlig, hoven hovedrysten – vendes på hovedet flere gange i løbet af filmen, troværdigt formidlet med smægtende stærkt skuespil over hele linjen: Haluk Bilginer spiller Aydin med den rette blanding af nobel overbærenhed og smørret selvtillid, og han bakkes fortrinligt op af Melisa Sözen som hustruen Nihal og af Demet Akbag som hans søster.
Aydin er egentlig ikke nogen skurk – dertil er filmen alt for nuanceret – blot en mand, der med skyklapperne på er faret vild i egne privilegerede interesser. Men Ceylan lader ikke ham slippe med simpel psykologiserende selvindsigt. For hvad er der tilbage for en ateist, hvis man ikke længere tror på sin egen moral og eksistentielle plads i verden?
Ceylan udvider denne gang sin palet med et langt mere dialog-drevent plot i forhold til sine tidligere, mere Antonioni-inspirerede film som ’Uzak’, ’3 Monkeys’ og ’Climates’, hvor det primært var de statiske og lange kameraindstillinger, der tegnede de fremmedgjorte karakterers urbane melankoli. En bevægelse – mod Tjekhov’ske snakke-scener om man vil – man også kunne se tilløb til i kriminalkunstfilmen ’Once Upon A time in Anatolia’ fra 2011.
Filmens svulstige spilletid – tre timer og seksten minutter – er en prøvelse, men fuldt berettiget, fordi man suges helt ind i samtalerne, hvor pointer argumenteres, gentages og indimellem også modsiges, så vi til sidst får billedet af et fintegnet menneske på godt og ondt. Man føler den trykkoger, som især Aydin og Nihal sættes under, og filmen bliver en påtrængende, nærmest fysisk oplevelse via de indendørs samtalesceners tætskårede indstillinger og trykkende varme røde, orange og brune farver, der står i kontrast til den frysende blågrønne bjergside udenfor, hvor personerne for alvor føler sig alene. Det anatolske landskab er indfanget i fejende flotte og lange totalkompositioner, men føles isnende koldt.
Der er også en mere udtalt klassekritik på spil, og især kritikken af Ceylans egen klasse, den selvhellige elite, virker som et nyt og friskt pust i instruktørens værk. Individets sociale ansvar diskuteres af Aydin, hustruen Nihal og søsteren med overklassens sædvanlige selvophøjede floskler. Og eksplosivt bliver det i de korte sammenstød mellem Aydin eller Nihal på den ene side og den fattige lejer-familie på den anden, hvor selv mennesker med de bedste hensigter kommer på glatis på grund af deres egen uerkendte kynisme eller naivitet.
Filmen keder ikke et sekund. Nuri Bilge Ceylans dialoger er mesterligt skrevet, spækket med beske og fyrige pointer, hvor djævelen ligger i detaljen. Ligesom Bergman formår Ceylan, når han er bedst, at tykke sig eftertrykkeligt igennem tunge emner som ondskab og moralsk ansvar med psykologisk indsigt og florlet elegance.
Kort sagt:
Med en længde på tre timer og seksten minutter tager tyrkiske Nuri Bilge Ceylan sig god tid til at oprulle en mands moralske krise, men gode ting kommer til dem, der venter. Guldpalme-vinderen ’Vintersøvn’ er et berigende og smukt filmet karakterstudie med psykologisk dybde i Ingmar Bergman-klassen.