20. ’The Shrink Next Door’
Paul Rudd og Will Ferrell. Så må den være virkelig sjov?
Faktisk ikke. Altså den er langt fra uden humor, men først og fremmest er ’The Shrink Next Door’ creepy, trist og sært fascinerende. Baseret på den populære podcast af samme navn handler serien om den charmerende newyorkerpsykiater Ike Herschkopf (Rudd), der overtager patientens Marty Markowitz (Ferrell) liv, langsomt, men sikkert over flere årtier, og som en bilulykke i slowmotion er det ikke til at tage øjnene fra.
Det lyder lidt utroværdigt?
Historien er ren og skær virkelighed, der i Apple-serien muligvis får et nøk opad i dramatikken – det er trods en periode fra 1982 og et par dekader frem, der skal dækkes – men ikke desto mindre overbeviser om, hvordan det kunne gå til. Ferrell er komplet troværdig som den angstsprægede skrædder, der har masser af (nedarvede) penge, men ellers har mistet gnisten, og Rudd er lige dele indtagende og slesk som psykiateren, der øjner en chance for at kompensere for sine egne mindreværdskomplekser.
Periodeskildringen af det jødiske community i 80’ernes New York er præget af frydefuldt overskud, mens fortællingen om personlighedsnedbrydende manipulation er skræmmende og underholdende. Og så leverer de to hovedrolleindehavere bare nogle af karrierens bedste præstationer.
Kan ses på Apple TV+. Læs Soundvenues anmeldelse.
19. ’Squid Game’
Jeg kan ikke adskille serien fra memet længere.
Det er heller ikke helt nemt, for den koreanske Netflix-serie blev et af den slags internetfænomener, der gør, at man hurtigt kommer til at glemme, hvad originalproduktet egentlig bestod af. Men lad os holde øjnene på bolden: En godt udtænkt, ekstrem præmis om børnelege med dødeligt udfald, et farverigt appellerende setdesign og et bankende hjerte i vores umulige helt Seong Gi-Hun gjorde ’Squid Game’ til en uimodståelig fristelse.
Hvorfor er den så ikke højere på listen?
Fortællingens 10 afsnit var svingende i kvalitet, med de komisk elendigt engelsktalende VIP’s som lavpunktet, der indikerede, at serien kørte en tand af sporet efterhånden. På niveau med sydkoreanske højdepunkter med tilsvarende opsigtsvækkende præmisser, fra ’Oldboy’ til ’Parasite’, var den ikke just. Men at den var medrivende og et skønt boost til den koreanske filmindustri, kan man ikke tage fra den.
Kan ses på Netflix.
18. ’Master of None’ sæson 3
En sæson uden hovedrolleindehaver Aziz Ansari? Det kan man da ikke!
Vi var lige så overraskede som dig, da det først blev meldt ud, at serieskaber og komiker Ansari ikke selv ville stå i centrum for ’Master of None’ sæson 3, men derimod koncentrere sig om at skrive og instruere alle fem afsnit.
Det skulle ham imidlertid være ham vel undt, viste det sig, da Ansari veloplagt fremelskede klare paralleller til Bergman’ske parforholdsdramaer såvel som Woody Allens ’Husbands and Wives’ i fortællingen om et par, der langsomt går i opløsning. Skudt på lækker-grynet analogfilm, sågar.
Det lyder altså lidt hipster-stræberisk.
Det kunne det skam også snildt være blevet, hvis ikke ’Moments in Love’ havde fremstået så ærligt og intimt, at både inspirationskilder og æstetik komplementerede historien naturligt. Ansaris faste samarbejdspartner Lena Waithe gentog rollen som Denise, der har mere travlt med karrieren som hypet forfatter end Projekt Baby med kæresten Alicia (fantastiske Naomi Ackie). Men som afsnittene skred frem, var det sidstnævnte kvinde, der indtog hovedscenen i en fin og sårbar skildring af, hvor langt man vil gå for at få et barn alene.
Hvis det er den instruktørstandard, Ansari har tænkt sig at sætte for kommende produktioner, skal han være mere end velkommen til at fortsætte i samme spor.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ’Midnight Mass’
Mere gys fra manden bag ’The Haunting of Hill House’? Jeg ved ikke, om mine nerver kan klare det i den søde juletid.
Du er blandt venner, for sjældent har man set så store bangebukse som på Soundvenues filmredaktion.
Men! Lad os indvie dig i en lille hemmelighed: ’Midnight Mass’ hjemsøges ikke af creepy børn eller utallige jumpscares, men er derimod en velspillet slowburn-fortælling med stærke Stephen King-aner. Der så dog ganske vist bygger op til en så wahnsinnig finale, at man ikke ved, om man skal grine eller græde, når blodet endelig sprøjter …
Meget kryptisk. Kan I ikke afsløre lidt mere?
Kun lidt – en af de største styrker ved serien er nemlig, at den holder kortene så tæt til kroppen, at man igennem adskillige afsnit konstant gætter ivrigt på, hvor serieskaber Mike Flanagan monstro er på vej hen. Og Hamish Linklater (’Legion’) springer ud som årets måske mest underkendte stortalent i hovedrollen som karismatisk præst, der dukker op på den lillebitte ø Crockett med »mirakler« i baglommen.
Flanagan kultiverer effektivt en foruroligende paranoia og udstilling af religionsfanatisme, men man kunne godt have ønsket sig, at manden havde klippet lidt mere kritisk i de laaaange lommefilosofiske monologer. Det er hans og vores redning, at Linklater-magien holder hele vejen.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ’Insecure’ sæson 5
Forvirrede millennials på jagt efter kærligheden i L.A./London/New York/KBH … har vi ikke fået nok?
Ikke når det er komiker og serieskaber Issa Rae, der dyrker satire over tematikkerne, nej. Hvorfor det da også er lettere sørgmodigt, at ’Insecure’s femte sæson markerede enden på en af de skarpeste anti-romcom-serier, vi har fået siden ‘Girls’ i sin tid åbnede ballet.
Hvad er jeg gået glip af?
Hvis du aldrig har set den Emmy-vindende serie, er det bare afsted ind på HBO Max, hvor du kan binge hele herligheden i juleferien. Med charmeoverskud og selvironi dykker Issa Rae i hovedrollen ned i kvindeliv, det sorte miljø i L.A. og racistiske dynamikker, og sidste sæson understreger vigtigheden af, at vi alle lærer at acceptere at leve med den usikkerhed, der følger med et voksenliv i evig udvikling.
»Everything is out of my control«, klager vor antiheltinde – men det er okay. Særligt når de eksistentialistiske kvababbelser serveres så underholdende som her.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
15. ’Sex Education’ sæson 3
Jeg fik nok af akavet teenagesex, da jeg selv var teenager …
Vi hører dig. Men så kan du jo roligt læne dig tilbage og nyde, at det ikke længere er dig, der render forvirret rundt på skolegangene, i hvad der ikke så underligt er en af de mest populære serier på Netflix.
Også i tredje sæson holdt ’Sex Education’ fanen højt for bundærlige hudfletninger af de forvirrende ungdomsår, og ’Girls’-stjernen Jemima Kirke var lidt af en gave som rektoren Hope, der skal rette op på det dårlige ry, den omfattende sexsnak og rygter om et klamydiaudbrud har givet skolen.
Stakkels liderlige unge, der ikke ved bedre!
Ikke et ondt ord om dit sexliv, kære læser, men vi vil noget nær vædde med, at du også kan lære noget af ’Sex Education’, der skildrer seksualitet med lige dele ømhed, humor og et skarpt komedieblik for tidssvarende sex- og kønsdebatter, vi alle har godt af at blive klogere på.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ’We Are Lady Parts’
En serie om et muslimsk kvindepunkband i minoritetsmiljøer i London? Hashtag WokeVenue.
Hvad med, at vi leger en leg i 2022: En leg, hvori serier om unge brune kvinder og queer-karakterer ikke kategoriseres som påtaget identitetspolitiske stræberprojekter, men ses som spejlinger af mennesker, der ikke alene findes overalt, men hvis hverdag i ni ud af ti tilfælde rummer mere tidsvarende relaterbart sitcom-potentiale end luddovne, misogyne amerikanske forstadsfædre med mistænkeligt labre koner og røven solidt plantet i 90’er-hjørnesofaen.
Jeez … Så fortæl mig da lidt mere.
Gerne! Serien følger den generte romcom-romantiker og mikrobiologi-studerende Amina, som stik mod alle odds bliver lead-guitarist i et kvindedrevent punkband. De unge vilde fremfører hits a la ’Bashir With the Good Beard’ og sangtekster som »Voldemort is not dead, he lives under my head scarf« og består af en broget flok muslimske bad bitches under lederskab af ’manageren’ Momtaz – niqab-bærer og sælger af billigt lingeri i kategorierne »knep mig hårdt« og »knep mig blidt«.
Serieskaber Nida Manzoor er selv fra Nordlondon, hvor coming-of-age-historien udfolder sig, og man kan ikke andet end elske hver en hardrockersej karakter, der tyrer race- og religionsfordomme tilbage i smasken på skeptikere og skabsracister.
Kan ses på DR.dk. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ’Loki’ sæson 1
Nu er jeg forvirret: Døde Loki ikke tilbage i ’Avengers: Infinity War’?
Jeps og snøft. Men hvad er døden i superhelteland, hvis ikke begyndelsen på en ny franchise? Ikke færre end tre gange på 10 år ’døde’ Tom Hiddlestons karismatiske God of Mischief i Marvels filmunivers, men det forhindrede ikke fanfavoritten i at score sin egen serie på Disney+.
Og det var dæleme på tide, havde man lyst til at indvende allerede efter de første 10 minutter af miniserien, hvori vor antihelt-tidligere-superskurk tørnede sammen med den Kafka-lignende organisation Time Variance Authority.
Var det lige så mystisk som ’WandaVision’?
Ikke helt. ’Loki’ opererede på en noget større skala end sine Marvel-serieforgængere, hvad angik plot såvel som budget, der i momenter fik serien til at ligne en regulær IMAX-film. Serieskaber Michael Waldron havde fået til opgave at gøre ’Loki’ til det dramaturgiske springbræt for en række nye filmiske tiltag i Marvel Cinematic Universe, hvorfor finalen gik ud med et brag af en åben slutning – og lovningen om en sæson 2.
Tonalt bød ’Loki’ på lidt af en rutsjebanetur, hvoraf de første par afsnit stod skarpest, men her fik vi til gengæld også en overraskende cocktail af ’Seven’-hyldester og Terry Gilliam-vibes, der fremstod decideret magisk for filmnørden i hjertet.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ’Hacks’
Aldrig hørt om den.
Du er undskyldt, for ’Hacks’ får først dansk premiere 16. december på HBO Max. Men vi har smugkigget, og fortællingen om den pensionsmodne, Las Vegas-residerende mainstream comedy-legende Deborah Vance, der flyver den 25-årige kontrære komedieforfatter Ava ind fra L.A. for at give sine jokes et moderne, woke pift, er både stærk og livsklog.
Har vi brug for endnu en serie om komikeres hverdag?
Det troede vi egentlig heller ikke, men perspektivet er helt friskt. Indledningsvist stirrer de to kvinder olmt og hånligt på hinanden hen over en kilometerdyb generationskløft, men langsomt udvikler de et, om end stadig spydigt konfliktfyldt, mor-datter-agtigt forhold, imens de arbejder på Deborahs store comebackshow.
Undervejs er de omgivet af originale karakterer, der aldrig helt siger og gør, som man forventer af en showbiz-serie. Alle forhold er komplekse, der er ingen ægte skurke. Men alle overstråles af Jean Smart i hovedrollen, der både kan levere dybsorte abortjokes og i et enkelt blik formidle et levet liv pakket med kompromiser. Efter vægtige roller også i ’Fargo’, ’Watchmen’ og ’Mare of Easttown’ er hendes karrieres efterår i den grad malet gyldent.
Kan ses på HBO Max fra 16. december.
11. ’Foundation’
Jeg vil hellere se ’Dune’ på HBO Max …
Nu siger vi noget kontroversielt: ’Foundation’ er ikke alene bedre end ’Dune’, den er slet og ret noget af det flotteste i genren, vi nogensinde har set. Ja, Apple-produkter er noget, vi giver til hinanden, men først og fremmest til Apple, så de kan skabe sci-fi-serier så dyre som en god håndfuld tredjeverdenslandes samlede bruttonationalprodukter.
Store ord! Hvad går det så ud på?
Serien bygger på forfatteren Isaac Asminovs toneangivende romaner om smuldrende imperier og unge håb, der oprindeligt leverede inspiration til både ’Star Wars’ og, ja, ’Dune’. I modsætning til mutte Chalamet følger vi her noget så eksotisk som et matematikgeni (debutanten Lou Llobell), der sammen med sin mentor (Jared Harris) regner sig frem til, at civilisationen styrer mod kollaps. Lidt af en øv-nyhed, der ikke huer kejserens (Lee Pace) forsøg på at opretholde god ro og orden i galaksen.
‘Foundation’ fik os til at drømme søde drømme om en luksustur i Elgiganten efter den mest bombastiske fladskærm, der kan købes for penge, men hvorvidt Apple vil begave os med en sæson 2 oven på den åbne slutning står og falder med, hvor mange iPhones og EarPods vi lægger under træet i år.
Kan ses på Apple TV+.
10. ’Snabba Cash’
Hårdkogte gangstere på svensk? Den køber jeg ikke.
Så har du vist ikke fulgt meget med i det svimlende antal banderelaterede skyderier med dødelig udgang i Sverige på det seneste. Faktisk er det lige før, den svenske Netflix-serie underspiller brutaliteten! Ikke desto mindre er det en hæsblæsende miniserie, der både følger en fremadstormende svensk forretningskvinde (og enlig mor), hvis spor krydses med kriminelle, en gangster med samvittighedskvaler og en ung knægt, der ledes på afveje i underverdenen. Historien baserer sig på Jens Lapidus’ populære romanserie, der blev lidt af et fænomen med filmen af samme navn fra 2010. En film, som serien i den grad lever op til.
Er det broderfolkets ’Pusher’ eller ’Underverden’?
Måske en tand mere kulørt og til tider mildt melodramatisk, men serien er også rå og barsk – og med en række skuespillere (Evin Ahamd, Alexander Abdallah, Dada Fungula Bozela) i centrum, der er så karismatiske, at det halve kunne være nok. Og så lyder gangsterjargon altså bare federe på svensk.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Shtisel’ sæson 3
En dramaserie om livet i et ultraortodoks jødisk samfund? Jeg så altså ’Unorthodox’ sidste år.
Glimrende! Så er du jo allerede bekendt med den israelske stjernekomet Shira Haas, der også her indtager en større rolle som ung kvinde i et lukket miljø præget af tunge religiøse dogmer og traditioner.
Haas er imidlertid ikke vor centrale helt – dén status tilfalder Michael Aloni (’Scenes from a Marriage’), som smelter seerhjertet med et følsomt, brandcharmerende portræt af drømmeren Akiva Shtisel. En ung, akavet gut i Jerusalem, hvis singlestatus og kunstnerambitioner giver faren grå hår.
Den ser lidt tung ud – og så er den endda på jiddisch!
Hvis streamingåret 2021 har hamret én ting fast med syvtommersøm, så er det, at man ikke skal skue Netflix’ ikkeengelsksprogede serier på hårene. ’Shtisel’ er alt andet end en slæbende familiesaga, men derimod et stærkt underholdende og ofte urkomisk portræt af Akivas forsøg på at skabe sin egen vej i et samfund, der helst vil planlægge hans skæbne fra vugge til død uden alt for meget pinlig bølgegang i bassinet.
Du vil græde salte tårer over, at der kun er tre sæsoner.
Kan ses på Netflix.
8. ’Ring til min agent!’ sæson 4
Mon dieu, er der ikke snart lidt for mange friske franskmænd i smarte blazere på streaming?
Du fik måske nok efter ’Lupin’s flade sæson 2? Forståeligt. Og i så fald har du brug for en opkvikker med en god dosis parisisk ironi over franske kendissers notoriske krukkeri, leveret med glimt i øjet af agenterne på et fiktivt talentbureau.
’Ring til min agent!’ er en af den slags knaldperler, der levede et relativt stille liv under radaren på Netflix, indtil den alt andet end humoristiske lockdown-vinter pludselig fik seriens popularitet til at eksplodere internationalt fra den ene uge til anden. Og så var det jo heldigt, at fjerde sæson akkurat var på trapperne.
Er vi ude i noget ’The Office’ møder Jean Reno?
Det er ikke langt fra! Reno er blot én af en lang række stjerner, der spiller sig selv over for seriens cast med Camille Cottins (’The House of Gucci’) kølige agent Andréa Martel og Grégory Montels bløde Gabriel i front (sidstnævntes desperate afvisning af en særdeles liderlig Monica Bellucci var et komisk højdepunkt).
Satiren over filmindustrien sidder lige i skabet, når kvindelige skuespillere droppes til Tarantino-film, fordi de er to minutter i unfuckable 40 år gamle, og ’The Artist’s velpolerede Oscar-vinder Jean Dujardin lever sig så meget ind i en ’The Revenant’-lignende rolle, at han nægter at komme ud fra skoven igen (endsige gå i bad). En ny sæson og en spillefilm er på vej.
Kan ses på Netflix.
7. ’Beatles: Get Back’
En 7 timer og 48 minutter lang (!) »miniserie« fra Peter Jackson aka. manden med akut klipperumsallergi? Har I slet ikke noget liv, eller hvad?
Ført og fremmest: Skal du have et gok med Maxwell’s Silver Hammer? Dernæst: Indrømmet, ’Get Back’ er ikke for alle og enhver, for det kræver visse forudgående Beatles-affektioner at forsvinde helt ind i Peter Jacksons sammenklip af over 60 timers hidtil uset videomateriale fra en enkelt måned i 1969.
Men dedikerer man en halv juleferie, så trakteres man til gengæld også til det mest intime indblik i de fire Beatlers arbejdsmetoder og indbyrdes relationer, vi nogensinde har set fanget på film. Ja, redaktionens største Beatles-fan brød ud i gråd undervejs.
Men hvad er det helt præcis, gutterne foretager sig på skærmen?Firkløveret samles for at indspille syv nye sange (men helst 14, mener arbejdsnarkomanen McCartney), skabe en dokumentarfilm og forberede et koncert-event på fire uger. No biggie! Der er bare lige det, at Beatles ikke har optrådt live i årevis, og gruppen kan ikke blive enige om, hvad der egentlig ville være fedest: En tv-transmitteret show? En klassisk koncert?
Derudover er George Harrison ved at være træt af at spille tredjeviolin til BFF’s John og Pauls indforståede parløb (har man nogensinde tvivlet på kærligheden mellem de to genier, så gør man det aldrig igen efter ’Get Back) såvel som Yoko Ones permanente tilstedeværelse i øvelokalet.
Kameraet er med overalt: Når ’Get Back’ og ’Let it Be’ fødes fra anslag til færdig indspilning, når der grines, småskændes, jammes for sjov, og når gruppen endelig giver en ulovlig koncert fra toppen af Apple Studios midt i London, der trækker politiet til. Det er intet mindre end en historisk og dybt fascinerende bedrift, der føles så sprudlende, som var den optaget i går.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’Ethos’
En tyrkisk Netflix-serie – nu prøver I bare at spille smarte.
Giv den en chance, seriøst. For når man ser ‘Ethos’, kan man ikke lade være med at tænke: Gid vi i Danmark lavede noget, der var så velovervejet, så tålmodigt, så nuanceret, så oprigtigt interesseret i både mennesker og samfund, uden at det skal trækkes ind over en konventionel dramaturgisk læst af frygt for, at seerne falder fra.
’Bir Baskadir’, som serien hedder i Tyrkiet, hvor den blev et stort fænomen, tager afsæt i den unge tyrkiske, tørklædeklædte kvinde Meryem, der sendes til psykiater – den moderne storbykvinde Peri – fordi hun lider af pludselige besvimelser. Selv taler Peri ud hos sin egen psykiater, Gülbin, der er i et forhold til den unge rigmand Sinan, som Meryem gør rent for. Og på den måde har vi et intrikat melodramatisk setup, der dog er mere beslægtet med HBO-serier som ’In Treatment’ end om de tyrkiske soaps, flere af karakterne dyrker.
Men hvad er det, den gør så godt?
Først og fremmest tegner den et voldsomt interessant billede af et en afgrundsdyb klasseforskel i det moderne Tyrkiet: Mellem den religiøse befolkning på landet og den sekulære, moderne befolkning i de store byer. Det exceptionelle ved serien er, at den har blik for nuancerne i dette clash – gennem de mangefacetterede portrætter af særligt de tre kvinder forstår man dem alle, mens man nysgerrigt prøver at afdække, hvad de hver især undertrykker. Alt sammen pakket ind i et gennemført filmsprog, der slægter nogle af filmhistoriens store på.
Kan ses på Netflix. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ‘WandaVision’
Mere Marvel-gøgl? Talk to the hand for jeg har for længst fået superhelteforstoppelse.
Du er med garanti ikke den eneste – og det vidste ‘WandaVision’ på forhånd udmærket. Efter Marvels 23 bombastiske biograffilm lagde serien sig i selen for at give noget helt andet: Var det noget med en sort-hvid sitcom-hyldest til amerikansk tv’s gyldne æra tilsat live publikum og en dosis David Lynch’sk paranoia? Ledet af to af Marvel-filmenes mest undervurderede skuespillere i skikkelse af Elizabeth Olsen og Paul Bettany?
Svaret blev et rungende ja tak efter det første, dybt syrede afsnit, der kastede Twitter ud i en ophedet easter-egg-skattejagt efter svar på, hvad fanden der egentlig foregik på skærmen.
Men altså, skal jeg have set 79 timers superheltefilm forinden for at kunne følge med?
Ork, nej. Du kan nøjes med små 53. Ej okay, ærligt: Du bliver nødt til at se et par ’Avengers’-film. Men hvem har heller ikke det nu til dags? Belønningen er en serie, der både teknisk og følelsesmæssigt folder sig ud som et rørende og tiltagende dystert studie i traumebearbejdelse, der hudfletter vrangsiden af blockbuster-superhelteidealerne igennem en nostalgisk tv-prisme. Hvem har ikke søgt tilflugt fra hjertesorger i sin favorit-sitcom? Wanda ved det.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’The White Lotus’
Okay, endelig er vi på samme bølgelængde.
Ja, ik! Mike Whites HBO-serie om en uge på et luksusresort på Hawaii var en af de få serier i 2021, som alle virkede til at kunne samles om at elske. Og det forstår man godt. For her var en fortælling, der formåede at kombinere et fantastisk ensemble, en uhyre veloplagt satire og et originalt udtryk, ikke mindst i de småpsykedeliske junglelyde, der indhyllede hele affæren i et konstant klaustrofobisk-intenst udtryk.
Hvem var jeres favoritkarakter?
Jennifer Coolidges rige enke, hvis interesse for de lokale ansatte i sidste ende afslører sig som vag narcissisme? Murray Bartletts hotelbestyrer Armond, hvis perfekte facade krakelerer i en tour de force af desperation? Jake Lacys perfekte røvhul af en forkælet 1 percenter og morsdreng? Sydney Sweeneys overwoke himlende teenagedatter? De var alle og én en fornøjelse at følge, helt frem mod den virtuose finale. Vi glæder os allerede til sæson 2.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Reservation Dogs’
Flabede teenagere i jakkesæt? Verden har ikke brug for en Tarantino-prequel, thank you very much.
Cool it, Mr. Pink. Ganske vist kan den newzealandske film- og seriedarling Taika Waititi sine labre popkulturelle referencer på fingerspidserne, men ’Reservation Dogs’ er intet fadt ekko af Tarantinos nyklassiker:
Tværtimod har Waititi sammen med kollegaen og filmmageren Sterlin Harjo begået en uimodståeligt charmerende og dybt original komedieserie om en flok unge indfødte amerikanere, der drømmer om at bryde fri fra socialrealismen i det »indianerreservatet«, hvor de er vokset op.
Socialrealisme? Det lyder umiddelbart ikke så morsomt.
Æhm, nævnte vi, hvem der står bag projektet? Er der nogen, der kan få bidsk samfundskritik, varme karakterskildringer og absurdkomik til at gå op i en højere enhed, så er det Waititi, hvis skæve signaturhumor slår tonen an fra første scene, da rødderne kaprer en lastbil ladet med … chips.
’Reservation Dogs’ formår at være både en reel øjenåbner for et miljø, Hollywood aldrig har gidet vise os før såvel som en gnistrende komedieperle, der tager pis på vores forudindtagede billeder af indfødte amerikanere som stereotype tegneseriefigurer.
Kan ses på Disney+. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Succession’ sæson 3
Ja, det er tidens mest hypede serie – men er den ikke begyndt at køre lidt i ring?
Der var måske lidt flere svaghedstegn i denne ombæring end i sæson 2: En følelse i de første afsnit af, at skakbrikkerne blev rykket tilbage, så snart de var kørt frem, hvorefter vi kunne starte forfra. Med det underliggende problem, at udfordrersønnen Kendall aldrig fremstod som en reel modstander til mediemogulen Logan.
Derfor er HBO-serien kun nummer 2 på listen, men vi skal da ellers love for, at sæsonen kom efter det i de sidste afsnit, hvor serieskaber Jesse Armstrong og hans brillante cast understregede, at de står bag det mest sydende skarpe stykke satire længe set.
Jeg har altså stadig svært ved at finde ud af, hvem jeg skal holde med.
Man behøver ikke nogen at holde af for at finde nogen at holde med. Og i denne sæson var der flere kandidater til MVP-titlen, men først og fremmest trådte Kieran Culkins Roman for alvor i karakter som en uimodståelig førsteklasses-douche, hvis langsomme modning faldt komplet til jorden i et episk dickpic-øjeblik – og som i sidste ende paradoksalt nok viste sig som den mest følelsesmæssigt fintfølende af dem alle.
Men de ni nye afsnit var også mættet af så mange andre gyldne øjeblikke, som de fleste andre serier kun kan drømme om at have ét af på en hel sæson. Kendalls fantastisk tåkrummende 40 års-fødselsdag, Logans sammenbrud og det efterfølgende kaos ved investorkonferencen, Toms frygtfantasier om fængslet og så selvfølgelig det fuldkommen mesterlige finaleafsnit, der vitterligt nåede de Shakespeare+fuck-humor’ske højder, der er ‘Succession’, når det er allerbedst.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ‘Mare of Easttown’
Endnu en krimiserie med døde piger og en træt kvindelig efterforsker i normcore-kluns? Det lyder dæleme originalt …
… Og så meget desto mere imponerende var det, at serieskaber Brad Ingelsby og en forrygende Kate Winslet blæste os totalt bagover i foråret med en af de bedste krimiserier i nyere tid.
Samtlige genretroper blev linet op på rad og række i sovebyen Easttown, men Ingelsbys intime detaljeomhu i plottets udfoldelse og det storspillende cast slog fast, at man snildt kan tåle at høre ’Lille Peter Edderkop’ for 117 gang, så længe det er Mozart, der sætter sig til klaveret.
Fair nok. Men var den ikke lige lovlig længe om at komme op i fart?
Det er såmænd det, man i en præ-TikTok-second-screenende verden kaldte for suspense-opbygning! Ja, ’Mare’ brugte god tid på at etablere sit mikrokosmos og sine karakterers komplicerede relationer, men for filan det gav pote på den følelsesmæssige konto, da speederen pludselig blev trykket i bund ved halvvejsmærket, og kuglerne fløj om ørene på personer, vi dårligt kunne bære at miste.
Man glemte helt at trække vejret frem til den hjerteskærende finale, og vi jublede igennem tårerne, da Winslet og makkeren Evan Peters begge blev begavet med velfortjente Emmy’er et par måneder senere. HBO-kram fra øverste hylde, intet mindre.
Kan ses på HBO Max. Læs Soundvenues anmeldelse.