’Mare of Easttown’: Kate Winslet har sin bedste rolle i 10 år i neglebidende HBO-krimi

’Mare of Easttown’: Kate Winslet har sin bedste rolle i 10 år i neglebidende HBO-krimi
'Mare of Easttown'. (Foto: HBO Nordic)

Jeg er normalt overhovedet ikke til krimiserier, og jeg er dødtræt af genrens tendens til at svælge i døde unge kvindekroppe og af tropen om efterforskeren, der er plaget af indre dæmoner og rod i privatlivet. Det synes særligt umuligt for kvindelige efterforskere både at være dygtig til sit arbejde og normalt socialt velfungerende.

Til gengæld er jeg stor nok fan af Kate Winslet til at se hende i hvad som helst. Og det er da også først og fremmest en fabelagtig præstation fra den 45-årige britiske stjerne, der lynhurtigt fik mig til at overgive mig til Brad Ingelsbys miniserie ‘Mare of Easttown’, selvom serien på overfladen ligner en gentagelse af den krimikliché, vi har set tusind gange før:

En ung kvinde bliver fundet myrdet ude i skoven i en lille amerikansk by, hvor alle gemmer på hemmeligheder, og den bryske kvindelige efterforsker, der sættes til at opklare forbrydelsen, kæmper på hjemmefronten med traumet over sin voksne søns selvmord og en forældremyndighedssag om sit barnebarn.

Men her stopper forbeholdene. For nok er der ikke meget nyt under solen i seriens koncept, men det glemmer man alt om, fordi den er den så vanvittigt veludført, gribende, velspillet og autentisk i sin miljøskildring.

Vi befinder os i Easttown i Pennsylvania, en trøstesløs, grå, kold og indspist lille irsk-katolsk arbejderklasseby, som ingen alligevel flytter fra. Opioidkrisen, der gjorde en stor gruppe amerikanere til misbrugere som følge af afhængighed af smertestillende medicin, spøger i baggrunden, og byen er præget af misbrug, teenagegraviditeter og generel dysfunktion.

‘Mare of Easttown’. (Foto: HBO Nordic)

Det præger også byens efterforsker Mare Sheehan (Winslet), der er under massivt pres både privat og professionelt. Hun har i et år forgæves forsøgt at opklare mysteriet om en forsvunden teenagepige, som er datter til hendes gamle skoleveninde. Og veninden lægger ikke fingrene imellem, når hun til medierne kritiserer politiets indsats.

Da den purunge alenemor, Erin (Cailee Spaeny), bliver slået ihjel, bliver Mare yderligere presset til at finde frem til, om der er sammenhæng mellem de to sager. Hendes chef tilkalder forstærkning udefra i form af den unge efterforsker, Colin (Evan Peters fra ‘WandaVision’ og ‘American Horror Story’), som egenrådige Mare i første omgang finder irriterende i kraft af hans blotte eksistens, men efterhånden finder et godt makkerskab med.

Samtidig bliver hun til sin egen overraskelse kurtiseret af en anden ny mand i byen, forfatteren Richard (Guy Pierce). Han ser Mare som den smukke kvinde, hun er, under sin posede skovmandsskjorte, udgroninger og livstrætte ansigt. Og at hun er et menneske, der giver og giver uden at få noget igen.

Hjemme kæmper Mare med at holde styr på sin teenagedatter, Siobhan (Angourie Rice), og barnebarnet Drew (Izzy King), at udholde sin nævenyttige mor (en skøn Jean Smart, der står for seriens små glimt af humor) og at udvise storsind over for eksmanden Frank (David Denman), der har købt hus op til Mares baghave og er lidt for lykkelig med sin nye forlovede.

‘Mare of Easttown’. (Foto: HBO Nordic)

Selv har Mare svært ved at komme sig over sin massive skyldfølelse over sin søns selvmord og er dybt bekymret for, om hans lille søn, hvis mor er i afvænning for stofmisbrug, har arvet hans anlæg til psykiske diagnoser.

Det er let at forstå, hvorfor Mare ikke orker at smile eller være høflig og dulmer smerten med rigelige mænger junkfood og flaskeøl. Men heldigvis portrætterer serien og Winslet hende langt fra som en martyr. Hun er frustrerende uforsonlig og afvisende over for andre mennesker, og selvom hun er dygtig og dedikeret til sit arbejde, træffer hun indimellem uetiske valg, fordi hun føler sig hævet over loven – som en moralsk overdommer over det lille samfund, hun selv er en del af.

En uglamourøs og rundrygget Kate Winslet formidler gribende og troværdigt Mares tyngende smerte, udmattelse, stædighed og frustrationer bag hendes hårde og indesluttede ydre, der indimellem blødes op af en gnist, fremkaldt af de to nye mænd i hendes liv.

Efter et lidt sløjt årti for Winslet er det skønt at se hende tilbage i topform i en serie, der matcher hendes talent. Det er hendes suverænt bedste rolle siden hendes sidste HBO-serie, ‘Mildred Pierce’ fra 2011.

Seriens krimimysterium er spændende – til tider neglebidende! – men efterforskningen fungerer primært som et påskud for at tegne et kollektivt, empatisk portræt af byens brogede skare af indbyggere, der alle har deres at kæmpe med. Ikke mindst Mare.


Kort sagt:
Kate Winslet transformerer i sin bedste rolle i 10 år en lidt træt krimitrope til et dybt engagerende karakterstudie af en efterforsker med hele verden på sine skuldre.

Anmeldt på baggrund af fem afsnit.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af