’Sex Education’ sæson 3: Netflix-hittet er provokerende, varm og sjov som aldrig før

’Sex Education’ sæson 3: Netflix-hittet er provokerende, varm og sjov som aldrig før
Sex education, sæson 3 (Foto: Netflix)

’Sex Education’ er en af Netflix’ mest populære serier, og det var derfor til manges skuffelse, da tredje sæson ramt af coronaforsinkelse. 

Men nu er den her. 

Gennem de to første sæsoner følger vi primært Otis (Asa Butterfield) og Maeve (Emma Mackie), der starter deres egen sexklinik, hvor deres fortabte jævnaldrende kan søge hjælp. I tredje sæson er omdrejningspunktet Moordales nye skoleleder, Hope, spillet af ’Girls’-stjernen Jemima Kirke, som er blevet ansat til at rette op på det dårlige ry, den omfattende sexsnak og rygter om et klamydiaudbrud har givet skolen. 

Selvom hun med sin unge fremtoning gør et godt førstehåndsindtryk, skal det hurtigt vise sig, at skinnet bedrager. Hope bliver med sine konservative værdier og kontroversielle disciplineringsmetoder snart en fælles fjende for eleverne på Moordale. Spørgsmålet er, hvor meget de tør sætte over styr for at være tro mod deres værdier. 

Ellers fortsætter den nye sæson, hvor anden ombæring slap flere af relationerne. 

Otis og Maeve har lukket deres klinik og er ikke længere på talefod. Otis finder i stedet sammen med den populære Ruby (Mimi Keene), og Maeve flirter med naboen Isaac (George Robinson). Eric (Ncuti Gatwa) og kæresten Adam (Connor Swindells) er forelskede, men er ikke kommet lige langt i deres selvudvikling, og det samme gælder parret Lily (Tanya Reynolds) og Ola (Patricia Allison). Otis’ mor er gravid med eksen Jakobs barn, og de to kæmper med at opbygge en bæredygtig relation. 

Derudover følger vi Aimee, som er tynget af følgevirkninger, efter hun har været udsat for et seksuelt overgreb, Jackson (Kedar Williams-Sterling) og Viv (Chinenye Ezeudu), der kæmper om titlen som elevrepræsentant, og et par nye hovedpersoner, mest fremtrædende den nonbinære Cal (Dua Saleh), som Jackson tiltrækkes af. 

Emma Mackey i ‘Sex Education’ (Foto: Netflix)

Der er altså rigeligt med sidehistorier at følge med i, men takket være det meget genkendelige highschool-format og en helt klassisk spændingskurve, er det faktisk overskueligt at holde overblikket. Og den nye sæson udnytter vores kendskab de fleste karakterer og deres plads i hierarkiet til at komme et spadestik dybere ned. 

’Sex Education’ lykkes med at favne og forny den type ungdomsæstetik, britisk tv gav os med ’Skins’ fra 2007 til 2015. Den er tilpas ægte til, at virkelige mennesker kan spejle sig i den. Tilpas smuk til, at den er tiltrækkende. Og edgy nok til, at det føles som at blive lukket ind i den vildeste teenagedrøm, med alt hvad den rummer af svampetrips på skolebussen, overromantiske kys i regnen med den første og største kærlighed og smerten ved at vokse op. Og den flyder over med gode oneliners. 

Der sker stadig ingen genremæssige nybrud, men ’Sex Education’ bruger klogt klichéen til at få stoffet til at føles let tilgængeligt, så man slet ikke lægger mærke til, at man faktisk også bliver klogere undervejs. Således rummer den eksempelvis en skildring af et interracialt homoseksuelt kærestepar, som er varm, men ikke farveblind, og tør forholde sig til, at kulturelle forskelle selvfølgelig betyder noget i et parforhold. 

Ncuti Gatwa, Connor Swindells og Mimi Keene i ‘Sex Education’ (Foto: Netflix)

Ligesom serien med bare et enkelt klip af en ængstelig Cal, der blotter sin binder i dameomklædningen, udvider forståelsen af kropshad til også at rumme et mere komplekst queer-perspektiv (og hallo, det er først gang, jeg har set en binder i en mainstream tv-serie!). ’Sex Education’ lever op til det ansvar, det er at have så stort et publikum. 

Ved nogle scener står meningen mindre tydeligt frem. Som den første scene i tredje afsnit, hvor Maeves naboer, det ældre par Jonathan og Cynthia, har højlydt sex, så hele rummet ryster, og en mikroovn falder ned fra hylden og dræber 

Cynthias elskede kat. Umiddelbart meningsløs, og så alligevel… Den scene er så underlig, at jeg mistænker det for at være genialt. Det er den slags stof, der giver ’Sex Education’ kultpotentiale. 

Og det vil undre mig, hvis billeder fra sæsonens kulmination, et sexpositivt oprørsshow, hvor seriens hovedpersoner hopper rundt i kæmpestore genitalie-kostumer og siger ting som »jeg elsker min klitoris, og jeg skammer mig ikke!« ikke på en eller anden måde bliver legendarisk a la ’But I’m a Cheerleader’ (1999). 

’Sex Education’ sæson tre er provokerende, men morsom, woke og nuanceret, forudsigelig, men nærværende. Den er den der følelse af kampgejst, man kun har som ung, når alle små oprør føles, som om de kan være starten på en revolution. Den giver en følelse af, at vi kan og skal gøre en forskel. 


Kort sagt:
Med sæson 3 virker det til, at ’Sex Education’ for alvor har fundet fodfæste: en vigtig og varm sæson med kæmpe kultpotentiale.

‘Sex Education’ sæson 3. Serie. Skaber: Laurie Nunn. Medvirkende: Asa Butterfield, Gillian Anderson, Ncuti Gatwa, Emma Mackey, Aimee Loui Wood, Connor Swindells m.fl. Spilletid: Otte afsnit á 50-60 min. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af