’Master of None’ sæson 3: Overraskende sæson af Netlix-darling skaber magi og et lille mesterværk
Ti minutter inde den nye sæson af ’Master of None’ blev jeg bekymret og utålmodig. Hvorfor går alt så langsomt? Hvor er Aziz Ansaris Dev, som vi plejer at følge? Kan jeg vænne mig til denne nye, mere artsy udgave af en tidligere fornøjeligt frisk Netflix-serie?
Nogle dele er genkendelige, men meget synes så utrygt fremmed i den nye sæson. Varme farver og følelser lægger den bløde grundtone, som har karakteriseret serien, skabt af Ansari og komikerkollega Alan Yang, fra begyndelsen. Men billederne er denne gang optaget på rigtig, knitrende celluloid og stemningen er betydeligt tungere end de tidligere mere muntre, komedielegelette sæsoner.
Og vigtigst: Devs barndomsveninde Denise (Lena Waithe) har overtaget hovedrollen fra Dev, som tilsyneladende er pist borte.
Og dog! Pludselig banker han på døren som middagsgæst i det store hus på landet, hvor størstedelen af sæsonens blot fem afsnit udspiller sig. Her bor barndomsveninden Denise sammen med sin kone Alicia (Naomi Ackie). De er lykkelige i deres perfekte »brown on brown-romance« (et Denise-udtryk), omringet af tjekkede brune antikmøbler i deres perfekte brune hus.
Devs besøg er kortvarigt og pinligt, men jeg savner ham alligevel lidt, da han smutter. Også selvom han efterlader mig med to stærke personager. I seriens glimtvise komik viser Lena Waithes Denise sig at være den sjoveste karakter til dato. Når hun fortæller veloplagte fårede jokes, griner jeg både højt og uhæmmet, som jeg vist aldrig har gjort i serien før. Det samme gør forresten også hendes kone Alicia, der har en charme, styrke og en latter, der både smitter og smelter hjerter.
Selvom den nye sæson glimtvis er sjovere, er det lidt svært at vænne sig til et ’Master of None’, hvor der generelt er længere mellem de fornøjelige optrin. Og til det nye store hus, der ligger langt fra Devs pulserende New York. Her er bare så pokkers stille! Ofte er fuglekvidder det eneste, man hører. En lyd, som først er bagtæppet til fredsommelig ægteskabelig succes og idyl. Men som hurtigt forvandler sig til en larmende påmindelse om alt det usagte i Denise og Alicias forhold.
Tavsheden fylder mere og mere og bliver til sidst så ubærlig, at hverken Alicia eller Denise (eller jeg for den sags skyld) kan være i det mere. Og så sker der noget magisk! Idet den idylliske boble brister, prikkes der også hul på min utålmodighed. Pludselig opdager jeg, at jeg er holdt op med at håbe, at Dev skal træde ind ad døren og lette stemningen.
Den endelige overvindelse indtræffer med fjerde og næstsidste afsnit, der slår selv det rørende Emmy-vindende ’Thanksgiving’-afsnit fra sæson to af pinden. Hvad der sker her, skal jeg ikke afsløre. Men jeg kan sige så meget som, at man i USA har forsikringspolitikker, der dækker angreb fra havuhyrer, men ikke lesbiskes forsøg på at blive gravide ved insemination. Og at Ackie spiller røven ud af et sæt smukke mønsterprintede pyjamasbukser for at bevise den pointe.
Fjerde afsnit er et lille mesterværk i egen ret og bør sikre ’Master og None’ endnu en Emmy. Oplevelsen efterlader mig følelsesmæssigt tappet, men fuld af fornyet kærlighed til serien og sæsonen i sin helhed.
Herefter indtager jeg femte og sidste kapitel med grin og tristesse. Og nyder til fulde langsomheden, stilheden og selskabet med Denise og Alicia, som jeg nu er ked af at skulle forlade.
Kort sagt:
Det afdæmpede tredje kapitel uden Ansari i hovedrollen starter langsomt, men vinder stort ved nærmere bekendtskab.