’Master of None’ sæson 2: Aziz Ansari bryder med klassiske komedieforskrifter
Den knap, der dukker op under introen til ’Master of None’, er seriøst deprimerende. »Spring introen over«, står der lokkende nederst i højre hjørne, som om et splitsekund uden fremdrift vil få enhver moderne seer til at hoppe videre til næste vindue i browseren.
De tager nok ikke helt fejl, Netflix. Utålmodighed er en hastigt voksende folkesygdom i det digitale landskab. Men det vil Alan Yang og Aziz Ansari, duoen bag ’Master of None’, skide på.
Eller rettere: Det, de beder os om, er ikke at trykke på Netflix’ ’spring over’-knap, at slukke ’the second screen’ og fordybe os i et univers, der tager sig tid til at udfolde sine små, skæve fortællinger. Som når lydsporet ’mutes’ helt i skildringen af en døv butiksejer, eller kameraet hviler stædigt på Dev (Ansari) på bagsædet af en taxa – uden at der sker det fjerneste.
Det er nogle ret radikale greb for en komedieserie om noget så fortærsket som kærlighedskvaler i New York.
Men det er også det, der gør ’Master of None’ til mere end en light-version af ’Louie’, ’Seinfeld’, og hvad de ellers hedder. Serien skildrer først og fremmest Devs nederlag og sejre på storbyens dating-slagmark, men den handler også om alt muligt andet – om pensionisters kærlighedsliv, om at springe ud som lesbisk, om at være taxachauffør i New York. Faktisk er serien bedst, når Ansari vender blikket ud frem for ind og degraderer sig selv til bifigur.
For hvor Devs stormfulde forelskelse i italieneren Fransesca (Alessandra Mastronardi, som taget ud af en Antonioni-film) er et fintfølende, men forudsigeligt ekko af første sæsons bittersøde romance, er serien konsekvent fænomenal, når den løsriver sig fra hovedplottet. Særligt genialt er afsnittet ’New York, I Love You’, der følger et broget ensemble rundt i det store æble og giver kulør til det, der er gråt i vores bevidsthed.
Afsnittet er et studie i Yang og Ansaris spidskompetencer som fortællere. De bryder radikalt med klassiske forskrifter, men aldrig uden at miste empatien for personerne på skærmen. For nok er afsnittet i sig selv en fuckfinger til kontinuiteten, men det er ikke pointen i sig selv: Det handler om at spærre øjnene op for de mennesker, der normalt ikke skænkes en tanke.
Som når to plaprende kvinder afslører twistet i en hypet thriller, og deres taxachauffør efterfølgende sukker for sig selv. »Ved de ikke, at taxachauffører også er mennesker?«, siger han til en kollega i øresneglen. Hvorefter kameraet skygger ham gennem natten, hjem til hans trange værelse og ud i byen næste aften med en håndfuld hjertelige kammerater. Det store drama udebliver, men Ansari og Yangs evne til at finde mennesket bag storbystereotypen er vidunderligt i sig selv.
Det samme gælder ’Thanksgiving’-afsnittet, hvor Devs lesbiske veninde Denise kæmper med sin families forargelse gennem en række Thanksgiving-middage og for så vidt også ’First Date’, der med eminent timing krydsklipper mellem Tinder-dates.
For at nå til sæsonens gyldne stunder skal man dog først forbi et trægt visit i Italien, hvor Dev laver tortellini og jagter sin smartphone i en tam ’Cykeltyven’-parodi, ligesom man skal berede sig på, at sæsonen sætter punktum som et moderne melodrama: Får Dev sin italienske drømmekvinde eller ej?
Hverken spørgsmålet eller svaret er synderligt ophidsende, men vejen dertil byder på flere frodige afstikkere.
Kort sagt:
Anden sæson af ’Master of None’ starter sløvt i Italien, men finder hurtigt formen på amerikansk grund. Devs nye romance er lige så fin, som den er forudsigelig, men de mange fænomenale sidespring levendegør storbyens oversete skæbner og emmer af både empati og filmisk overskud.
Læs også: Anmeldelse af ’Master of None’ sæson 1